Onsdag den 1. maj 2013
Er det virkelig en hel uge siden vi var på vej til 80 mile beach? Det føles slået ikke som så længe siden. Nå ja tiden flyver når man har det sjovt og dagene blander sig hutigt sammen. Det er nu ikke fordi vi ikke kommer nogen steder for på trods af et tre dages ophold i Broome ramte vi i går de 6000 km. Der bliver joket meget med forskellene på afstandende har og hjemme og altig kommer jo til at føles som svipture når man er blevet vant til at kører 400-500 km i et stræk. Austalien er nu et godt sted at kører så langt for på trods af de enorme afstande er der altid noget nyt at kigge på for inden for få kilometer skifter naturen karakter fuldstændig, og det der for 5 minutter siden var fladt savhanne-ligende marker, er nu bjerge og bakker og snart har det skiftet til at alt omkring os er grønt. En ting der dog kan være frustrende er de mange road trains der kører specielt meget i områderne omkring minerne, hvilke der er mange af her oppe. For dem der ikke ved hvad et road train er så er det sådan set bare en lastbil med et par ekstra anhængere eller 4... De må være op til 53,5 meter og ender man op bag sådan en er man taknemlig får de kilometer vi af fuldstændig lige vej og de usandsynigt få modkørende. Jeg må dog indrømme at overhale et road train er ikke lige min kop te, man indtil videre har jeg været heldig kun at møde de små eller at de store er drejet af ikke længe efter. Ellers går det fint med at kører det store skrummel. I går kørte jeg omkring 450 km og det eneste problem eller måske bare udfordring var da vi ville op på et bjerg for at få en god solnedgangs udsigt. Jeg har aldrig kørt i bjerge før og noget siger mig at en campervan måske ikke lige frem er det nemmeste køretøj at få op af stejle skråninger og gennem hårnålesving men vi kom da op og udsigten var bestemt det hele værd. Dog fik David lov at kører ned igen for mig, i den bil, gennem de sving, i møken syntes jeg ikke lige var den bedste ide. Heldigvis havde han ikke noget i mod det og ned kom vi da.
Med 2000 km kørt på en uge er vi jo kommet et lille stykke. 80 mile beach var ikke rigtig noget specielt, bare en meget lang strand, der - udover vejret - kunne have været vesterhavet. Så vi blev ikke længe og fortsatte op til Broome, den nok anden mest omtalte by i western australia, efter Perth. Det siger så ikke så meget for alle byer - ud over Perth - er pænt små. Men lille hyggelig by var det da og efter en tur på stranden løb Stephen ind i en pige han havde mødt i south australia, og som nu boede i et fælles hus med en masse andre backpackere. Ved nærmere undersøgelse vidste dte sig at der var 11 af slagsen og ud over at have sit eget værelse fungerede det mest af alt som et hostel. Om ikke anden skulle pigen rejse hjem en af de følgende dage og der var derfor fest om aftenen som vi blev inviteret med til. Det kan man da kalde god timing og efter at have besøgt noget der skulle være dinosaur fodspor - der er vidst ingen af os der er helt overbevidst om deres ægthed, men der var da noget der lignede - fandt vi ellers huset og havde en rigtig hyggelig aften. Den næste dag blev brugt på at chille rundt på et lille market og derefter forkæle os selv med en hel dag på en campingplads med pool, strøm og varme bade. Vi havde - helt tilfældigt - timet besøget i Broome med fuldmånen, hvilket mellem marts og september ville give anledning til et fænomen kaldet 'staircase to the moon'. Ved stranden trækker vandet sig så langt tilbage at når månen står op reflekteres den i det våde sand og reflektionen ligner dermed en trappe. Dog skulle det vise sig af af de over to uger vi har kørt har vi haft tre dage med skyer og to af dem var selvfølglig mens vi var i Broome og alt andet ellers var timet perfekt. Ydre mere randte vi også lige ind i en fartbøde for at kører 68 200 meter før 70 km/t zonen... Så en heldig dag var det ikke lige frem. På tredje dagen vågnede vi dog op til fuldstændig skyfri himmel og vi besluttede at blive resten af dagen. Om aftenen tog vi - som alle andre - ned til stranden og efter længe venten stod en boldrød, næsten fuld måne op og utrolig nok havde vandet trukket sig helt tilbage så man rigtig kunne se 'trappen'. Fantastisk flot syn. Efter at have nydt nattehimlen og undgået trafikproppen forlod vi Broome for at køre til den nærmeste gratis camping. Og her fortsætter vores 'gode heldig' for hvor tit ser man vide ugler og så endda i Australien? Vi så hele tre i løbet af en halv time hvoraf vi ramte to inden for et kvarter. Den første sad bare der på vejen og kiggede på os. Ikke engang om den overvejede at flyve væk. Den anden begyndte at flyve, dog den forkerte vej... Det var meget tragikomisk og heldigvis overlevede den tredje dog. I det mindste var det ikke en ko der kunne sætte vores sikkerhed i fare, selvom vi da har måtte stoppe for et par stykker af dem. Man alt er stadig godt. Bilen er stadig hel efter advarsler fra Valentinas skipper om at stoppe i Halls Creek og efterlade bilen, så det gjorde vi ikke og efter et besøg i Windham i går er vi nu på vej til Kununurra og måske helt op til Kathrine, men nu må vi se hvor langt vi kommer. Det er dog rimelig sikkert at dette blive vores sidste dag i WA og så begynder turen i Northern Territory - krokodillernes land.
tirsdag den 30. april 2013
onsdag den 24. april 2013
Man ved aldrig hvad dag bringer
Onsdag den 24. april 2013
Det er fantistsk som hverdag kan byde på nye og spændende eventyr og så vidt har alle dage være interessante, måske ikke på den måde vi troede dagen ville udfolde sig men det er jo den fede del af eventyret. Da vi forlod Carnarvon og de andre begyndte at kigge etfer arbejde fik vi også en ekstra rejsende på vores hold. Tyske Nina som havde rejst med franskmændende ville ikke arbejde og ville egentlig bare gerne rejse videre op af kyste så vi aftalte at hun kunne komme med os. Det er lidt klemt at sove fire men vi må jo bare sørge or at være trætte nok og så er der jo en ekstra at dele regningerne med. Desuden er det jo altid hyggeligere at være flere. Efter Carnarvon gik turen til coral bay som er en strand hvor man bare kan gå en 10 meter ud og så er man ellers ved coralerne. Der brugte vi eftermiddagen og kørte derefter op til Exmouth hvor Valentina - som jeg mødte i Perth og som havde fået et lift pr. båd op til Exmouth - mødte os på havnen. Vi blev inviteret ned på skibet og tilbragte en hyggelig aften med at snakke med skibber om forskellige ting som hvor man skal tage hen og hvor man ikke skal tage hen på vores roadtrip. I Exmouth var det også hvalhej sæson og man kunne komme ud at svømme med hvalhejer. Det var ret dyrt så jeg havde længe overvejet om jeg skulle gøre det, men efter en hel masse anbefalinger besluttede jeg at jeg var nød til at gøre det. Dog var det forsent da vi endelig havde telefonforbindelse igen og alt var lukket. Skibber kendte nogle der tog turister med ud men desværre var der fyldt på deres båd. Det eneste der var at gøre var at stå op kl 6:30 og så ellers prøve at ringe rundt og se om nogle ville have mig med. Så jeg stod op og ringede rundt og sørme ja og der ikke var nogle der gerne ville have mine penge så jeg fik vækket lle de andre og fik dem til at kører mig til centeret og så kørte de ellers igen for at finde et sted at sove videre. Vi fik så udleveret svømmefødder og våddragter. Ikke fordi vandet var koldt for det var det bestemt ikke, men fordi der kunne være en hel del brand mænd i vandet. Så blev vi ellers kørt til vandet og ud på en båd og startede dagen med lidt koralrev dykning. Efter en lille time tog flyveren afsted og så fik vi ellers hurtigt besked om at der var hvalhejer i sigte. Hurtigt ud til det angivede sted og så blev en af guiderne smidt i vandt og skulle finde fisken. Da hun så havde fundet den fik vi andre besked på at hoppe i. Jeg spriger i og svømmer hen mod hende og prøver at se noget i faktisk ret klarer vandt. Først er der ingenting at se om så lige pludselig kommer der en en meter bred mund svømmende imod dig. Godt nok har en hvalhej ikke rigtig nogle tænder og er helt harløse men vi kom da godt nok hurtigt uden for rækkevidde alligevel. Så snart vi var uden for rækkevidde var det ellers bare med at begynde at svømme og prøve at følge med. Og før jeg vidste af det var jeg oppe på siden af en 4 meter lang fisk kun ca. 3 meter væk fra den. Utroligt syn og en hel fantastisk oplevelse. Efter ca. 5 min blev vi stoppet og et andet hold tog over. Vi oppede så op i båden igen og blev sejlet lidt videre og så ellers i vandet med den næste hvalhej. Selv efter 10 svømmeture var det stadig et urtoligt syn og man må sige at vi var heldige at finde 4 forskellige hvalhejer mellem 4 og 6 meter lange. Den sidste var 6 meter lang og selvom den svømmede med noget der lignede snegle fart, havde vi alle svært ved at følge med. En stor hale behøver ikke bevæge sig meget for at stikke af fra et par svømmefødder. Så vi var alle trætte men glade og stadig helt ekstatiske. Hele turen blev afsluttet med endnu en rev snorkling hvor vi også spottede end lille revhej. Dagen blev sluttet af med at drengene og Nina kom og hentede mig og så fandt vi ellers en campingplads ved stranden og havde en rigtig hyggelig aften som afslutning på en fantastisk dag.
Næste dag blev brugt i national parken med at snorkle og bare svømme og solbade på de hvide strande op langs kysten. Bestemt ikke dårligt. Det var dog også den sidste sand dag i et godt stykke tid for efter det gik turen ind i landet og til Karijini som skulle være en af de flotteste national parker i Australien. Og jeg kan kun give dem ret. Med fantastiske klippedale med små floder der løb igennem var det et helt fantastisk syn. Og hvis man var en smule frisk og tog turene ned af de stejle klippesider og kom ned i bunden kunne man nyde en svømmetur i de dejlige kølige vandløb. Helt utrolig smuk natur, nok noget af den smukkeste jeg har set. Og nogle meget udfordrende klatreture hvilket bestemt også var sjovt. Det går virkelig op for en at menneskekroppen er lavet til offroad og ikke behøve flade fortove til at fungere. Faktisk er ganske få kvadratcentimer nok som fodfæste, hvis man også har en ganske lille overflade at holde fast i. Og med to fyre som David og Stephen der bare hoppe og springer afsted, havde Nina og jeg slet ikke tid til at stoppe op og overveje om vi nu ogås kunne, for drengene fik det til at se så nemt ud, så vi flugte bare med. Og utroligt nok var der ingen der faldt eller kom til skade på nogen måde på trods af de ikke altid officielle ruter. Det er en anden ting der er fantastisk ved Karijini. Det er en så turist fri park at det der med at lave trapper og hegn og andre ting ikke er gjort. Man har ladet naturen være som den er, kun sat et par små mærker op til at markerer ruten og så kan man ellers kun komme frem hvis man gør det på naturens primiser. Helt fantastiske syn og forhåbentlig er nogle af alle de billeder vi fik taget gode nok til at give en lille følelse af hvor fantastisk det var. Efter Karijini gik turen igen mod nord hvor vi fandt en lille campingplads mellem Port Hedland og Karatha. Nina havde mødt en New Zealænder på østkysten som boede ikke langt fra Karatha og hun havde lovet hende en tatoo hvis hun kom forbi. Godt nok var Karatha den forkerte vej, men da vi havde massere af tid besluttede vi at vi kunne smide hende af og så tage til Karatha som ifølge Valentinas skipper skulle være et godt sted. Hun blev smidt af i en lille landsby hvor hendes ven arbejde med nogle aborigines børn som havde skolefri. Hun blev og hjalp og vi tog så til Karatha og aftalte vi kom tilbage om aftenen eller næste dag. Karatha viste sig at være pænt kedelig og de arborigines tegninger der skulle have været på nogle klipper var blevet minet væk så vi var lidt skuffede. Vi tog tog tilbage og pga. komunikationsvanskligheder mellem england og tyskland endte vi op med at side på en strand i nærheden af landsbyen og vente på at hun havde fået sin tatoo. Vi regnede så med at vi skulle tilbage og hente hende og så køre til en gratis camping i nærhed og sove der, men det vidste sig at de havde købt aftensmad til os alle og insisterede på at vi sov der om natten så vi havde en rigtig hyggelig aften med en masse Maori musik og sang og helt utrolig åbenhed. Nina og jeg fik en stor blød dobbelt seng at sove i og drengene fik camperen for dem selv. I dag da vi vågnede var der samme venlighed og åbenhed og selvom vi aldrig har mødt dem før behandlede de os som venner de havde haft i årevis. Så selvom Karatha turen var et flop så var detouren det hele vær alligevel og det var helt bestemt en helt speciel oplevelse.
Lige nu sidder vi så igen på en camping plads. Klokken er 20:30 of det har været mørkt i mindst 2 timer, men med fuldmånen og en masse sterinlys er det super hyggeligt. Hvis vi nu bare kunne slippe af med myggene ville det hele være super. Nå ja og så lige finde min mobil, som af mærkelige årsager er væk. Jeg er sikker på jeg efterlod den i bilen men nu er den igen steder at finde så enten er den faldet ud af bilen eller også gemmer den sig et eller andet sted. Jeg håber den dukker op på et eller andet tidspunkt. Det ville være lidt surt at midste den foralvor. Men ud over det er alt godt og turen går til 80 mile beach i morgen og så ellers snart til Broome. 4100 km mærket er passeret og der er stadig et godt stykke igen. Igen ved helt hvor langt så det bliver spændende at se.
Det er fantistsk som hverdag kan byde på nye og spændende eventyr og så vidt har alle dage være interessante, måske ikke på den måde vi troede dagen ville udfolde sig men det er jo den fede del af eventyret. Da vi forlod Carnarvon og de andre begyndte at kigge etfer arbejde fik vi også en ekstra rejsende på vores hold. Tyske Nina som havde rejst med franskmændende ville ikke arbejde og ville egentlig bare gerne rejse videre op af kyste så vi aftalte at hun kunne komme med os. Det er lidt klemt at sove fire men vi må jo bare sørge or at være trætte nok og så er der jo en ekstra at dele regningerne med. Desuden er det jo altid hyggeligere at være flere. Efter Carnarvon gik turen til coral bay som er en strand hvor man bare kan gå en 10 meter ud og så er man ellers ved coralerne. Der brugte vi eftermiddagen og kørte derefter op til Exmouth hvor Valentina - som jeg mødte i Perth og som havde fået et lift pr. båd op til Exmouth - mødte os på havnen. Vi blev inviteret ned på skibet og tilbragte en hyggelig aften med at snakke med skibber om forskellige ting som hvor man skal tage hen og hvor man ikke skal tage hen på vores roadtrip. I Exmouth var det også hvalhej sæson og man kunne komme ud at svømme med hvalhejer. Det var ret dyrt så jeg havde længe overvejet om jeg skulle gøre det, men efter en hel masse anbefalinger besluttede jeg at jeg var nød til at gøre det. Dog var det forsent da vi endelig havde telefonforbindelse igen og alt var lukket. Skibber kendte nogle der tog turister med ud men desværre var der fyldt på deres båd. Det eneste der var at gøre var at stå op kl 6:30 og så ellers prøve at ringe rundt og se om nogle ville have mig med. Så jeg stod op og ringede rundt og sørme ja og der ikke var nogle der gerne ville have mine penge så jeg fik vækket lle de andre og fik dem til at kører mig til centeret og så kørte de ellers igen for at finde et sted at sove videre. Vi fik så udleveret svømmefødder og våddragter. Ikke fordi vandet var koldt for det var det bestemt ikke, men fordi der kunne være en hel del brand mænd i vandet. Så blev vi ellers kørt til vandet og ud på en båd og startede dagen med lidt koralrev dykning. Efter en lille time tog flyveren afsted og så fik vi ellers hurtigt besked om at der var hvalhejer i sigte. Hurtigt ud til det angivede sted og så blev en af guiderne smidt i vandt og skulle finde fisken. Da hun så havde fundet den fik vi andre besked på at hoppe i. Jeg spriger i og svømmer hen mod hende og prøver at se noget i faktisk ret klarer vandt. Først er der ingenting at se om så lige pludselig kommer der en en meter bred mund svømmende imod dig. Godt nok har en hvalhej ikke rigtig nogle tænder og er helt harløse men vi kom da godt nok hurtigt uden for rækkevidde alligevel. Så snart vi var uden for rækkevidde var det ellers bare med at begynde at svømme og prøve at følge med. Og før jeg vidste af det var jeg oppe på siden af en 4 meter lang fisk kun ca. 3 meter væk fra den. Utroligt syn og en hel fantastisk oplevelse. Efter ca. 5 min blev vi stoppet og et andet hold tog over. Vi oppede så op i båden igen og blev sejlet lidt videre og så ellers i vandet med den næste hvalhej. Selv efter 10 svømmeture var det stadig et urtoligt syn og man må sige at vi var heldige at finde 4 forskellige hvalhejer mellem 4 og 6 meter lange. Den sidste var 6 meter lang og selvom den svømmede med noget der lignede snegle fart, havde vi alle svært ved at følge med. En stor hale behøver ikke bevæge sig meget for at stikke af fra et par svømmefødder. Så vi var alle trætte men glade og stadig helt ekstatiske. Hele turen blev afsluttet med endnu en rev snorkling hvor vi også spottede end lille revhej. Dagen blev sluttet af med at drengene og Nina kom og hentede mig og så fandt vi ellers en campingplads ved stranden og havde en rigtig hyggelig aften som afslutning på en fantastisk dag.
Næste dag blev brugt i national parken med at snorkle og bare svømme og solbade på de hvide strande op langs kysten. Bestemt ikke dårligt. Det var dog også den sidste sand dag i et godt stykke tid for efter det gik turen ind i landet og til Karijini som skulle være en af de flotteste national parker i Australien. Og jeg kan kun give dem ret. Med fantastiske klippedale med små floder der løb igennem var det et helt fantastisk syn. Og hvis man var en smule frisk og tog turene ned af de stejle klippesider og kom ned i bunden kunne man nyde en svømmetur i de dejlige kølige vandløb. Helt utrolig smuk natur, nok noget af den smukkeste jeg har set. Og nogle meget udfordrende klatreture hvilket bestemt også var sjovt. Det går virkelig op for en at menneskekroppen er lavet til offroad og ikke behøve flade fortove til at fungere. Faktisk er ganske få kvadratcentimer nok som fodfæste, hvis man også har en ganske lille overflade at holde fast i. Og med to fyre som David og Stephen der bare hoppe og springer afsted, havde Nina og jeg slet ikke tid til at stoppe op og overveje om vi nu ogås kunne, for drengene fik det til at se så nemt ud, så vi flugte bare med. Og utroligt nok var der ingen der faldt eller kom til skade på nogen måde på trods af de ikke altid officielle ruter. Det er en anden ting der er fantastisk ved Karijini. Det er en så turist fri park at det der med at lave trapper og hegn og andre ting ikke er gjort. Man har ladet naturen være som den er, kun sat et par små mærker op til at markerer ruten og så kan man ellers kun komme frem hvis man gør det på naturens primiser. Helt fantastiske syn og forhåbentlig er nogle af alle de billeder vi fik taget gode nok til at give en lille følelse af hvor fantastisk det var. Efter Karijini gik turen igen mod nord hvor vi fandt en lille campingplads mellem Port Hedland og Karatha. Nina havde mødt en New Zealænder på østkysten som boede ikke langt fra Karatha og hun havde lovet hende en tatoo hvis hun kom forbi. Godt nok var Karatha den forkerte vej, men da vi havde massere af tid besluttede vi at vi kunne smide hende af og så tage til Karatha som ifølge Valentinas skipper skulle være et godt sted. Hun blev smidt af i en lille landsby hvor hendes ven arbejde med nogle aborigines børn som havde skolefri. Hun blev og hjalp og vi tog så til Karatha og aftalte vi kom tilbage om aftenen eller næste dag. Karatha viste sig at være pænt kedelig og de arborigines tegninger der skulle have været på nogle klipper var blevet minet væk så vi var lidt skuffede. Vi tog tog tilbage og pga. komunikationsvanskligheder mellem england og tyskland endte vi op med at side på en strand i nærheden af landsbyen og vente på at hun havde fået sin tatoo. Vi regnede så med at vi skulle tilbage og hente hende og så køre til en gratis camping i nærhed og sove der, men det vidste sig at de havde købt aftensmad til os alle og insisterede på at vi sov der om natten så vi havde en rigtig hyggelig aften med en masse Maori musik og sang og helt utrolig åbenhed. Nina og jeg fik en stor blød dobbelt seng at sove i og drengene fik camperen for dem selv. I dag da vi vågnede var der samme venlighed og åbenhed og selvom vi aldrig har mødt dem før behandlede de os som venner de havde haft i årevis. Så selvom Karatha turen var et flop så var detouren det hele vær alligevel og det var helt bestemt en helt speciel oplevelse.
Lige nu sidder vi så igen på en camping plads. Klokken er 20:30 of det har været mørkt i mindst 2 timer, men med fuldmånen og en masse sterinlys er det super hyggeligt. Hvis vi nu bare kunne slippe af med myggene ville det hele være super. Nå ja og så lige finde min mobil, som af mærkelige årsager er væk. Jeg er sikker på jeg efterlod den i bilen men nu er den igen steder at finde så enten er den faldet ud af bilen eller også gemmer den sig et eller andet sted. Jeg håber den dukker op på et eller andet tidspunkt. Det ville være lidt surt at midste den foralvor. Men ud over det er alt godt og turen går til 80 mile beach i morgen og så ellers snart til Broome. 4100 km mærket er passeret og der er stadig et godt stykke igen. Igen ved helt hvor langt så det bliver spændende at se.
mandag den 15. april 2013
Fluer, emuer og delfiner
Mandag den 15. april 2013
Eventyret fortsætter og her mandag aften er vi kommet til en halv storby (for Vestausralsk standard) kaldet Carnarvan. Torsdag gik med at udforske kalberri national park og kystlinie. Kysten var rigtig flot men det var ekstremt varmt og overskyet så vi blev ikke hængende ret længe. Da turen så gik igennem parken (som var 1000 kvadrat kilometer stor så det tog en god time at krydse den) indhentede vi tre biler der kørte på række. Vi overhalede så de to første og da vi kørte bag den trejde sad vi alle stille et øjeblik og på cirka samme tid går det op for os at den overlæssede bil der kører foran os er de hollændere vi mødtes med den første dag, og at de to biler bag os er resten af flokken. Helt tilfældigt for der vi ikke rigtig nogen af dem der havde haft telefondækning. Desværre varede det ikke længe for vi havde et par ekstra steder vi gerne ville se i parken og da vi drejede af fortsatte de. Vi ankom så til den anden del af parken og ville lave noget frokost. Da vi havde lavet det og satte os for at spise gik der ikke 30 sek før der var 20 fluer omkring hver af os. Og hvis det bare havde været eupærsike fluer så ja det ville være irreterende men det er også det. Men det her var australske fluer og ikke kun bider de men de er også eksra irreterende og forstår ikke et hint om at flyve væk. De sætter sig ved øjne, næse, mund alle steder og man skal praktisk talt skubbe dem væk før de flyver væk i ca. 5 sekunder. Enormt frustrerende og frokosten blev spist så hurtigt som muligt så vi kunne komme videre. Vi kørte så videre nord på et par timer og fandt en gratis campingplads. Vi havde jo så håbet at der ville være flue-fri men næh nej, de var stadig alle steder. Heldigvis gik de i seng så snart det blev mørkt og vi kunne sætte os udenfor og nyde aften varmen. Og med et par sterinlys og David på guitar var det en super hyggelig aften. Dagen efter gik turen videre mod Monkey Mia. Det var dog lidt af en kører tur så vi stoppede ved en af stranden på vejen og hvem skulle det vise sig vi mødte der? Hold Holland, Frankrig og hvor de nu ellers alle sammen er fra. De havde overnattet i nærheden og havde også planlagt en strand dag så vi tog sammen til Shell beach. Aftenen blev brugt på at fiske og der var så mange fisk at det lykkedes selv for mig at fange en. Så efter to timers fisken havde vi så mange fisk at der var stort fest måltid. Meget belejligt er det nemt at finde gratis gasgril her i Australien så vi grillede fik og kogte ris og så var der ellers mad til 11 personer for næsten ingen penge. Efter det tog vi lidt ud af byen igen og fandt et andet gratis camping spot med super udsigt over havet og natte himlen. Og øde nok til at ingen kunne brokke sig over musikken så vi råhyggede og med sterinlys som eneste lys kan man vidst godt sige at der var god camping stemning. I går gik det meste af dagen med at slappe af og prøve at gemme sig lidt væk fra middages heden som stadig har i solidt greb om landet. Nu følger vi jo også varmen nord på så det er nok ikke så underligt. Hen af eftermiddagen besluttede vi at betale for en camping plads og dermed også lidt luxus i for af en pool. Det må siges at det var kærkommet. Specielt var et ordenligt bad bagefter helt fantastisk. Det der med at have langt hår og bade i saltvand for derefter at lade det tører i vinden er ikke ligefrem den bedste ide. Eller nu har jeg da en ide om hvordan dreadlocks laves. Det lykkes dog at børste det der syntes at være en stor hårknude ud, selvom det krævede en hel del balsam. Om aftenen havde William linet en 'biograf' op i poolen så vi alle sad med plastiskstole i vandet og vand til anklerne og så "The Hobbit". Man har jo kun det sjov man selv laver.
I dag tog vi så op til Monkey Mia hvor vilde delfiner kommer ind for at blive fodret. Unge mennesker som vi nu alle er, er det der med at komme op tidligt ikke rigtig noget vi er gode til, så da vi kom der op var de allerede blevet fodret to gange og selvom de havde tre fodringer var det ikke sikkert at de ville komme tilbage til den tredje. Nå vi ville nu alligevel prøve og da de lige var blevet fodret var vi nogle stykker der besluttede at gå en lille tur og så forhåbentlig være tilbage til tredje fodring. Ud over et par pelikaner og et par meget nærgående emuer var der ikke det helt store at se. Det sjovest var nok at gå fra stranden og så en 30 meter ind i landet og inden for en meters brede skiftede sandet fra at være hvidt til at være rødt. Og nu snakker jeg ikke bare en lille farve kontrast, men virkelig fra helt hvidt til den karakristiske røde farve australsk jord har. Efter vores gå tur kom vi tilbage til nyheden om at delfinerne lige havde været der og var svømmet væk for fem minutter siden. Kan I så lige tro jeg var skuffet. Nå det var der jo ikke så meget at gøre ved så vi gik tilbage til de andre der lå og slikkede sol på stranden. Da jeg ikke havde tænkt så langt som til at tage en bikini på sad jeg bare på breden og kiggede ud over vandet. Og lige der, ikke ti meter fra os svømmede 5 delfiner forbi. Ur, kamera og mobil blev hurtigt efterladt og så var det ellers ud i vandet, for tøj eller ej, jeg skulle da ud og svømme med delfinerne og selvom jeg ikke kom så tæt på som nogle af drengene der allerede var ude i vandet var de lige der ganske få meget fra mig. Det må jeg sige var en fed oplevelse. Nogle af drenege er surfere og har set delfiner mange gange så jeg tror de syntes jeg var lidt skør, men det må de om, jeg syntes det var sjovt. Efter Monkey Mia stod den på en 300 km kører tur gennem absolut igenting. Udover en ged her og der og måske en modkørerne bil i ny og næ var der bogstavligt talt ingen civilisation. Ingen gårde, ingen små byer, intet. Og snorlige veje. Ganske specielt og noget siger mig det ikke bliver den sidste gang det sker. Men med 1620 km kørt er vi da noget et godt stykke, men med alle vores detours kommer det nok til at tage en del mere end de 4500 km den dirkete vej ville have været. Men humøret er højt og selvom vi midster de andre her i Carnarvon, da de vil prøve at finde arbejde, er jeg sikker på at vi nok skal finde nogle andre at snakke med, og helt sikkert også flere gode oplevelser.
Eventyret fortsætter og her mandag aften er vi kommet til en halv storby (for Vestausralsk standard) kaldet Carnarvan. Torsdag gik med at udforske kalberri national park og kystlinie. Kysten var rigtig flot men det var ekstremt varmt og overskyet så vi blev ikke hængende ret længe. Da turen så gik igennem parken (som var 1000 kvadrat kilometer stor så det tog en god time at krydse den) indhentede vi tre biler der kørte på række. Vi overhalede så de to første og da vi kørte bag den trejde sad vi alle stille et øjeblik og på cirka samme tid går det op for os at den overlæssede bil der kører foran os er de hollændere vi mødtes med den første dag, og at de to biler bag os er resten af flokken. Helt tilfældigt for der vi ikke rigtig nogen af dem der havde haft telefondækning. Desværre varede det ikke længe for vi havde et par ekstra steder vi gerne ville se i parken og da vi drejede af fortsatte de. Vi ankom så til den anden del af parken og ville lave noget frokost. Da vi havde lavet det og satte os for at spise gik der ikke 30 sek før der var 20 fluer omkring hver af os. Og hvis det bare havde været eupærsike fluer så ja det ville være irreterende men det er også det. Men det her var australske fluer og ikke kun bider de men de er også eksra irreterende og forstår ikke et hint om at flyve væk. De sætter sig ved øjne, næse, mund alle steder og man skal praktisk talt skubbe dem væk før de flyver væk i ca. 5 sekunder. Enormt frustrerende og frokosten blev spist så hurtigt som muligt så vi kunne komme videre. Vi kørte så videre nord på et par timer og fandt en gratis campingplads. Vi havde jo så håbet at der ville være flue-fri men næh nej, de var stadig alle steder. Heldigvis gik de i seng så snart det blev mørkt og vi kunne sætte os udenfor og nyde aften varmen. Og med et par sterinlys og David på guitar var det en super hyggelig aften. Dagen efter gik turen videre mod Monkey Mia. Det var dog lidt af en kører tur så vi stoppede ved en af stranden på vejen og hvem skulle det vise sig vi mødte der? Hold Holland, Frankrig og hvor de nu ellers alle sammen er fra. De havde overnattet i nærheden og havde også planlagt en strand dag så vi tog sammen til Shell beach. Aftenen blev brugt på at fiske og der var så mange fisk at det lykkedes selv for mig at fange en. Så efter to timers fisken havde vi så mange fisk at der var stort fest måltid. Meget belejligt er det nemt at finde gratis gasgril her i Australien så vi grillede fik og kogte ris og så var der ellers mad til 11 personer for næsten ingen penge. Efter det tog vi lidt ud af byen igen og fandt et andet gratis camping spot med super udsigt over havet og natte himlen. Og øde nok til at ingen kunne brokke sig over musikken så vi råhyggede og med sterinlys som eneste lys kan man vidst godt sige at der var god camping stemning. I går gik det meste af dagen med at slappe af og prøve at gemme sig lidt væk fra middages heden som stadig har i solidt greb om landet. Nu følger vi jo også varmen nord på så det er nok ikke så underligt. Hen af eftermiddagen besluttede vi at betale for en camping plads og dermed også lidt luxus i for af en pool. Det må siges at det var kærkommet. Specielt var et ordenligt bad bagefter helt fantastisk. Det der med at have langt hår og bade i saltvand for derefter at lade det tører i vinden er ikke ligefrem den bedste ide. Eller nu har jeg da en ide om hvordan dreadlocks laves. Det lykkes dog at børste det der syntes at være en stor hårknude ud, selvom det krævede en hel del balsam. Om aftenen havde William linet en 'biograf' op i poolen så vi alle sad med plastiskstole i vandet og vand til anklerne og så "The Hobbit". Man har jo kun det sjov man selv laver.
I dag tog vi så op til Monkey Mia hvor vilde delfiner kommer ind for at blive fodret. Unge mennesker som vi nu alle er, er det der med at komme op tidligt ikke rigtig noget vi er gode til, så da vi kom der op var de allerede blevet fodret to gange og selvom de havde tre fodringer var det ikke sikkert at de ville komme tilbage til den tredje. Nå vi ville nu alligevel prøve og da de lige var blevet fodret var vi nogle stykker der besluttede at gå en lille tur og så forhåbentlig være tilbage til tredje fodring. Ud over et par pelikaner og et par meget nærgående emuer var der ikke det helt store at se. Det sjovest var nok at gå fra stranden og så en 30 meter ind i landet og inden for en meters brede skiftede sandet fra at være hvidt til at være rødt. Og nu snakker jeg ikke bare en lille farve kontrast, men virkelig fra helt hvidt til den karakristiske røde farve australsk jord har. Efter vores gå tur kom vi tilbage til nyheden om at delfinerne lige havde været der og var svømmet væk for fem minutter siden. Kan I så lige tro jeg var skuffet. Nå det var der jo ikke så meget at gøre ved så vi gik tilbage til de andre der lå og slikkede sol på stranden. Da jeg ikke havde tænkt så langt som til at tage en bikini på sad jeg bare på breden og kiggede ud over vandet. Og lige der, ikke ti meter fra os svømmede 5 delfiner forbi. Ur, kamera og mobil blev hurtigt efterladt og så var det ellers ud i vandet, for tøj eller ej, jeg skulle da ud og svømme med delfinerne og selvom jeg ikke kom så tæt på som nogle af drengene der allerede var ude i vandet var de lige der ganske få meget fra mig. Det må jeg sige var en fed oplevelse. Nogle af drenege er surfere og har set delfiner mange gange så jeg tror de syntes jeg var lidt skør, men det må de om, jeg syntes det var sjovt. Efter Monkey Mia stod den på en 300 km kører tur gennem absolut igenting. Udover en ged her og der og måske en modkørerne bil i ny og næ var der bogstavligt talt ingen civilisation. Ingen gårde, ingen små byer, intet. Og snorlige veje. Ganske specielt og noget siger mig det ikke bliver den sidste gang det sker. Men med 1620 km kørt er vi da noget et godt stykke, men med alle vores detours kommer det nok til at tage en del mere end de 4500 km den dirkete vej ville have været. Men humøret er højt og selvom vi midster de andre her i Carnarvon, da de vil prøve at finde arbejde, er jeg sikker på at vi nok skal finde nogle andre at snakke med, og helt sikkert også flere gode oplevelser.
torsdag den 11. april 2013
3 dage 650 km
Torsdag den 11. april 2013
Så er det blevet morgen på tredje dagen af vores rejse. Vi sidder pt. og nyder at det for en gang skyld er overskyet og der med en smule køligere, men ikke meget. Turen startede med at vi selvfølgelg skulle have fat i en bil at kører i. Vi havde jo lejet en Hi top campervan, hvor der er plads til tre personer og dermed også satset på at vi kunne finde en tredje person der ville med. Det lykkedes da også og vi rejser nu med den engelske Stephen. Gankse flink fyr og indtil videre virker det som om vi alle tre er enige om det meste så jeg tror det er en god gruppe. Tirsdag morgen tg vi så ed for et hente camperen og brugte omkring 2 timer på at udfylde diverse papirer og ting og sager. Endelig er vi igennem det hele og mangler bare at få overrakt bilen, men hornet var gået i stykker så de måtte sende den på værksted og få det fikset. Vi besluttede at finde noget frokost mens vi ventede og efter et sidste måltid i Perth var camperen klar og vi tog tilbage for at hente den. Det er nu noget af et monster vi har fået. 5 meter lang og 2,8 meter høj. Ret skræmmende at tænke på at jeg også skal kører den, men David havde heldigvist ikke noget mod at kører rundt i Perth så det fik han lov til. Og ud over at ramme kantstenen et på gange gik det da også super. Vi fik læsset alting - hvilket var en hel de med al den mad vi også havde købt - og så var vi ellers på vej. Først med et frsøg på at finde ned på motervejen, men nedkørslen ville ikke findes så vi endte med at kører af kyst-ruten, hvilket nok var en bedre ide i sidste ende. Efter en god time ankom vi så til Lancelin, en lille by kendt for sine klitter og strande. Vi ankom lige til solnedgang så ja stranden var flot men vandet var fyldt med tang så helt spetakulert var det nu ikke. Nå ja vi skulle jo også finde et sted at sove for natten. Campingpladserne var ektremt kedelige og dyrer og efter at have snakket med en af de lokale viste det sig at der var en plæne inde i byen hvor folk overnattede hvis de kun blev en enkelt nat. Det var jo perfekt så vi fandt stedet og der var allerede en anden stor camper så vi besluttede at tage chancen og slå lejr der. Senere på aftnen ankom tre andre blier med tre hold fra Perth hvor af jeg kendte en af dem og David et par stykker mere, så vi havde en rigtig hyggelig aften. I sidste ende var jeg dog glad for at vi kunne transformere vores camper tii en dobbelt og en enkelt seng og vi ikke skulle sove i telt som de andre. Næste morgen sov vi rimelig længe og det var måske også lige at skubbe vores held til det yderste, for omkring kl. 11 kom en Ranger og var lige ved at give os alle en bøde på 100 dollar hver. Heldigvis fik drengene snakket os ud af problemer og vi slap med en advarsel.
Og så gik turen lige pludselig videre og man blev afbrudt i historie skrivningen. Men i hvertfald slap vi for en bøde og vi flyttede hurtigt bilerne. De andre ville gerne på standen og blive resten af dagen en vi to ud i 'ørkenen' hvor der er store sand klitter unden bevoksning og lejede et par sandboards og så stod den ellers på sandboarrug ding, for hvem har brug for sne og klæke. Jeg må dog indrømme at det ikke er den letteste sport og udover at skulle vandre op i klitterne i 35 grader, så ender man også med at have sand over det hele. Men det var sjovt og vi havde en smuk udsigt. Så gik turen ellers til Pinnical desert med ig som chauffør. Jeg frygtede lidt at skulle kører for det er en meget stor bil men det gik ganske let og ud over at vinden har en meget større effekt end i en normal bil, så var det faktisk ikke så meget anderledes. Så er der selvfølgelig det der med at de kører i den forkerte side af vejen og at gear og bliklys er modsat men man lærer jo hurtigt. Nå Pinnical desert er en ørke med en masse mystiske sten der stikker op af sandet i ørkenen. Man er ikke sikker på hvad det er men mener at det er resterne fra en skov der brændte ned og rødderne så blev dækket af sand og derefter blev til sten. Lige meget hvad det er så var det et meget specielt syn. Efter Lancelin gik turen videre mod nord hvor vi fandt en gratis og denne gang lovlig camping plads. Det skulle selvfølgelig ikke gå så nemt og før vi havde fundet et sted at campere, kørte vi fast i sandet. Og igen er det altså en stor ting at prøve at få fri. Så vi var virkelig på spanden og det begyndte at blive mørkt så vi vidste ikke helt had vi skulle gører. Heldigvis mødte vi en venlig australier med en firhjulstrækker som tilbød at trække os fri. Så efter et par forsøg og en masse krydsede fingre kom vi endelig fri og skyndte os tilbage på solid vej. Nå ja det er nok ikke sidste gang det sker, men vi skal nok prøve at være mere forsigtige fra nu af. Om morgenen - hvor jeg startede med at skrive - nød vi havudsigten lidt før vi igen satte næsen mod nord og en af de største byer i western australia Geraldon. Ikke at den var særlig stor. Men der er ikke meget civilisation i WA så sammenlignet med andet så var den. De havde en okay strand så vi fik svømmet lidt og nød et bad for første gang siden vi tog afsted. Det var tiltrængt, specielt efter sandboarding med sand alle steder. Efter det fik vi toppet forsyningerne op - eller nok rettere købt det vi havde glemt - og invisteret i et par nye camping stole som ikke overlevede den første dag. Det skal dog nævnes at det ikke var os der ødelagde dem men at de var stort set ubrugelige da vi fik dem og kunne ikke klarer mosten. Nå ja det var ikke noget problem at få selvskabet til at dække det så alt er godt. Sidste stop i dag var så Kalbarri som er en national park og en lille by. Her stødte vi ind i en anden lille gruppe som vi har set - men ikke snakket med - i både Gareldton og i Pinnical desert, så det var ret spøjst. Dem har vi så snakket med har til aften og de tager ca. samme tur som os så det kan være vi kan mødes engang imellem hvis det passer. Sidst men ikke mindst blev vi afbrudt af en lille kænguro familie som synes at camping pladsens græs da var meget bedre end det uden for. Vi kunne komme ret tæt på dem - omkring 3 meter - men hvis man kom tættere på nærmest væssede de af en og når de rejser sig op er de altså ret store og ikke nogen du har lyst til at komme op at slås med så vi bakkede pænt igen. Nu er det så ved at være sengetid og med 650 km på tre dage er vi da kommet et pænt stykke op af kysten. Der er godt nok stadig en 4500 km tilbage men vi tager det kilometer for kilometer og nyder alt hvad der sker, og så skal vi nok nå til Darwin på et tidspunkt.
Så er det blevet morgen på tredje dagen af vores rejse. Vi sidder pt. og nyder at det for en gang skyld er overskyet og der med en smule køligere, men ikke meget. Turen startede med at vi selvfølgelg skulle have fat i en bil at kører i. Vi havde jo lejet en Hi top campervan, hvor der er plads til tre personer og dermed også satset på at vi kunne finde en tredje person der ville med. Det lykkedes da også og vi rejser nu med den engelske Stephen. Gankse flink fyr og indtil videre virker det som om vi alle tre er enige om det meste så jeg tror det er en god gruppe. Tirsdag morgen tg vi så ed for et hente camperen og brugte omkring 2 timer på at udfylde diverse papirer og ting og sager. Endelig er vi igennem det hele og mangler bare at få overrakt bilen, men hornet var gået i stykker så de måtte sende den på værksted og få det fikset. Vi besluttede at finde noget frokost mens vi ventede og efter et sidste måltid i Perth var camperen klar og vi tog tilbage for at hente den. Det er nu noget af et monster vi har fået. 5 meter lang og 2,8 meter høj. Ret skræmmende at tænke på at jeg også skal kører den, men David havde heldigvist ikke noget mod at kører rundt i Perth så det fik han lov til. Og ud over at ramme kantstenen et på gange gik det da også super. Vi fik læsset alting - hvilket var en hel de med al den mad vi også havde købt - og så var vi ellers på vej. Først med et frsøg på at finde ned på motervejen, men nedkørslen ville ikke findes så vi endte med at kører af kyst-ruten, hvilket nok var en bedre ide i sidste ende. Efter en god time ankom vi så til Lancelin, en lille by kendt for sine klitter og strande. Vi ankom lige til solnedgang så ja stranden var flot men vandet var fyldt med tang så helt spetakulert var det nu ikke. Nå ja vi skulle jo også finde et sted at sove for natten. Campingpladserne var ektremt kedelige og dyrer og efter at have snakket med en af de lokale viste det sig at der var en plæne inde i byen hvor folk overnattede hvis de kun blev en enkelt nat. Det var jo perfekt så vi fandt stedet og der var allerede en anden stor camper så vi besluttede at tage chancen og slå lejr der. Senere på aftnen ankom tre andre blier med tre hold fra Perth hvor af jeg kendte en af dem og David et par stykker mere, så vi havde en rigtig hyggelig aften. I sidste ende var jeg dog glad for at vi kunne transformere vores camper tii en dobbelt og en enkelt seng og vi ikke skulle sove i telt som de andre. Næste morgen sov vi rimelig længe og det var måske også lige at skubbe vores held til det yderste, for omkring kl. 11 kom en Ranger og var lige ved at give os alle en bøde på 100 dollar hver. Heldigvis fik drengene snakket os ud af problemer og vi slap med en advarsel.
