Onsdag den 29. maj 2013
Så har jeg tilbragt en uge på en mango farm. Her er dejligt stille og fredeligt i sammenligning med byerne og det er rart at vide nogenlunde hvad man skal foretage sig hver dag efter det lange roadtrip. Jeg savner dog lidt unge mennesker for her er alle over 40. Men det er nu okay for de er alle mægtigt flinke. I går havde jeg en kæmpe huntsman edderkop inde på mit værelse. Den var vel på størrelse med en tekop og bevægede sig utroligt hurtigt. Kylling som jeg var måtte jeg over i tv stuen og spørge Jimbo om han ikke nok ville komme og slå den ihjel. Jeg behøvede ikke sige ret meget før han bare rejste sig og gik med. Et hurtigt dask og så tilbage og se tv. Det virkede bestemt ikke som første gang han måtte komme en ynklig backpacker til hjælp men han smilede bare og sagde at det da altid var noget at jeg ikke havde skreget. Også i de mango træer jeg beskærer er der store edderkopper. De sidder heldigvis i spind så de bliver hvor de er. Og på trods af deres størrelse er de vidst heller ikke farlige. Men jeg synes nu ikke jeg vil tage chancen så jeg holder mig så meget på afstend som jeg nu kan. Desværre skal man jo tæt på træet for at kunne beskærer de så helt slipper jeg ikke. Farligere er de brune slanger som også er i området og som ligerne grene der ligger på jorden. Heldigvis er jeg ikke stødt på nogle af dem endnu men jeg tager dog trofast min lille lygte med ud hvis det er bare en smule mørket, for de er dødelige og nu har jeg jo næsten overlevet et helt år i dette farlige land så det ville da være en skam hvis der skulle ske noget nu. Det største problem lige nu er dog også at få den stædige mandelfarmer jeg arbejdede for over julen til at sende mig nogle papirer jeg skal bruge for at kunne få min skat tilbage. Det er lidt noget bøvl men jeg tror - måske lidt naivt - på at det kan lade sig gøre. Ellers går dagene stille og roligt. Jeg hører jordens søjler på lydbog for jeg er blevet træt af musik men det er nu en god måde at få tiden til at gå med det ensformige arbejde. I det mindste er vejret godt og ikke for varmt og Plucka har lovet at tage mig med til den lille ekstra egendom de har hvor der er kvæg. Der er vidst ikke forfærdelig meget der skal gøres men lidt er bedre end igenting. En af hønsne har fået kyllinger og i går fik jeg ikke lukket kalkunerne ind før det blev mørkt og så nægtede de purere at gå nogen steder for nu var det mørkt og så skulle man sove. Stædige kræ men for stor en mundfuld for slanger så den eneste farer var Gus, en af kvæg hundene som har en forsmag for kalkun. Han blev bundet efter en kort løbetur og så var alt ellers i orden. Hønsnene var da så fornuftige at gå tilbage til buret da det blev mørkt, så de var ikke noget problem. I morgen var det vidst noget med at en ko skulle slagtes og det er også en del af Pluckas mange jobs. I weekenden så jeg to geder blive skudt og slagtet men en ko er jo en del større så det skal nok blive interesant. Ellers går dagene stødt og jeg kan snart tælle dagene på to hænder til jeg flyver ud af landet. Nu gælder det bare om at få det sidste ud af det og nyde det australske land liv.
