På eventyr i Australien: Drageskæl og enhjørningeblod

Lørdag den 6. oktober 2012

Så er der gået endnu en uge. Den gik ganske hurtigt og alligevel er der sket så meget at det synes længere tid siden Mary Ann var her. Ja hun er væk igen. Da vi var ved cafeen havde hun fået et jobtilbud som betalt gartner i Sydney og det ville hun meget gerne. Så mandag morgen kørte David hende til bussen og så var hun ellers væk. Det blev Murray bestemt ikke glad for da han jo også havde bedt David om at rejse om onsdagen fordi den New Zealandske fyr ville komme trosdag. Han fik dog overtalt David til at blive så han er her endnu. Familien har været i Sydney weekenden over så jeg har være med David oppe og male kvæg indhegningerne. Efter rust afpudsning og beskyttelse skal det hele males sølv og den sølv vi bruger ligner det de brugte som enhjørningeblod i Harry Potter, så vi maler med enhjørningeblod. Og efter en lang dags arbejde med sølv maling kan det ikke helt undgås at man får det lidt ud over det hele, så jeg har stadig sølv fregner, dog har jeg fået det meste af armene som før lignede at jeg havde skæl. Men efter en hel uges konstant arbejde på indhegningen er den nu næsten færdig. Og efter en hel uge arbejde i solen har jeg nu også fået nogle sjove aftegninger. Jeg har brune arme til omkring albuen hvorefter de bliver blege igen og jeg er brun tangerende til rød i hovedet, hals og nakke og i en trekant der hvor min skjorte har været åben. Det er meget fancy. Jeg har fået besked på at købe mig en ordentlig hat som skygger hele vejen rundt og ikke bare en kasket. Det lyder ikke som en dårlig ide så det må jeg hellere gøre i dag.

Da vi var oppe og male onsdag kom Dennis op og bad os om at tage en lille kalv med hjem som var blevet efterladt af sin mor. Vi fandt den lille to dage gamle kalv liggende ved hegnet men den stak selvfølelig af inde vi nåde helt hen til den. Efter at have fulgt efter den til den kom til et hjørne lykkedes det os at fange den. Og hvad så? Hvordan får man en kalv med tilbage uden at skade den? En af os kunne jo sidde med den bag på ladet men det var bestemt ikke sikkert efter som vi skulle ud og kører på vejen. Det endte med at jeg hoppede ind på passager sædet og så fik jeg ellers kalven ind. Så hele vejen hjem sad jeg med en lille kalv på gulvet foran mig som var det en stor hund. Heldigvis sad den hel stille og sagde ikke noget. Da vi kom tilbage var familien endnu ikke kommet hjem så vi satte den ind i hønsegården sammen med den anden kalv Buddy og så blev vi enige om at kalde den Mate. Jeg har flaske fodret den i løbet af ugen og Buddy er meget misundelig over at den får mad to gange dagligt mens han kun får en gang, så han er begyndt at slikke på vores tøj og skubbe til os i håb om også at få noget. Godt nok er han stadig lille men han er ved at blive stærk. Når vi nu snakker om køer så er der jo også kvien der ikke kunne gå. Det må man sige den kan nu. Faktisk kan den gå så meget at den søndag morgen var væk. Ups. Nå vi måtte på find-koen-ekspedition og vi fandt den da også på marken foran huset. Vi skulle alligevel ud og tjekke på nogle andre køer så jeg hentede Joe og David tog quat biken g så prøvede vi ellers at få den tilbage og over på den modsatte mark hvor vi havde fået at vide Murray gerne ville have den. Det mislykkedes dog i stor grad da den hellere ville tilbage til dens skjulested end den ville hen hvor vi ville. Det endte med et vi gav op og lod den være. Så tog vi ned for at tjekke på kvæget et lille stykke væk. Da de alle havde det fint gik turen tilbage over marken. Og når det nu var på hesteryg skulle det da udnyttes. Så jeg red i fuld galop, wetern style, i solnedgangen, hen over hele marken. Det var den fedeste følelse!

Ud over det er der ikke sket så meget. Jeg har lært et nyt dyr at kende. Grønne myrer som bider og så begynder det bare at gøre vild ondt. En havde kravlet op under min trøje og en op ad mit bukseben og inden jeg nåede at gøre noget ved det havde de bidt mig fire gange hver. Australiens dyreliv er ondsindet. Og så er Jeremy (ikke sikker på hvordan det staves) kommet. Åbenbart kalder australiere folk fra New Zealand for Kiwi’er. Spøjst. Men han virker flink. Nu er vi på vej ind til byen og handle og i morgen skulle vi vist nok til et racerløb? Jaja drengene var meget opsatte på at komme af sted og man er vel hernede for at opleve noget så hvorfor ikke.