Man ved aldrig hvad dag bringer

Onsdag den 24. april 2013

Det er fantistsk som hverdag kan byde på nye og spændende eventyr og så vidt har alle dage være interessante, måske ikke på den måde vi troede dagen ville udfolde sig men det er jo den fede del af eventyret. Da vi forlod Carnarvon og de andre begyndte at kigge etfer arbejde fik vi også en ekstra rejsende på vores hold. Tyske Nina som havde rejst med franskmændende ville ikke arbejde og ville egentlig bare gerne rejse videre op af kyste så vi aftalte at hun kunne komme med os. Det er lidt klemt at sove fire men vi må jo bare sørge or at være trætte nok og så er der jo en ekstra at dele regningerne med. Desuden er det jo altid hyggeligere at være flere. Efter Carnarvon gik turen til coral bay som er en strand hvor man bare kan gå en 10 meter ud og så er man ellers ved coralerne. Der brugte vi eftermiddagen og kørte derefter op til Exmouth hvor Valentina - som jeg mødte i Perth og som havde fået et lift pr. båd op til Exmouth - mødte os på havnen. Vi blev inviteret ned på skibet og tilbragte en hyggelig aften med at snakke med skibber om forskellige ting som hvor man skal tage hen og hvor man ikke skal tage hen på vores roadtrip. I Exmouth var det også hvalhej sæson og man kunne komme ud at svømme med hvalhejer. Det var ret dyrt så jeg havde længe overvejet om jeg skulle gøre det, men efter en hel masse anbefalinger besluttede jeg at jeg var nød til at gøre det. Dog var det forsent da vi endelig havde telefonforbindelse igen og alt var lukket. Skibber kendte nogle der tog turister med ud men desværre var der fyldt på deres båd. Det eneste der var at gøre var at stå op kl 6:30 og så ellers prøve at ringe rundt og se om nogle ville have mig med. Så jeg stod op og ringede rundt og sørme ja og der ikke var nogle der gerne ville have mine penge så jeg fik vækket lle de andre og fik dem til at kører mig til centeret og så kørte de ellers igen for at finde et sted at sove videre. Vi fik så udleveret svømmefødder og våddragter. Ikke fordi vandet var koldt for det var det bestemt ikke, men fordi der kunne være en hel del brand mænd i vandet. Så blev vi ellers kørt til vandet og ud på en båd og startede dagen med lidt koralrev dykning. Efter en lille time tog flyveren afsted og så fik vi ellers hurtigt besked om at der var hvalhejer i sigte. Hurtigt ud til det angivede sted og så blev en af guiderne smidt i vandt og skulle finde fisken. Da hun så havde fundet den fik vi andre besked på at hoppe i. Jeg spriger i og svømmer hen mod hende og prøver at se noget i faktisk ret klarer vandt. Først er der ingenting at se om så lige pludselig kommer der en en meter bred mund svømmende imod dig. Godt nok har en hvalhej ikke rigtig nogle tænder og er helt harløse men vi kom da godt nok hurtigt uden for rækkevidde alligevel. Så snart vi var uden for rækkevidde var det ellers bare med at begynde at svømme og prøve at følge med. Og før jeg vidste af det var jeg oppe på siden af en 4 meter lang fisk kun ca. 3 meter væk fra den. Utroligt syn og en hel fantastisk oplevelse. Efter ca. 5 min blev vi stoppet og et andet hold tog over. Vi oppede så op i båden igen og blev sejlet lidt videre og så ellers i vandet med den næste hvalhej. Selv efter 10 svømmeture var det stadig et urtoligt syn og man må sige at vi var heldige at finde 4 forskellige hvalhejer mellem 4 og 6 meter lange. Den sidste var 6 meter lang og selvom den svømmede med noget der lignede snegle fart, havde vi alle svært ved at følge med. En stor hale behøver ikke bevæge sig meget for at stikke af fra et par svømmefødder. Så vi var alle trætte men glade og stadig helt ekstatiske. Hele turen blev afsluttet med endnu en rev snorkling hvor vi også spottede end lille revhej. Dagen blev sluttet af med at drengene og Nina kom og hentede mig og så fandt vi ellers en campingplads ved stranden og havde en rigtig hyggelig aften som afslutning på en fantastisk dag.

Næste dag blev brugt i national parken med at snorkle og bare svømme og solbade på de hvide strande op langs kysten. Bestemt ikke dårligt. Det var dog også den sidste sand dag i et godt stykke tid for efter det gik turen ind i landet og til Karijini som skulle være en af de flotteste national parker i Australien. Og jeg kan kun give dem ret. Med fantastiske klippedale med små floder der løb igennem var det et helt fantastisk syn. Og hvis man var en smule frisk og tog turene ned af de stejle klippesider og kom ned i bunden kunne man nyde en svømmetur i de dejlige kølige vandløb. Helt utrolig smuk natur, nok noget af den smukkeste jeg har set. Og nogle meget udfordrende klatreture hvilket bestemt også var sjovt. Det går virkelig op for en at menneskekroppen er lavet til offroad og ikke behøve flade fortove til at fungere. Faktisk er ganske få kvadratcentimer nok som fodfæste, hvis man også har en ganske lille overflade at holde fast i. Og med to fyre som David og Stephen der bare hoppe og springer afsted, havde Nina og jeg slet ikke tid til at stoppe op og overveje om vi nu ogås kunne, for drengene fik det til at se så nemt ud, så vi flugte bare med. Og utroligt nok var der ingen der faldt eller kom til skade på nogen måde på trods af de ikke altid officielle ruter. Det er en anden ting der er fantastisk ved Karijini. Det er en så turist fri park at det der med at lave trapper og hegn og andre ting ikke er gjort. Man har ladet naturen være som den er, kun sat et par små mærker op til at markerer ruten og så kan man ellers kun komme frem hvis man gør det på naturens primiser. Helt fantastiske syn og forhåbentlig er nogle af alle de billeder vi fik taget gode nok til at give en lille følelse af hvor fantastisk det var. Efter Karijini gik turen igen mod nord hvor vi fandt en lille campingplads mellem Port Hedland og Karatha. Nina havde mødt en New Zealænder på østkysten som boede ikke langt fra Karatha og hun havde lovet hende en tatoo hvis hun kom forbi. Godt nok var Karatha den forkerte vej, men da vi havde massere af tid besluttede vi at vi kunne smide hende af og så tage til Karatha som ifølge Valentinas skipper skulle være et godt sted. Hun blev smidt af i en lille landsby hvor hendes ven arbejde med nogle aborigines børn som havde skolefri. Hun blev og hjalp og vi tog så til Karatha og aftalte vi kom tilbage om aftenen eller næste dag. Karatha viste sig at være pænt kedelig og de arborigines tegninger der skulle have været på nogle klipper var blevet minet væk så vi var lidt skuffede. Vi tog tog tilbage og pga. komunikationsvanskligheder mellem england og tyskland endte vi op med at side på en strand i nærheden af landsbyen og vente på at hun havde fået sin tatoo. Vi regnede så med at vi skulle tilbage og hente hende og så køre til en gratis camping i nærhed og sove der, men det vidste sig at de havde købt aftensmad til os alle og insisterede på at vi sov der om natten så vi havde en rigtig hyggelig aften med en masse Maori musik og sang og helt utrolig åbenhed. Nina og jeg fik en stor blød dobbelt seng at sove i og drengene fik camperen for dem selv. I dag da vi vågnede var der samme venlighed og åbenhed og selvom vi aldrig har mødt dem før behandlede de os som venner de havde haft i årevis. Så selvom Karatha turen var et flop så var detouren det hele vær alligevel og det var helt bestemt en helt speciel oplevelse.

Lige nu sidder vi så igen på en camping plads. Klokken er 20:30 of det har været mørkt i mindst 2 timer, men med fuldmånen og en masse sterinlys er det super hyggeligt. Hvis vi nu bare kunne slippe af med myggene ville det hele være super. Nå ja og så lige finde min mobil, som af mærkelige årsager er væk. Jeg er sikker på jeg efterlod den i bilen men nu er den igen steder at finde så enten er den faldet ud af bilen eller også gemmer den sig et eller andet sted. Jeg håber den dukker op på et eller andet tidspunkt. Det ville være lidt surt at midste den foralvor. Men ud over det er alt godt og turen går til 80 mile beach i morgen og så ellers snart til Broome. 4100 km mærket er passeret og der er stadig et godt stykke igen. Igen ved helt hvor langt så det bliver spændende at se.