Kakaduer og drop bears

Onsdag den 30. januar 2013

　

Endnu en uge med løgpakning og jeg er nu ved at have temmelig go styr på det. Der er stadig adskellige løg der ryger forkert men jeg har en følelse af at det er langt færrere og at jeg rent faktisk han en ide om hvad det er jeg laver. Jeg må dog indrømme at det er knudebindings posten der er den bedste, for man blive nu lidt forvirret af at kigge på en lind strøm af løg der bliver ved med at kører forbi i 2,5 time i træk. Og med rødløg der ikke er nær så pæne som de brune er der mange der skal sorteres fra og i stedet for de normalt tre personer der sortere er vi som oftes fem, hvilket betyder at på trods af roteringerne så er sorteringen største delen af arbejdet. Somme tider bliver man da også overrasket over hvad man finder. For eksempel var der i dag adskllige knogler med i blandingen. Det er nogle lange dage med op til 9,5 timers arbejde så det giver gode penge. Det er dog lidt fustrende at man adrig ved hvornår man er færdig. De første 8 timer er fine men når man så i 1,5 time derefter konstant tænker "Det må være den sidste kasse han fylder på" kan det godt blive lidt anstrengende når han syntes at blive ved med at finde flere kasser med løg frem fra gemmerne. Nå ja vi bliver jo betalt alligevel så det er bare om at bide tænderne sammen og prøve at holde fokus på løg nummer 392707...

Hverdagen er den samme som altid med begrænsede ting at lave, men i weekenden var der Australia Day og den lille by Kingston on Murray serverede gratis morgenmad. Og når der bliver tilbudt gratis mad kan man være sikker på at der vil være backpackere tilstede. Så vi stod tidligt op - for en lørdag - og kørte ned til floden hvor det blev afholdt. Der var omkring 100 lokale der også var mødt op og men højtalerne spillede diverse australske sange blev der serveret spejlæg og pølser med toastbrød og bbq sause eller ketshup. Mange af de lokale havde været forberdt og medbargt camping stole, mens vi bare slog os ned i solen og nød morgenmad med kakadue sang for oven. Nu skal det måske nævnes at kakaduer bestemt ikke har smukke sangstemmer men det er nu alligevel impornerende når hundrede kridhvide fugle flyver hen over hovedet på en. Var der karaokee, dog kun med en mand der turde stille op, men han sang nu ganske godt så der var ingen der protesterede. Der blev adskillige gange gjort opmærksom på os, og vi blev da også spurgt om ting som hvad vi synes om Vegimite. Første gang jeg så vegimite forvekslede jeg det med nutalla og det må siges at være en skuffelse ud over det sædvanlige. Det er en brun substans som australierne spiser på toastbrød som smør. Men det smager forfærdeligt. Jeg kan ikke engang forklarere hvad det smager af. Bare at det er en meget gennemgående og stærk smag som man vidst skal være vokset op med for at kunne lide. Jeg tror jeg ved hvordan folk har det med lakrids nu. Nå man så prøvede han da også at fortælle os at vi skulle passe op drop-bears, som tilsyneladende er koala ligende bjørne som gemmer sig i træerne og så angriber folk der kommer gående og flænser dem med deres sylig skarpe hjørnetænder og klør. Den eneste måde at skræmme dem væk på er ved at smører sig ind i vegimite for det hader de. Om der nogensinde er nogen der rent faktisk er hoppet på den ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade helt være med at tænke på de gentagende gange vi har sendt de nye spejdere ud efter en røgvender eller knofedt på første lejr. Og med så mange udlændinge kan man vel ikke lade helt være med at prøve at skræmme dem, nu når de alligevel er bange for alt blive ædt af hver eneste dyr de støder på. Turister, hvad skal man gøre. Ellers er der ikke sket fantastisk meget i løbet af ugen. Jeg havde mit værelse en enkent nat for mig selv før to engelske piger, Tanja og Karin, flyttede ind. De er rigtig flinke så det skal nok blive hyggeligt. Saraphine er tager med Gayton til Perth men hun skulle gerne være tilbage om en uges tid. Kevin er tilbage efter en tur til østkysten og Sebastian er taget til Sydney og kommer nok ikke tilbage. Eller vi jokes altid med at når nogen rejser kommer de tilbage på et eller andet tidspunkt for det er umuligt at forlade Normads. Og skræmmende nok tror jeg at men jeg har været her er halvdelen af de personer der er rejst kommet tilbage igen. Hvem ved det kan være jeg er strandet her resten af året. Forhåbentlig ikke. I næste uge kommer Asger fra min gamle gymnasieklasse og så har jeg endelig nogen at snakke lidt dansk med. Det har jeg godt nok savnet. I morgen venter endnu en dags arbejde og så skulle det ellers blive travle i næste uge, så der bliver min udholdenhed nok sat på prøve. Men med lidt viljestyrke og udsigten til mere rejsen rundt skal det hele nu nok gå.