onsdag den 29. maj 2013
onsdag den 22. maj 2013
Downtown Darwin
Onsdag den 22. maj 2013
Ved nærmere efterforskning er jeg kommet frem til følgende konklussion. Darwin er en ganske fin by og der er alt hvad man behøver men så heller ikke mere. Det er faktisk en ret kedelig by hvis I spørger mig og selv her i tørkeperioden hvor det burde være udholdeligt vejr, er det stadig svært at tilbringe en hel dag udendørs uden at gemme sig i aircondisionede rum. Det er godt nok kun 35 grader men luftfugtigheden er så høj at selvom man bare står stille løber sveden af en. Jeg glæder mig efterhånden til at komme hjem til et land hvor man ikke har lyst til at tage et bad hvert 10 minut. Nå men der har da været gode ting ved Darwin. For eksempel var Sebastian jo også her og vi trosdag og lørdag sammen på hhv. strand-aften-marked og Italiensk festival. Festivallen var lidt speciel. Den bestod af en scene hvor der foregik noget semi-italiensk underholdning og så en masse madboder som hen af middags tid løb tør for både pasta og pizza. Men det var nu ganske hyggeligt alligevel. Markedet var også ganske godt og der var en hel del mere variation i boderne. Ellers er tiden blevet brugt med at chille på vores dejligt kølige væresle eller bare gå en tur i byen. Stephen tog afsted mandag så aftenen blev brugt på at hygge og sige farvel til ham. David skulle rejse tidligt onsdag morgen og Nina leder efter atbejde, så det var sådan set kun mig der stod uden plan. Jeg fandt et sted hvor de havde heste og kvæg og jeg brugte hele weekenden på at ringe til dem for at hører om jeg kunne komme ud og wwoofe for dem. Men der var ingen der svarede. Tirsdag gav jeg så op og begyndte at lede efter et andet sted. Det var der heller ikke meget held i så jeg begyndte at blive lidt skuffet. Jeg havde ikke rigtig lyst til at blive i Darwin mine sidste uger, for som sagt er det ikke vandvittigt spændende. Men så lige pludselig ud af det blå ringer min mobil (nej, jeg har ikke fået min kære smartphone tilbage, blot købt en alt for dyr skod telefon for det er jo svært at leve uden) og om det ikke er de folk jeg har prøvet at komme i kontakt med hele weekenden. De var da lige i byen så hvis jeg stadig manglede et sted at bo og kunne være klar på en halv time kunne jeg komme med dem nu. Det skulle de ikke sige to gange og en halv time senere sidder jeg i bilen på vej ud på landet igen. Det var en smule trist at skulle sige farvel til David og Nina med så kort varsel men sådan er det jo. Så det var i går. Nu sidder jeg ellers på et lille værelse i en kontruktion 20 meter fra huset. De er begge rigtig søde og de har nogle flere folk til at bo til leje så det er ikke fordi jeg mangler nogle at snakke med. Godt nok har de to egendomme og den her er ikke dem med kvæg og heste men en mango farm. Lidt en skuffelse men mon ikke jeg kommer med ned på den anden farm når der sker noget. Det er i hvert fald mit håb. Og selv hvis jeg ikke gør er det her bedre end at trilletommelfingre i Darwin. Arbejdet i dag har bestået i at bestille et par flybilletter, gøre mit værelse rent, lave flødekartofler og vaske op så det er jo heller ikke fordi jeg er over bebyrdet. Det skal nok blive nogle fine uger. Ud ovet det har jeg for første gang i næsten to måneder set regn i dag. Og det kunne man da kalde et skybrud. Det varede ca. 10 min og det stod bare ned i stænger og så var det ellers slut. Bagefter kom heden og luftfugtigheden tilbage og selvom jeg bare støvede af svedte jeg så meget at min trøje bogstavligt talt var gennemblødt. Jaja jeg er kommet til troperne.
Ved nærmere efterforskning er jeg kommet frem til følgende konklussion. Darwin er en ganske fin by og der er alt hvad man behøver men så heller ikke mere. Det er faktisk en ret kedelig by hvis I spørger mig og selv her i tørkeperioden hvor det burde være udholdeligt vejr, er det stadig svært at tilbringe en hel dag udendørs uden at gemme sig i aircondisionede rum. Det er godt nok kun 35 grader men luftfugtigheden er så høj at selvom man bare står stille løber sveden af en. Jeg glæder mig efterhånden til at komme hjem til et land hvor man ikke har lyst til at tage et bad hvert 10 minut. Nå men der har da været gode ting ved Darwin. For eksempel var Sebastian jo også her og vi trosdag og lørdag sammen på hhv. strand-aften-marked og Italiensk festival. Festivallen var lidt speciel. Den bestod af en