Og så gik turen lige pludselig videre og man blev afbrudt i historie skrivningen. Men i hvertfald slap vi for en bøde og vi flyttede hurtigt bilerne. De andre ville gerne på standen og blive resten af dagen en vi to ud i 'ørkenen' hvor der er store sand klitter unden bevoksning og lejede et par sandboards og så stod den ellers på sandboarrug ding, for hvem har brug for sne og klæke. Jeg må dog indrømme at det ikke er den letteste sport og udover at skulle vandre op i klitterne i 35 grader, så ender man også med at have sand over det hele. Men det var sjovt og vi havde en smuk udsigt. Så gik turen ellers til Pinnical desert med ig som chauffør. Jeg frygtede lidt at skulle kører for det er en meget stor bil men det gik ganske let og ud over at vinden har en meget større effekt end i en normal bil, så var det faktisk ikke så meget anderledes. Så er der selvfølgelig det der med at de kører i den forkerte side af vejen og at gear og bliklys er modsat men man lærer jo hurtigt. Nå Pinnical desert er en ørke med en masse mystiske sten der stikker op af sandet i ørkenen. Man er ikke sikker på hvad det er men mener at det er resterne fra en skov der brændte ned og rødderne så blev dækket af sand og derefter blev til sten. Lige meget hvad det er så var det et meget specielt syn. Efter Lancelin gik turen videre mod nord hvor vi fandt en gratis og denne gang lovlig camping plads. Det skulle selvfølgelig ikke gå så nemt og før vi havde fundet et sted at campere, kørte vi fast i sandet. Og igen er det altså en stor ting at prøve at få fri. Så vi var virkelig på spanden og det begyndte at blive mørkt så vi vidste ikke helt had vi skulle gører. Heldigvis mødte vi en venlig australier med en firhjulstrækker som tilbød at trække os fri. Så efter et par forsøg og en masse krydsede fingre kom vi endelig fri og skyndte os tilbage på solid vej. Nå ja det er nok ikke sidste gang det sker, men vi skal nok prøve at være mere forsigtige fra nu af. Om morgenen - hvor jeg startede med at skrive - nød vi havudsigten lidt før vi igen satte næsen mod nord og en af de største byer i western australia Geraldon. Ikke at den var særlig stor. Men der er ikke meget civilisation i WA så sammenlignet med andet så var den. De havde en okay strand så vi fik svømmet lidt og nød et bad for første gang siden vi tog afsted. Det var tiltrængt, specielt efter sandboarding med sand alle steder. Efter det fik vi toppet forsyningerne op - eller nok rettere købt det vi havde glemt - og invisteret i et par nye camping stole som ikke overlevede den første dag. Det skal dog nævnes at det ikke var os der ødelagde dem men at de var stort set ubrugelige da vi fik dem og kunne ikke klarer mosten. Nå ja det var ikke noget problem at få selvskabet til at dække det så alt er godt. Sidste stop i dag var så Kalbarri som er en national park og en lille by. Her stødte vi ind i en anden lille gruppe som vi har set - men ikke snakket med - i både Gareldton og i Pinnical desert, så det var ret spøjst. Dem har vi så snakket med har til aften og de tager ca. samme tur som os så det kan være vi kan mødes engang imellem hvis det passer. Sidst men ikke mindst blev vi afbrudt af en lille kænguro familie som synes at camping pladsens græs da var meget bedre end det uden for. Vi kunne komme ret tæt på dem - omkring 3 meter - men hvis man kom tættere på nærmest væssede de af en og når de rejser sig op er de altså ret store og ikke nogen du har lyst til at komme op at slås med så vi bakkede pænt igen. Nu er det så ved at være sengetid og med 650 km på tre dage er vi da kommet et pænt stykke op af kysten. Der er godt nok stadig en 4500 km tilbage men vi tager det kilometer for kilometer og nyder alt hvad der sker, og så skal vi nok nå til Darwin på et tidspunkt.
mandag den 8. april 2013
Perth: Verdens mest isolerede storby
Trisdag den 9. april 2013
Så er den længe ventede tirsdag kommet og der er kun ganske få minutter til at David og Stephen dukker op så vi kan gå ned og hente bilen. Man må godt nok sige jeg har sommerfugle i maven og glæder mig enormt meget til den er tur. Det blivre jo første gang hernede jeg rigtig får rejst på en mere sight seeing måde og så i en campervan med massere af camping og sikkert også en masse problemer med bilen men det er jo noget man må tage med alt sammen. Selvfølgelig er det også trist at skulle sige farvel til alle folkene her igen men de fleste tager alligevel afsted i løbet af de næste uger og en del tager faktisk til Darwin så hvem ved om vi møder dem der igen. Valentina er taget til Coral Bay med nogle mænd der havde laver fiske turer der oppe så hende ser jeg nok også igen.
Perth har også været en helt speciel by med massere af liv, parker og strande ikke langt her fra, så Perth er helt bestemt min ynglings by her i Australien. Så nu bliver det spændende og se om Western Australia lever op til forventningerne og om vestkysten der med er bedre end den mere populærer øst kyst. Det må udforskes og med de ord vil jeg mene at kapitel 3 af min rejse begynder.
Så er den længe ventede tirsdag kommet og der er kun ganske få minutter til at David og Stephen dukker op så vi kan gå ned og hente bilen. Man må godt nok sige jeg har sommerfugle i maven og glæder mig enormt meget til den er tur. Det blivre jo første gang hernede jeg rigtig får rejst på en mere sight seeing måde og så i en campervan med massere af camping og sikkert også en masse problemer med bilen men det er jo noget man må tage med alt sammen. Selvfølgelig er det også trist at skulle sige farvel til alle folkene her igen men de fleste tager alligevel afsted i løbet af de næste uger og en del tager faktisk til Darwin så hvem ved om vi møder dem der igen. Valentina er taget til Coral Bay med nogle mænd der havde laver fiske turer der oppe så hende ser jeg nok også igen.
Perth har også været en helt speciel by med massere af liv, parker og strande ikke langt her fra, så Perth er helt bestemt min ynglings by her i Australien. Så nu bliver det spændende og se om Western Australia lever op til forventningerne og om vestkysten der med er bedre end den mere populærer øst kyst. Det må udforskes og med de ord vil jeg mene at kapitel 3 af min rejse begynder.
onsdag den 3. april 2013
Laser matic
Onsdag den 3. april 2013
Det er sjovt at tænke på at jeg går rundt hernede i shorts og T-shirt og nydet 'efteråret' mens der bliver ved med at komme meldinger om sne hjemme fra Europa. Og selvom jeg godt kan savne sne og vinter en smule så vil jeg nu ikke bytte endnu, måske efter et halvt års sommer mere så kan det godt være, men for nu bliver dagene brugt med at tage til stranden og parken. Og så selvfølgelig på en masse andre ting som at spille øl-pong på hostelt når byen er lukket over påske. Eller i hvert fald nogle af dagene. En af afterne var der en af drengene der var gået til bottle shoppen (man kan ikke købe alkohol i normale butikker) og på vej ud drak han noget af den flaske han havde købt. Det så politiet og så fik han ellers en advarsel om a hvis de fandt ham igen inden kl. 7 næste morgen så ville han få en bøde på 12.000 dollar eller 12 måneders fængsel. Jep det er ikke lovligt at drikke i offentligheden, men måske er det at overdrive lidt. Nå det er loven og det er der jo ikke meget i kan gøre ved.
Lørdag fik vi, efter mange gange at tro det ville falde til jorden, samlet 11 folk fra hostlet til at spiller laser matic ikke langt fra hostlet. Vi var to hold og så var der et tredje hold vi ikke kendte, og selvom de var meget bedre end os så havde vi det sjovt alligvel og af vores to hold km jeg på en 2. plads, hvilket de fleste af fyrene ikke var helt tilfredse med, men de må j se om de kan få revance i aften for det var så stor en succes at vi tager afsted igen. Det er en fed følelse at man intruducere noget som folk er så glade for at de gerne vil gøre det igen.
Af andre sjove ting så er David fra Belgien som jeg mødte i Melbourne kommet til Perth. Så ham har jeg snakket en del med og han sagde han gerne ville med Valentina og jeg nord på så vi har brugt de sidte dage på at se om vi kunne finde en god pris for at leje en campervan. Det har været lidt noget rod med alle helligdagene og at finde ud af hvorlang tid det vil tage og hvornår vi kan komme afsted og sådan nogle ting. Og så fandt Valentina ud af i dag at hun ikke havde så mange penge som hun troede så hun kan ikke komme med alligevel. En skam men det er der ikke meget at gøre ved. Det endte dog med at David og jeg gik ned og lejede en campervan i dag, for at være sikker på at vi kunne få en for de bliver hurtigt booked. Man vi fik en rigtig god pris så nu håber vi bare på at kunne finde en tredje person inden tirsdag hvor vi tager afsted, men om ikke det kan lade sig gøre. Og så står den ellers på 36 dages camping i den austraske outback, i nationalparker og ved strande hele vejen op til Darwin. Det bliver meget specielt men forhåbetligt også en rigtig god tur.
Så nu er det også om at nyde de sidste dage i storbyen før det bliver igenting igen for et langt stykke tid. Heldigvis er trisdag, onsdag og torsdag de bedste dage at gå ud så det er super. I går var det endda Tonys fødselsdag så vi startede aftene med en gratis Salsa lektion hvorefter turen gik til en Irsk bar hvor der blev festet hele natten. Eller det vil sige til kl. 24 hvor de lukker fordi Australien er et mærkeligt sted. Og nu sidder i sikkert og tænker: "Arh 24 på en tirsdag aften, det er vel okay". Ja det er det vel hvis det bare var hverdagene men selv i weekenden er der ikke noget der er åbent efter kl. 2. Nå ja vi endte da bare med at gå tilbage til hostlet og fortsætte festen der. Heldigvis var alle på det værelse med i byen så vi vækkede vidst ikke nogle, men vi havde det enormt sjovt. I aften er der så laser matic og sikkert en by tur bagefter så det skal nok blive en god nat.
Det er sjovt at tænke på at jeg går rundt hernede i shorts og T-shirt og nydet 'efteråret' mens der bliver ved med at komme meldinger om sne hjemme fra Europa. Og selvom jeg godt kan savne sne og vinter en smule så vil jeg nu ikke bytte endnu, måske efter et halvt års sommer mere så kan det godt være, men for nu bliver dagene brugt med at tage til stranden og parken. Og så selvfølgelig på en masse andre ting som at spille øl-pong på hostelt når byen er lukket over påske. Eller i hvert fald nogle af dagene. En af afterne var der en af drengene der var gået til bottle shoppen (man kan ikke købe alkohol i normale butikker) og på vej ud drak han noget af den flaske han havde købt. Det så politiet og så fik han ellers en advarsel om a hvis de fandt ham igen inden kl. 7 næste morgen så ville han få en bøde på 12.000 dollar eller 12 måneders fængsel. Jep det er ikke lovligt at drikke i offentligheden, men måske er det at overdrive lidt. Nå det er loven og det er der jo ikke meget i kan gøre ved.
Lørdag fik vi, efter mange gange at tro det ville falde til jorden, samlet 11 folk fra hostlet til at spiller laser matic ikke langt fra hostlet. Vi var to hold og så var der et tredje hold vi ikke kendte, og selvom de var meget bedre end os så havde vi det sjovt alligvel og af vores to hold km jeg på en 2. plads, hvilket de fleste af fyrene ikke var helt tilfredse med, men de må j se om de kan få revance i aften for det var så stor en succes at vi tager afsted igen. Det er en fed følelse at man intruducere noget som folk er så glade for at de gerne vil gøre det igen.
Af andre sjove ting så er David fra Belgien som jeg mødte i Melbourne kommet til Perth. Så ham har jeg snakket en del med og han sagde han gerne ville med Valentina og jeg nord på så vi har brugt de sidte dage på at se om vi kunne finde en god pris for at leje en campervan. Det har været lidt noget rod med alle helligdagene og at finde ud af hvorlang tid det vil tage og hvornår vi kan komme afsted og sådan nogle ting. Og så fandt Valentina ud af i dag at hun ikke havde så mange penge som hun troede så hun kan ikke komme med alligevel. En skam men det er der ikke meget at gøre ved. Det endte dog med at David og jeg gik ned og lejede en campervan i dag, for at være sikker på at vi kunne få en for de bliver hurtigt booked. Man vi fik en rigtig god pris så nu håber vi bare på at kunne finde en tredje person inden tirsdag hvor vi tager afsted, men om ikke det kan lade sig gøre. Og så står den ellers på 36 dages camping i den austraske outback, i nationalparker og ved strande hele vejen op til Darwin. Det bliver meget specielt men forhåbetligt også en rigtig god tur.
Så nu er det også om at nyde de sidste dage i storbyen før det bliver igenting igen for et langt stykke tid. Heldigvis er trisdag, onsdag og torsdag de bedste dage at gå ud så det er super. I går var det endda Tonys fødselsdag så vi startede aftene med en gratis Salsa lektion hvorefter turen gik til en Irsk bar hvor der blev festet hele natten. Eller det vil sige til kl. 24 hvor de lukker fordi Australien er et mærkeligt sted. Og nu sidder i sikkert og tænker: "Arh 24 på en tirsdag aften, det er vel okay". Ja det er det vel hvis det bare var hverdagene men selv i weekenden er der ikke noget der er åbent efter kl. 2. Nå ja vi endte da bare med at gå tilbage til hostlet og fortsætte festen der. Heldigvis var alle på det værelse med i byen så vi vækkede vidst ikke nogle, men vi havde det enormt sjovt. I aften er der så laser matic og sikkert en by tur bagefter så det skal nok blive en god nat.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)