3 dage 650 km

Torsdag den 11. april 2013

Så er det blevet morgen på tredje dagen af vores rejse. Vi sidder pt. og nyder at det for en gang skyld er overskyet og der med en smule køligere, men ikke meget. Turen startede med at vi selvfølgelg skulle have fat i en bil at kører i. Vi havde jo lejet en Hi top campervan, hvor der er plads til tre personer og dermed også satset på at vi kunne finde en tredje person der ville med. Det lykkedes da også og vi rejser nu med den engelske Stephen. Gankse flink fyr og indtil videre virker det som om vi alle tre er enige om det meste så jeg tror det er en god gruppe. Tirsdag morgen tg vi så ed for et hente camperen og brugte omkring 2 timer på at udfylde diverse papirer og ting og sager. Endelig er vi igennem det hele og mangler bare at få overrakt bilen, men hornet var gået i stykker så de måtte sende den på værksted og få det fikset. Vi besluttede at finde noget frokost mens vi ventede og efter et sidste måltid i Perth var camperen klar og vi tog tilbage for at hente den. Det er nu noget af et monster vi har fået. 5 meter lang og 2,8 meter høj. Ret skræmmende at tænke på at jeg også skal kører den, men David havde heldigvist ikke noget mod at kører rundt i Perth så det fik han lov til. Og ud over at ramme kantstenen et på gange gik det da også super. Vi fik læsset alting - hvilket var en hel de med al den mad vi også havde købt - og så var vi ellers på vej. Først med et frsøg på at finde ned på motervejen, men nedkørslen ville ikke findes så vi endte med at kører af kyst-ruten, hvilket nok var en bedre ide i sidste ende. Efter en god time ankom vi så til Lancelin, en lille by kendt for sine klitter og strande. Vi ankom lige til solnedgang så ja stranden var flot men vandet var fyldt med tang så helt spetakulert var det nu ikke. Nå ja vi skulle jo også finde et sted at sove for natten. Campingpladserne var ektremt kedelige og dyrer og efter at have snakket med en af de lokale viste det sig at der var en plæne inde i byen hvor folk overnattede hvis de kun blev en enkelt nat. Det var jo perfekt så vi fandt stedet og der var allerede en anden stor camper så vi besluttede at tage chancen og slå lejr der. Senere på aftnen ankom tre andre blier med tre hold fra Perth hvor af jeg kendte en af dem og David et par stykker mere, så vi havde en rigtig hyggelig aften. I sidste ende var jeg dog glad for at vi kunne transformere vores camper tii en dobbelt og en enkelt seng og vi ikke skulle sove i telt som de andre. Næste morgen sov vi rimelig længe og det var måske også lige at skubbe vores held til det yderste, for omkring kl. 11 kom en Ranger og var lige ved at give os alle en bøde på 100 dollar hver. Heldigvis fik drengene snakket os ud af problemer og vi slap med en advarsel.

Og så gik turen lige pludselig videre og man blev afbrudt i historie skrivningen. Men i hvertfald slap vi for en bøde og vi flyttede hurtigt bilerne. De andre ville gerne på standen og blive resten af dagen en vi to ud i 'ørkenen' hvor der er store sand klitter unden bevoksning og lejede et par sandboards og så stod den ellers på sandboarrug ding, for hvem har brug for sne og klæke. Jeg må dog indrømme at det ikke er den letteste sport og udover at skulle vandre op i klitterne i 35 grader, så ender man også med at have sand over det hele. Men det var sjovt og vi havde en smuk udsigt. Så gik turen ellers til Pinnical desert med ig som chauffør. Jeg frygtede lidt at skulle kører for det er en meget stor bil men det gik ganske let og ud over at vinden har en meget større effekt end i en normal bil, så var det faktisk ikke så meget anderledes. Så er der selvfølgelig det der med at de kører i den forkerte side af vejen og at gear og bliklys er modsat men man lærer jo hurtigt. Nå Pinnical desert er en ørke med en masse mystiske sten der stikker op af sandet i ørkenen. Man er ikke sikker på hvad det er men mener at det er resterne fra en skov der brændte ned og rødderne så blev dækket af sand og derefter blev til sten. Lige meget hvad det er så var det et meget specielt syn. Efter Lancelin gik turen videre mod nord hvor vi fandt en gratis og denne gang lovlig camping plads. Det skulle selvfølgelig ikke gå så nemt og før vi havde fundet et sted at campere, kørte vi fast i sandet. Og igen er det altså en stor ting at prøve at få fri. Så vi var virkelig på spanden og det begyndte at blive mørkt så vi vidste ikke helt had vi skulle gører. Heldigvis mødte vi en venlig australier med en firhjulstrækker som tilbød at trække os fri. Så efter et par forsøg og en masse krydsede fingre kom vi endelig fri og skyndte os tilbage på solid vej. Nå ja det er nok ikke sidste gang det sker, men vi skal nok prøve at være mere forsigtige fra nu af. Om morgenen - hvor jeg startede med at skrive - nød vi havudsigten lidt før vi igen satte næsen mod nord og en af de største byer i western australia Geraldon. Ikke at den var særlig stor. Men der er ikke meget civilisation i WA så sammenlignet med andet så var den. De havde en okay strand så vi fik svømmet lidt og nød et bad for første gang siden vi tog afsted. Det var tiltrængt, specielt efter sandboarding med sand alle steder. Efter det fik vi toppet forsyningerne op - eller nok rettere købt det vi havde glemt - og invisteret i et par nye camping stole som ikke overlevede den første dag. Det skal dog nævnes at det ikke var os der ødelagde dem men at de var stort set ubrugelige da vi fik dem og kunne ikke klarer mosten. Nå ja det var ikke noget problem at få selvskabet til at dække det så alt er godt. Sidste stop i dag var så Kalbarri som er en national park og en lille by. Her stødte vi ind i en anden lille gruppe som vi har set - men ikke snakket med - i både Gareldton og i Pinnical desert, så det var ret spøjst. Dem har vi så snakket med har til aften og de tager ca. samme tur som os så det kan være vi kan mødes engang imellem hvis det passer. Sidst men ikke mindst blev vi afbrudt af en lille kænguro familie som synes at camping pladsens græs da var meget bedre end det uden for. Vi kunne komme ret tæt på dem - omkring 3 meter - men hvis man kom tættere på nærmest væssede de af en og når de rejser sig op er de altså ret store og ikke nogen du har lyst til at komme op at slås med så vi bakkede pænt igen. Nu er det så ved at være sengetid og med 650 km på tre dage er vi da kommet et pænt stykke op af kysten. Der er godt nok stadig en 4500 km tilbage men vi tager det kilometer for kilometer og nyder alt hvad der sker, og så skal vi nok nå til Darwin på et tidspunkt.