Onsdag den 1. maj 2013
Er det virkelig en hel uge siden vi var på vej til 80 mile beach? Det føles slået ikke som så længe siden. Nå ja tiden flyver når man har det sjovt og dagene blander sig hutigt sammen. Det er nu ikke fordi vi ikke kommer nogen steder for på trods af et tre dages ophold i Broome ramte vi i går de 6000 km. Der bliver joket meget med forskellene på afstandende har og hjemme og altig kommer jo til at føles som svipture når man er blevet vant til at kører 400-500 km i et stræk. Austalien er nu et godt sted at kører så langt for på trods af de enorme afstande er der altid noget nyt at kigge på for inden for få kilometer skifter naturen karakter fuldstændig, og det der for 5 minutter siden var fladt savhanne-ligende marker, er nu bjerge og bakker og snart har det skiftet til at alt omkring os er grønt. En ting der dog kan være frustrende er de mange road trains der kører specielt meget i områderne omkring minerne, hvilke der er mange af her oppe. For dem der ikke ved hvad et road train er så er det sådan set bare en lastbil med et par ekstra anhængere eller 4... De må være op til 53,5 meter og ender man op bag sådan en er man taknemlig får de kilometer vi af fuldstændig lige vej og de usandsynigt få modkørende. Jeg må dog indrømme at overhale et road train er ikke lige min kop te, man indtil videre har jeg været heldig kun at møde de små eller at de store er drejet af ikke længe efter. Ellers går det fint med at kører det store skrummel. I går kørte jeg omkring 450 km og det eneste problem eller måske bare udfordring var da vi ville op på et bjerg for at få en god solnedgangs udsigt. Jeg har aldrig kørt i bjerge før og noget siger mig at en campervan måske ikke lige frem er det nemmeste køretøj at få op af stejle skråninger og gennem hårnålesving men vi kom da op og udsigten var bestemt det hele værd. Dog fik David lov at kører ned igen for mig, i den bil, gennem de sving, i møken syntes jeg ikke lige var den bedste ide. Heldigvis havde han ikke noget i mod det og ned kom vi da.
Med 2000 km kørt på en uge er vi jo kommet et lille stykke. 80 mile beach var ikke rigtig noget specielt, bare en meget lang strand, der - udover vejret - kunne have været vesterhavet. Så vi blev ikke længe og fortsatte op til Broome, den nok anden mest omtalte by i western australia, efter Perth. Det siger så ikke så meget for alle byer - ud over Perth - er pænt små. Men lille hyggelig by var det da og efter en tur på stranden løb Stephen ind i en pige han havde mødt i south australia, og som nu boede i et fælles hus med en masse andre backpackere. Ved nærmere undersøgelse vidste dte sig at der var 11 af slagsen og ud over at have sit eget værelse fungerede det mest af alt som et hostel. Om ikke anden skulle pigen rejse hjem en af de følgende dage og der var derfor fest om aftenen som vi blev inviteret med til. Det kan man da kalde god timing og efter at have besøgt noget der skulle være dinosaur fodspor - der er vidst ingen af os der er helt overbevidst om deres ægthed, men der var da noget der lignede - fandt vi ellers huset og havde en rigtig hyggelig aften. Den næste dag blev brugt på at chille rundt på et lille market og derefter forkæle os selv med en hel dag på en campingplads med pool, strøm og varme bade. Vi havde - helt tilfældigt - timet besøget i Broome med fuldmånen, hvilket mellem marts og september ville give anledning til et fænomen kaldet 'staircase to the moon'. Ved stranden trækker vandet sig så langt tilbage at når månen står op reflekteres den i det våde sand og reflektionen ligner dermed en trappe. Dog skulle det vise sig af af de over to uger vi har kørt har vi haft tre dage med skyer og to af dem var selvfølglig mens vi var i Broome og alt andet ellers var timet perfekt. Ydre mere randte vi også lige ind i en fartbøde for at kører 68 200 meter før 70 km/t zonen... Så en heldig dag var det ikke lige frem. På tredje dagen vågnede vi dog op til fuldstændig skyfri himmel og vi besluttede at blive resten af dagen. Om aftenen tog vi - som alle andre - ned til stranden og efter længe venten stod en boldrød, næsten fuld måne op og utrolig nok havde vandet trukket sig helt tilbage så man rigtig kunne se 'trappen'. Fantastisk flot syn. Efter at have nydt nattehimlen og undgået trafikproppen forlod vi Broome for at køre til den nærmeste gratis camping. Og her fortsætter vores 'gode heldig' for hvor tit ser man vide ugler og så endda i Australien? Vi så hele tre i løbet af en halv time hvoraf vi ramte to inden for et kvarter. Den første sad bare der på vejen og kiggede på os. Ikke engang om den overvejede at flyve væk. Den anden begyndte at flyve, dog den forkerte vej... Det var meget tragikomisk og heldigvis overlevede den tredje dog. I det mindste var det ikke en ko der kunne sætte vores sikkerhed i fare, selvom vi da har måtte stoppe for et par stykker af dem. Man alt er stadig godt. Bilen er stadig hel efter advarsler fra Valentinas skipper om at stoppe i Halls Creek og efterlade bilen, så det gjorde vi ikke og efter et besøg i Windham i går er vi nu på vej til Kununurra og måske helt op til Kathrine, men nu må vi se hvor langt vi kommer. Det er dog rimelig sikkert at dette blive vores sidste dag i WA og så begynder turen i Northern Territory - krokodillernes land.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar