På eventyr i Australien: Livet som cowgirl

Mandag den 10. september 2012

Så er det vist på tide jeg får skrevet lidt igen. I ugen der er gået er der sket lidt af hvert. Mandag gik med det sædvanlige arbejde. Da Murray og Emma ikke var hjemme pga. et møde med en sydafrikaner omkring græs (lyder grinagtigt men jeg tænker at græs nok er ret vigtigt når man prøver at bespise næsten 9000 kvæg) var det Murrays mor der styrede det hele. Da Murray og Emma kom hjem tirsdag formiddag havde jeg givet Shelly sin massage og det var heldigt for pludselig gik alt stærkt. Ham havde planlagt at vi skulle vaccinere en lille flok kvæg på kun 600 (…) men havde glemt at der kom en mand for at kigge på Shellys skade. Han besluttede dog at vi godt kunne nå det alligevel. Da det skulle ske på hans anden farm Mylandra skulle vi jo have transporteret hestene med for det er for langt at ride. Så jeg blev sendt ind for at smører en madpakke mens Tom blev sendt ud efter hestene som skulle hentes på quatbike da de var ude på den store mark. Alle satte i gang med det de nu skulle og det varede ikke længe før vi var af sted alle fire med to heste i tralier. Da vi ankom fik vi hurtigt sadlet op og så af sted på kvægræs. Endnu engang var det rigtig sjovt at samle kvæget sammen og derefter drive det op til de små indhegninger hvor de blev vaccineret. Jeg skiftevis hjalp drengene med at flytte kvæget rundt i de forskellige indelukke og prøvede desperat at få de skræmte dyr til at lade være med at vende rundt i den lille løbegang de blev lukket ind i når de skulle vacciners. Det er godt nok noget af en udfordring. Når en ko har bestemt sig for at vende rundt skal der stor hurtighed og kraft til for at forhindre dem i det. Nogle gange lykkedes det og andre gange tog det en evighed at få dem ud af gangen fordi der var en der vendte forkert og dermed kunne de andre ikke passere og koen kunne ikke finde det samme brede punkt at vende rundt på igen. Der var tilmed en ko der fik hovedet stukket ud mellem tremmerne og vi brugte omkring et kvarter på at få den fri. Den havde fundet lige det perfekte sted og den perfekte vinkel til at proppe hovedet der ind og selvfølgelig kunne vi ikke få det tilbage. Nå men til sidste lykkedes det dog. Selve kvæg arbejdet er dog heller ikke helt ufarligt. Jeg rev mig på en låge så jeg fik nogle drabelige sår på armen men det var dog Tom der kom mest til skade da han kom lidt for tæt på en skræmt ko der sparkede og ramte ham på armen så han røg en tur på jorden. Han var dog hurtigt oppe at stå igen og trods den store bule han fik på armen kom der aldrig et blåt mærke eller noget. Heldigt han ikke brækkede noget. Nå man da vi kørte tilbage mod farmen sad jeg og krydsede fingre for at jeg måtte komme med dagen efter hvor Murrays agent kom for at vælge nogle køer ud der skulle sælges. Jeg turde ikke spørge men da vi kom tilbage til Kaloola (som er den farm vi bor på) så ærgrede han sig over at vi ikke havde tænkt på at lade hestene blive på Mylandra så vi ikke behøvede at transportere dem igen næste dag. Og da David senere meddelte at vi alle skulle starte kl. 7:00 og ikke 7:30 følgende dag satsede jeg på at det betød jeg måtte komme med. Det gjorde det da også og denne var der en hel del vej at fragte kvæget så vi fik redet en masse (drenge hjalp også på en motorcykel og en quatbike). Da agenten havde skilt dem fra han mente der skulle sælges, vaccinerede vi resten og red dem tilbage igen. I den anledning fik jeg også et rigtigt kig på Mylandra og jeg er glad for at vi bor på Kaloola for det var godt nok et kedeligt sted. Her er der da hjemmeligt med et hus med en ordentlig have. Måske kan det også have noget at gøre med at det var overskuet og blæste og så ser alt jo mere indbydende ud. Nå men da vi kom tilbage tirsdag sen eftermiddag kom manden der skulle kigge på Shelly. Han sagde at massagen havde hjulpet meget og at hun nu kunne rides en halv time hverdag i skridt og trav. Det er så også mit job. Det er sådan set et fint job men man føler sig lidt dum når man rider rundt på en lille pony. Skidt på det er en hyggelig ting at gøre om morgenen når alting er ved at varme op. Tank havde ikke nogen glæde af massagen så han røg ud på marken på sommerferie. Det jeg er på vej tilbage efter at have ordnet hestene kan jeg høre en mærkelig bumbende lyd og da jeg drejer om hjørnet kan jeg se Addie der hoppe på taget af sin fars ladvogn. Og med det mener jeg en bil med lad hvor toppen af kølerhjelmen når mig til næsen. Ergo drengen hopper rundt på taget af en to en halv meter høj bil. I det han hører sin far røbe skynder han sig at kravle ned, misser et trin og falder durk ned på ryggen fra en halv meters højde. Hurtigt hen g trøste den grædende dreng hvorefter han bliver hentet ind og sat i skammekrogen. Sådan en dag har men ikke lyst