Aussie morgenmad

Den fantastiske udsigt fra Kingston

Smukke men ikke lige frem skøn sang

Flokken nyder gratis mad på Australia day

Se i træet. Kakaduer alle sammen

Kaori synes også floden var smuk

Onion ninja!

Endelig, endelig, endelig et nyt job! Jeg er nu blevet en løg ninja! Eller ninja og ninja, jeg er i hvertfald blevet en del af løg-pakke holdet. 20 dollar i timen og ikke sådan noget pjat med kun at tjene pr. kasse som aldrig er helt fair hverken den ene eller den anden vej rundt.
Vi er 4 piger og 4 drenge plus to lokale damer og vores chef som abejder med pakningen. Selve løgpakningsprocessen består af overraskende mange trin. Først skal løgene selvfølgelig høstes - det har vi ikke noget med at gøre - men så bliver de kørt ind i laden i store kasser hvor vi så pakker dem. De bliver heldt i en stor container hvorfra de bliver transporteret op til det første det første bælte hvor de værste ting så som ukrut og sten bliver soteret fra - ved håndkræft. Enormt stressende når man aldrig har prøvet det før og man ferbrilsk prøver at spotte de små sten der kommer forbi, gemt blandt alle løgene. Men da det er en konstant strøm af løg i omkring to timer, rammer man da heldigvis et punkt hvor hjernen slår lidt fra og man ender op med sten i hånden som ens hjerne endnu ikke har fortalt ens bevidsthed at man har set. Det er en lidt speciel følelse. Det er ikke tilladt at høre musik eller andet i nærheden af maskinerne - sikkert pga. sikkerhed - og da de larmer ret meget er det en god ide med et par dårlige ørepropper så man stadig kan hører, men i det mindste lukke lidt af de høje lyde ude. Tilgengæld betyder de høre lyde også at ingen kan hører når man begynder at kede sig så meget på toppen at man begynder at synge. Folk tror måske man er lidt tosset men det for tiden til at gå hurtigere - og det er der virkelig brug for en gang i mellem - så hvorfor ikke. De næste to trin er automatiske, hvor toppene bliver rykket af på et bånd og de ydereste beskidte og løstsiddende lag bliver gnubbet af på det næste. Da det nu er nemmere at se løgene fordi alt snavset er væk er det tid til at sortere dem. Det er for det meste de to lokale damer der gør det, men med rødløgene, som ikke er i nær så god stand som de brune, er vi som regl en eller to piger der hjælper dem. At bestemme hvorvidt et løg er 1. klasse, 2. klasse eller skrald er en hel kunst i sig selv og jeg er sikker på at jeg har smidt 1. løg ud og ladet 2. klasse løg fortsætte som 1. klasse. Jaja når man har stået der i 20 år ved man vel hvad man gør, og af de 10-20 ton løg vi pakker hver dag, sker der nok ikke meget ved at jeg smider 20 kg ud. Efter sorteringen bliver de af maskinen delt op i størelse; små, mellem og store. De små er åbentbart også anden sortering men de mellem og store får hver deres indpakning. Løgene bliver inten pakket i 15 kg kasser eller 10 kg eller 20 kg poser. Kasserne stilles - to afgangen - på hver deres vægt og løgen bliver automatisk droppet ned i kassen til vægten rammer 15 kg og så stopper den selv til man fortæller den at der nu er en ny tom kasse at fylde. Efter at kassen er blevet løftet over på at lille bånd er der en der står klar til at jævne dem ud i niveau og så ellers lige give skyde dem med en airgun så de ser fine og nydelige ud når man nu åbner kassen. Låg på kassen og så over på palle og blive stablet. Med poserne er det en anden maskine. Her er der fire steder hvorfra man kan klippe poserne fast. Masinene dropper så løg ned i posen til de rammer den valgte vægt og snurre så rundt for at fylde næste pose. Her er der en til at sætte poserne fast på maskinen og en til at tage dem ned og binde en dobbelt knude på dem og sende dem videre til dem der nu stabler. Da jeg først arbejde sidste onsdag havde vi 20 kg poser og da det - men lidt træning - ikke tager mere end 10 sekunder at binde og sende videre så der er ca. 10 sekunder til at lave ingenting. Hvilket resulterede i chicken dance mellem Sarafine og jeg. Der fik vi da også smilende at vide at vi var skøre af chefen men da det ikke gjorde tingene langsommere eller noget sagde han ikke mere til det. Måske fordi han vidste at tiden med 20 kg sækkene var ved at ende. For efter nogle timer fik vi besked på at skifte til 10 kg sække og så røj tempoet i vejret. Og da vi senere skiftede til kun at pakke de små løg, som før bare var blevet sorteret fra, gik pausens længde fra en lille dans, til en lyn hurtig slurk vand, til knap nok at have tid til at tører svenden af panden før den løb ned i ens øjne. Vi blev hurtigt eninge om at ingen af os nogensinde hande arbejdet så hårdt i vores liv før. Heldgvis stod lyntempoet kun på i omkring et kvarter og så begyndte det at antage et acceptabelt tempo igen. Efter at løgene er havnet i poser bliver de pakket på paller med 1,4 ton på hver palle. Det betynder at de sidste 200 kg skal løftes op i over hovedhøjde. Heldigvis for os tøser er det kun drengene der gør løfte arbejdet mens vi er de eneste der sortere. Sidste trin er fyren der står for det hele - og altid suser rundt med sin paldeløfter, og sørger for at alting glider som det skal - anbringer pallerne i lastbiler som så kører dem til Melbourne eller hvor de nu skal en.
En normal dag består af fire dele med hhv. 2 smoko (15 min pause) og en halvtimes frokost pause. Afhæning af høsten er dagene varriere dagens længde men er omkring de 8 timer. Fredag arbejdede vi i 9 timer og det var godt nok en lang dag. Heldgvis var vi blevet lovet bbq og øl efter arbejdet så vi kom da igennem. Det vi en hyggelig bbq og rigtig Aussie style med gas grill hvor på der blev tilbered pøler og tynde steaks som selvfølgelig serveres i et stykke toastbrød med ketshup for pølsebrød er overvurderet. Vi fik at vide at de næste to uger bliver stille, men efter det har han ondt af os. Så det tolkede vi som om at der bliver en masse at lave. Det bliver hårdt men forhåbentlig bliver det også muligt at få sparet nogle penge op så man kan få rejst noget mere rundt.
Ud over at vi ikke må hører musik og det er hjernedødt men hårdt arbejde, er det nu et rart sted. Det er gået op for mig hvor lidt det kræver at have glade arbejdere. En af dagen gik ham der står for det lige en tur med en pose karameler og vi fik alle en og efter arbejdet en dag kom ejeren af det hele lige ind for at fortælle os at vi havde gjort et godt stykke arbejde. Han kom tilbage efter 10 sekunder for at lade os vide at det selvfølgelig ikke betød at vi kunne slappe af i morgen, hvilket er meget ironisk man har ingen kontrol over hvor hurtigt man arbejder for mastinerne har deres tempi og så er det ellers bare om at følge med dem. Om du kunne tænke dig at gøre det hurtigere eller langsommere er de da ligeglade med. Selvfølgelig kan man altid i nødstilfælde stoppe det hele og få rette op på havde der nu er galt men jeg er rimelig sikker på at hvis du gør det ret mange gange får du ikke lov at komme tilbage. Jeg har aldrig i mit liv følt mig så erstattelig. Det tager ca. 10 min ved hver post at lærer en ny op og der er rigeligt med backpackers der gerne vil have et time betalt job, så det er bare med at gøre sit bedste.
Den her uge har som sagt været stille og vi har kun arbejde 2 dage. Jeg tager de næste to uger som en slags ferie og slapper godt og grundigt af før det tilsyndelande går amok engang i febuar. Nu må vi håbe at de for en gangs skyld har ret noget af alt det de lover...

Først den ene vej og så den anden vej....

Tirsdag den 15. januar 2013

Endelig en smule afveksling.Torsdag var der akut brug for en ekstra hånd til at plukke aubergine og jeg var så heldig at slippe for mandelplukning en enkelt dag for at tage med Audrey. Det hele startede godt med at der ikke var biler nok så Leslie måtte kører nogle andre på arbejde først og så komme og hente os, hvilket resulterede i at vi kom en halv time forsent. Det var nu ikke det store problem og vi var hurtigt igang. Det lykkedes mig at også at få en splint i fingeren inden for 5 minutter som generede mig resten af dagen. Men hvis man vil tjene penge må an jo lide lidt. Aubergine gror som meloner og græskar på jorden og de plukke med have saks. Og glem alt om de aubergine vi ser her hjemme. Vi plukkede efter størrelse og dem som var lige på kanten til at være store nok har ca. den samme størrelse som dem vi får derhjemme. Nogle af dem var større end honningmeloner. Heldigvis er det jo ikke lige frem en tung plante, så ud over at stå foroverbøjet i lang tid var det ikke den store belastning for ryggen. Vi plukkede sammen med to fyre, hvor af den ene har plukket forskellige frugter og grønsager og levet af det i 20 år. Jeg kan se hvordan det kan være appelerende med de til tider gode lønninger og det ikke særligt svære arbejde, men lige frem at leve af det i 20 år? Nej tak, jeg nøjes med et par måneder.

Da vi var fire personer og de der var mange frugter på planterne gik det hurtigt med at få plukket en del. Så hurtigt at jeg efter en time blev kørt til gården for at hjælpe med at pakke for de kunne ikke følge med. Her blev jeg sat til at pudse auberginderne af for jord før de blev pakket i poser. Bestemt ikke det værste job man kunne forestille sig. Både nemt og på ingen måde hårdt for hverken knæ eller skuldre. Ud over det arbejdede jeg med gård ejeren og han to døtre så der var også folk at snakke med. Desværre varede det ikke mere end en times tid før bedsteforældrene dukkede op og jeg blev sendt tilbage til plukningen. Efter i alt 3,5 timers arbejde var der kaffe pause med the og kage og så blev vi ellers hentet af Leslie igen. 14 dollars i timen kontant så ca. det samme som jeg tjener ved mandelplukningen. Men det var da et afbræk. Jeg skulle selvfølgelig lige hører om jeg kunne få en aubergine med hjem inden vi tog afsted. Jeg får taget mig sammen til at spørge meget pænt om jeg må tage en af de små og jeg ender med at går der fra med 3 kæmpe aubergine og 10 peberfrugter som de også gror der. Så menuen de sidste par dage har indeholdt en masse aubergine og peberfrugt. Jeg har blandt andet lavet livretten moussaka og mums det er godt.

Ud over det er der ikke sket så forfæredligt meget. Vejret har skiftet og i går sad vi faktisk i lange bukser og jakker alle dem der vovede sig ud fra dunernes varme. Godt nok var det 15 grader men vi hundefrøs alle sammen. Man må da sige vi er ved at være klimatiserede. Jeg kan slet ikke forestille mig hvilket chok det ville være at tage hjem til den Danske kulde lige nu. Jeg ville jo rende rundt i ski tøj hele tiden og sikkert stadig fryse. I dag er det heldigvis over de 20 grader igen og en rimelig temperatur. Godt vejr at plukke i.

I går var der lidt kaos for appelsinhøsten er startet igen og de fyre der plukkede mandler med os er smuttet på appelsinholdet. Så vi manglede lige pludselig folk og en chauffør - da man skal være 21 for at må kører bilerne her aht. forsikring. Hvor komonikations brusten var ved jeg ikke men i stedet for de 5 personer vi normalt er og har stiger til var vi lige pludselig 7. Og da jeg sammen med japanske Koori var de eneste der havde prøvet det før og da jeg har det bedste engelsk af os to var jeg pludselig den der stod for alt det praktiske. Normalt er det ikke et problem da det blot betyder vis folk at der ikke må være blade med når man plukker mandlerne, men lige i går var det jo selvfølgelig anderledes. Vi var stort set færdige med en sort af mandler og på vej til den sidste slags. Der var bare de problem at de var begyndt at åbne sig og når de er åbne kan vi ikke længere plukke dem. Alle kigger bare på mig og forventer jeg har en løsning. Nå det måtte jeg jo så ned at spørge om. Ud over det plukker vi i en slags spand der sidder over skulderen. Dem var der kun 4 af, af en eller anden grund. Nå jeg må så kører tilbage og vække ejerne for at høre hvad vi gør og om der er flere spande. Jeg får at vide at vi skal skifte sort og kun plukke de lukkede og får to ekstra spande. Jeg kommer tilbage og får delt spande og stiger ud så to af pigerne må nøjes med at plukke fra jorden og en må undværre en spand. Det går da også fint og vi får fyldt en hel del kasser. Vi tager tilbage og ringer efter Leslie så hun kan komme og hente os. Imens vi sidder og venter får jeg underskevet mine dage så jeg nu kan blive et ekstra år hvis jeg vil. Eller komme tilbage en anden gang. Om jeg går det eller ej ved jeg ikke men det er da altid rart at have muligheden. Da vi blev betalt i sidst uge kunne vi ikke indløse checken da der var noget galt med kontoen. højst ubelejligt men da jeg snakkede med ejeren i går siger han at hvis jeg samler alle checksne - og fra de franske fyre - vil han skrive nye fra en anden bank. Han siger også at vi måske ikke arbejder tirsdag for han ved ikke hvor godt den nye variant sælger men han får mit nummer og vil ringe med nærmere besked. I løbet af dagen hører jeg ingenting og går så udfra at alt er som det plejer og at vi arbejder. I morges jokede jeg så med Sebastian om at vi sikkert kom der ud og så ville der ikke være noget arbejde og vi ville være tilbage inden 7. Leslie kører os der ud og så snart vi kører ind på grunden kan jeg se at den ladvogn der altid har været ladet med tomme kasser står tom. Leslie venter mens vi går om for at tjekke om der er kasser og de måske bare har glemt os. Kasserne er der og vi får dem hurtigt lastet men der er ikke nogen nøgle i bilen. Leslie må så ringe og vække dem og han påstår hårdnakket at han havde sagt at vi ikke skulle komme i dag. Jeg mener bestemt noget andet. Nå men der er ikke andet at gøre end at køre hjem igen og ironisk nok er vi tilbage kl. 6:30. Nå tilbage i seng et par timer og så kan man vel stadig nyde en fridag. Nu er spørgsmålet så bare om der er mere arbejde i mandlerne eller om det er slut. Det vides nok ikke før en gang i eftermiddag. Af andet arbejde vides der heller ikke helt hvad der sker. Farmerne har det med at ringe dagen før og bede om folk så meget planlægning bliver det ikke til. Vindruerne siges dog at være lige på trapperne og det er det vi alle venter på. Men det har de syntes at være i lang tid nu. Men man ved aldrig og da det er den samme frugt modnes de jo samtidig så ligepludslig forventes det at ekplodere. Men det kan man jo heller ikke være sikker på. Ud over det er der pt en sygdom der er ved at sprede sig blandt druerne og det kunne godt gå hen at true store dele af høsten. Så lige nu holder alle lidt vejret og krydserfingre for en sidste omgang god regn før høsten forhåbentlig snart går ind.

Water, Wasser, Vand

Tirsdag den 8. januar 2013

I dag har jeg plukket endnu en mandel. Den var lidt større end den jeg plukkede i går, så kassen bliver hurtigere fyldt. Men den mandel jeg plukker nu er lidt mindre. Så kassen er stadig halv tom og jeg er ved at være træt af mandler... Det er hårdt arbejde i middagsheden som ligger over de 40 grader og da det aldrig når ned uden 20 grader for tiden er det kun en acceptabel temperatur i ganske få timer. Temperaturn forbliver nok den samme men med et job der betaler lidt bedre ville det måske være til at holde ud. Leslie har da også lovet at arbejdet kommer nu og at jeg er langt fremme i køen så mon ikke der snart sker noget. de fleste er ved at have arbejde nu så det er jo godt. Den eneste bonus ved mit job er friske abrikoser som vi må smise alle dem vi vel af. Men efter fire uger kan man nu også godt blive træt af det.  Det største problem lige nu er varmen og det faktum at vi er løbet tør for vand. Normalt drikker vi regnvandet, mens alt andet vand kommer direkte fra floden. Ja vi tager bad, vasker tøj og vasker op i flodvand. Det er lidt bekymrende når man kommer her men der er ikke nogen der er blevet syge så det må være rent nok. Dog kan det ikke anbefales at prøve at vaske hvidt for det er ikke sikkert det er hvidt når det kommer ud. Nå man i hvert fald drikker vi regnvand - som også smager langt bedre end vandhane vand i byerne, som indeholder meget chlor - men da det ikke har regnet på det sidste er der ikke mere tilbage. Det satte lidt velbegrundet panik i folk da den ellers meget langsomme hane helt holdt op med at dryppe vand. Man kan godt nok købe vand i butikker men for det føste har man jo ikke rigtig lyst til at betale for vand og for det andet hvor meget vand har man så brug for? Hvor meget drikker man egentlig? Heldigvis bor Leslie lige i nærheden så hun sagde han havde en tank vi kunne tage vand fra. Vandet er en smule brun-gul, men det er utrolig hvor lidt kræsen man er når man er tørstig. Selv brun-gul vand der er lie så varmt som en kop the bliver drukket for i den bagende sol kan man godt glemme alt om at nægte at drikke vand bare fordi det ikke lige er luxus. Ud over at det er svært at holde koldt smager det dog fint og ingen er blevet syge så alt er godt. Vi glæder os dog til lidt regn og t at komme tilbage til det klarer vand fo man ved jo aldrig helt om det bare smager fint fordi man ikke har noget alternativ.

Men temperaruren er virkelig uudholdelig. Det er næste for varmt til at gå til poolen for så snart man går op af vandet bliver man fuldstændig svitset af solen. Og det der med at blive solbrændt er ikke et problem for det er simpelthen for varmt til at være i direkte sollys så alle kryper i skjul i skyggen til solen går ned.

I tordags kørte David en lille folk af os til den nærmeste by, hvor vi gik på biblioteket for at bryge deres internet og jeg lånte da også en bog. Det var fantastisk at være der inde for de havde aircondition så vi tog vores tid. Efter det tog vi en lille køre tur langs floden hvor David fik skræmt os alle godt og grundt ved at køre langs sandvejen. Off road med firehjulstræk og på trods af at vi alle var sikre på at vi ville side fast midste 3 gange, overlevede vi og bilen klarede strabasserne. Det var nu pænt sjovt i sidste ende. Og da vi kom hjem var det sket et (lidt sent) julemirakel. For jeg havde, mens vi var væk, modtaget min julegave! Det tog næsten en måned at send men nu er den endelig fremme med lakriser, papir til jule stjerner samt julegaver i for af en dansk bog (fra farmor), et gavekort til en guitarlele (fra mor) - så hvis jeg kan få fat i en, kan det være jeg kan spille guitar når jeg kommer hjem - og en Ipod med dansk musik, lydbøger og mads og monopolet podcast (fra morfar) og hjemmelavet holder til Ipod og telefon fra familien Bomholt. Det var bare nogle gode gaver og Ipoden har allerede første dag været godt i brug. Jeg vidste ikke at man kunne savnet sit sprog så meget, men når man snakker konstant engelsk og ikke har mere en halve timers samtaler på dansk et par gange om måneden, begynder man at tænke på engelsk og glemme dansk ord. Selvom man skulle tænke og skrive på dansk er der stadig ikke nogen der taler dansk til dig, så efter en hel dag med dansk musik og podcast var jeg i strålende humør men havde dog lidt hjemve. Jeg modtog også en pakke fre familien Wittendorf med cremer og lidt make-up og med de hænder jeg har for tiden er det lige det jeg havde brug for. Så en eftermiddag med gode gaver og efter det tog vi til den nærmeste pub for at spise aftensmad. Bare af den simple grund at vi havde brug for at være et andet sted end hostlet. Vi havde en rigtig hyggelig aften med Snitzel og chips og nød at der var en smule forandring.

Og nåt der nu snakkes om mad skulle man jo tro, at på et hostel med folk fra Europa og Asien så ville der være en gensidig nysgerrighed angående den mærkelige mad man laver i hver sine ende af verden. Men sådan er det af en eller anden grund ikke. Af uforklarlige årsager er jeg den eksotiske og når jeg laver mad - selvom det er noget så simpelt som gulerodssalat - så kommer de fleste lige forbi og skal se hvad for en galskab jeg nu har gang i. Dem der tør for en smagsprøve. Det meste af det kan de da lide og den Italienske kok var meget fasineret af gulerodssalat og den hong kongnesiske Ana syntes risengrød var en bisar ting og da slet ikke noget man kunne spise som et måltid. Det måtte da være en dessert hvis det var noget. Klatkager og pebernødder var dog en succes og da jeg nu har fået tilsent hjortetaksalt kan det være næste projekt bliver klejner. Det skal nok give nogle løftede øjenbryn.