til at komme Murray mere på tværs men stakkels David der havde fået besked på at parkere bilen under halvtaget – med strenge ordre på at passe på at den påhægte tralier ikke rammer taget – kører lige 10 cm for langt på trods af at Tom hjalp med afstanden. Og så stod vi ellers der og kiggede på det sted hestetraileren havde ramt. Lige præcis der hvor tagrenden blev samle mellem to stykker og nu løb vandet bare ned i en lille fin strøm. Ingen af os kunne finde på en løsning og der var ikke andet at gøre en at vente til Murray kom tilbage. Det syntes at tage en evighed med endelig kom han tilbage og David fik ikke lige frem ros. Nå men sket er sket og ingen kom til skade. Da vi stod og ventede på Murray kom vi til at snakke om hvad det værste en backpacker mon havde gjort. Tom fortale at der var nogen der havde kørt den lille ladvogn ind et vand trug og der var en der havde hældt benzin på en diesel motor. Der er nok nogle der har gjort værre ting men det må man leve med når man hele tiden hyre folk der ikke kan noget endnu. Torsdag gik med at ride Shelly og slå græs. Eller det vil sige til græsslåmaskinen sagde op. Hvad der er galt med den vides ikke men nu er den sendt til reparation og jeg kan ikke slå græs, sikke en skam. Ydre mere var den store græsslåmaskine kommet hjem og der var nogle dele der skulle skiftes. Da det ville koste 700 dollar at få mekanikerne til at fikse den mente Murray at det måtte David da kunne klarer så han fik manual og så værsgo at gå i gang. Jeg tror han har en form for uddannelse med maskiner men han så nu lidt fortabt ud. Da der ikke rigtig var noget for mig at gøre ud over hesten så jeg blev sent til Mylandra for at hjælpe med at bygge en ny afdeling til de små indhegninger til kvæget men tiden skubbede sig og da jeg kom der ud var de ikke så langet som planlagt så de ville ikke gå i gang endnu så jeg ventede bare på farmen mens de flyttede noget kvæg på motorcyklerne. Efter frokost to jeg med Tom ud at lave hegn. Ikke det værste arbejde men det er der jo ikke noget der er den førte halve time. Tom hader der i hvert fald efterhånden. Lørdag tog vil Forbes Show som var en blanding mellem dyrskue og tivoli. En masse forlystelse og en masse dyr der blev kåret. Duer der lignede hinanden på en prik men alligevel havde den ene vundet og ikke den anden. Køer, får, haner, ænder og gæs. Der var også fårehunde konkurrencer, fåreklipningskonkurrence, ridebanespringning, højdespring for hunde og slutteligt radioerbiler for voksne. Eller det vil sige 8 gamle bliver i en ring på 40 meter i diameter og den sidste bil der stadig virker har vundet. Og så gælder det ellers bare om at smadre ind i de andre. Det var ret underholdende at se på. Efter vi ikke gad være der mere tog vi hen på pubben og der blev vi så resten af aftenen, Tom erklærede at han nok rejser om to uger så vi besluttede at så måtte det være weekenden hvor vi blev og festede. vi sov på det hotel der er kombineret med den. Fattige rejsende som vi nu er bestilte vi et værelse med en dobbelt seng og en enkelt. Rosy og jeg gik i seng først og vi delte så enkelt sengen så de tre drenge (Andrew var en ven af de andre så han mødte os på pubben) kunne få lov at få dobbelt sengen. Det endte dog med at David startede med at sove på gulvet og de to andre gik ud og sov i hver deres bil for de skulle i hvert fald ikke sove i seng med en anden dreng. Dem om det. Til morgen mad var der McDonald. Hernede har de specielle morgenmads menuer hvor man får en bagel med bacon, æg og ost i stedet for en burger. Det kan godt være de påstår at det er god tømmermænds mad men det er jeg nu ikke enig i. Hvordan kan det være at jo mere fedtet og klæbrigt det er jo bedre smager det dagen der på? Nå men ud og handle og så hjem og slappe af resten af dagen. Og nu er det så blevet mandag. Jeg troede ikke jeg havde meget at lave men pludselig havde jeg så meget at jeg ikke nåede at blive færdig. Jeg ar blandt andet fejet det vide hus der var fuld af det røde støv de har hernede. Nu tror jeg at jeg ved hvordan det må være at børste tænder på en dinosaur. På trods af at have fjernet en masse edderkoppespind er jeg stadig ikke stødt ind i nogen edderkopper større end en to krone. Jeg er dog stadig ikke helt tryg ved det. Har jeg skrevet om det papir der hænger på vores køleskab og konstant minder en om at de er der ude. Dog er det blevet september og det betyder åbenbart slanger. Tom sagde den anden dag at han havde set en brun slange. Nå tænker jeg det er vel bare en snog lignende slange, jeg spurte dog om den var farlig og fik at vide at det kun var en af de farligste. Øh nå, så må vi hellere holde udkig efter slanger også. I morgen har den ældste dreng, Otto, fødselsdag og på fredag har Rosy så vi skal ned til familien og spise middag i morgen. Så det er ikke dårligt.