Nogle af de mange ghost tree som er døde men ikke rådner væk.

David og Audrey

Semi off-road

Matheo

Sebastina og jeg

 

Nytår som nogle af de første

Onsdag den 2. januar 2013

Så er det vidst officilt ved at være 2013 i hele verden. Tidsforskel er nu noget mærkeligt noget men jeg må sige at det var ret sjovt at være nogle af de første til at fejre nytår. Dagen startede med arbejde fra tidlig morgen og en lang middagslur da vi kom hjem igen. Pga. varmen skete der ikke rigtig noget før der hele kølede ned efter 19 men så var der også stor fælles middag som de to tyske piger havde tilberedt. En masse lækker mad og diverse truthorm og andre løjrelige ting. Da vi er så tæt på at være de første der rammer 2013 besluttede vi os for at springe ind i nytåret for både New Zealand, Sydney, Adelaide, Brisbanne og Perth. Da Sydney er en halv time foran os og vi var 5 tøser der valgte at springe ind i deres nytår, gik der en smule panik i nogle folk for de troede vi fejrede vores nytår. Så der var kaos i nogle minutter indtil vi fik forklaret de forvirrede franskmænd at der altså stadig var en halv time til nytår. Den halve time fløj nu afsted og inden længe stod vi ti mand på bænkene klar til at springe mens alle talte ned. (Og når man nu er fanget på en bænk er man et nemt offer for den italienske tradition med at sprøjte champange ud over hinanden. klisteret hår men højt humør alligevel). 3-2-1 og velkommen 2013. På dette tidspunkt plejer himlen jo at være fyldt med fyrværkeri men da det ikke er lovligt at købe som privatperson og da vi er for langt fra nærmeste by til at se deres, måtte vi nøjes med stjernekastere og de små bordbombe ting man skyder af ved at trække i en snor. Ikke just en nytårsaften værdi men vi havde en fest.  Selvfølgelig blev der også ringet hjem og ønsket godt nytår - hvor klokken i Danmark var 14:30. Jeg prøvede da også at finde dronningens nytårtale live på nettet - det er jo en tradition og selvfølgelig en der bliver grinet og rystet på hovedet af, selv blandr englænderne. Om det var nettet der var forlangsomt eller bare mig og teknologi ved jeg ikke men det lykkedes i hvert fald ikke så jeg sagde mit eget 'Gud bevarer Danmark' og så måttet det være godt nok. Senere fik Brisbanne også et nytårs hop (de har ikke sommer tid så selvom de er i samme tidszone som Sydney er de en time bagud) men da det kom til Perth - som heller ikke har sommertid - var vi ikke omærksomme nok og missede deres nytår med et kaverter, så de måtte klarer sig selv. Men de fire første nytårsaftner ramte vi da, så året blev da kickstartet med maner. Jeg vågnede endda op omkring 9:30 og kunne ikke lade være med at smile over at nytåret nu havde ramt Europa og franskmændende meget højlydt ønskede folk hjemme godt nyår. I er nu en hel del bagud, der hjemme i DK. Nå men morgenmad og så ellers tilbage i seng og sove til op af eftermiddagen. Bare lige finde energien til at tage en bikini på og så ellers ned og slumre vidre i solen ved poolen. Det her sted er virkelig både hårdt arbejde og ultimaltiv afslanning kun adskilt af få timer. Men det er nu egentlig meget rart. Så en ganske god start på 2013 og et godt farvel til 2012 som har været et fanstastisk år med tur til Cambrige med Phimurene, afslutningen på gymnasiet og en rigtig god tid der, spejderlejr og første halvdel af eventyret i Australien. En go cocktail som kun blver bedre af at være mixet med gode venner og en dejlig familie. 2013 byder så på anden halvdel af Australien som forhåbentlig bliver lige så god som den første, studiestart på vetarinær medicin i København, officel hjemmefraflytning, 20 års fødselsdag og forhåbentlig en masse mere. Året er i hvert fald skudt i gang, så nu er det bare at se hvad det bringer. 

Rachel og Stasy

Tony, Chris og Kevin

Sarafine og Gayton

David, Katherina, Gavin, Becca og Matheo

Mig og det vildeste fyrværkeri vi havde

Og af en eller anden grund er Carlsberg billig hernede så der er faktisk mange der drikker det!