scene hvor der foregik noget semi-italiensk underholdning og så en masse madboder som hen af middags tid løb tør for både pasta og pizza. Men det var nu ganske hyggeligt alligevel. Markedet var også ganske godt og der var en hel del mere variation i boderne. Ellers er tiden blevet brugt med at chille på vores dejligt kølige væresle eller bare gå en tur i byen. Stephen tog afsted mandag så aftenen blev brugt på at hygge og sige farvel til ham. David skulle rejse tidligt onsdag morgen og Nina leder efter atbejde, så det var sådan set kun mig der stod uden plan. Jeg fandt et sted hvor de havde heste og kvæg og jeg brugte hele weekenden på at ringe til dem for at hører om jeg kunne komme ud og wwoofe for dem. Men der var ingen der svarede. Tirsdag gav jeg så op og begyndte at lede efter et andet sted. Det var der heller ikke meget held i så jeg begyndte at blive lidt skuffet. Jeg havde ikke rigtig lyst til at blive i Darwin mine sidste uger, for som sagt er det ikke vandvittigt spændende. Men så lige pludselig ud af det blå ringer min mobil (nej, jeg har ikke fået min kære smartphone tilbage, blot købt en alt for dyr skod telefon for det er jo svært at leve uden) og om det ikke er de folk jeg har prøvet at komme i kontakt med hele weekenden. De var da lige i byen så hvis jeg stadig manglede et sted at bo og kunne være klar på en halv time kunne jeg komme med dem nu. Det skulle de ikke sige to gange og en halv time senere sidder jeg i bilen på vej ud på landet igen. Det var en smule trist at skulle sige farvel til David og Nina med så kort varsel men sådan er det jo. Så det var i går. Nu sidder jeg ellers på et lille værelse i en kontruktion 20 meter fra huset. De er begge rigtig søde og de har nogle flere folk til at bo til leje så det er ikke fordi jeg mangler nogle at snakke med. Godt nok har de to egendomme og den her er ikke dem med kvæg og heste men en mango farm. Lidt en skuffelse men mon ikke jeg kommer med ned på den anden farm når der sker noget. Det er i hvert fald mit håb. Og selv hvis jeg ikke gør er det her bedre end at trilletommelfingre i Darwin. Arbejdet i dag har bestået i at bestille et par flybilletter, gøre mit værelse rent, lave flødekartofler og vaske op så det er jo heller ikke fordi jeg er over bebyrdet. Det skal nok blive nogle fine uger. Ud ovet det har jeg for første gang i næsten to måneder set regn i dag. Og det kunne man da kalde et skybrud. Det varede ca. 10 min og det stod bare ned i stænger og så var det ellers slut. Bagefter kom heden og luftfugtigheden tilbage og selvom jeg bare støvede af svedte jeg så meget at min trøje bogstavligt talt var gennemblødt. Jaja jeg er kommet til troperne.
onsdag den 15. maj 2013
Tilbage til civilisationen
Torsdag den 16. maj 2013
Så er det blevet torsdag og målet Darwin er endelig nået. Efter vi forlod The Red Center kørte vi den lange vej op igen og havde aftalt at mødes med Stephen på en camping plads i Matharanka national park. Da der ikke var nogen af os der havde mobil dækning skulle det dog vise sig at være lidt svære end først planlagt. Han kunne være på to forskellige pladser og efter at have tjekket den ene ud var det ved at blive mørkt. Og det der med at kører i tusmørke er ikke den bedste ide for der er kænguroer over alt. Det skulle dog også end med at Nina, der på daværende tidspunkt var chauffør, ramte en sød lille Roo. Heldigvis skete der ikke noget med bilen eller os så det var bare den lille stakkel der måtte lade livet. Da vi så opdagede at vi faktisk var kørt til en helt forkert campingplads og Stephen nok var i den anden ende, gav vi op og besluttede at vi måtte finde ham morgenen efter. På vores campingplads var der tilmed live guitar- og didiridoomusik så vi havde en rigtig hyggelig aften. Morgen efter kørte vi så til den anden camping plads og der var der et grøn telt med en britte. Jeg må nu sige at altig er meget nemmere med mobiltelefoner... Om ikke andet så fandt vi ham og tilbaragte dagen ved de undergunds opvarmede vandhuller der er i parken. Vi holdt os dog til det aller klareste vand for der er begyndt at komme krokkedille advarsler over alt. Ferskvands krokkedillerne (også kaldet 'Freshies' af de lokale) gør tilsyneladende ikke noget med mindre man irretere dem, men saltvands krokkedillerne (som trods navnet stadig findes i saltvand og bliver kaldet 'salties') er agrassive og venter gerne på lur for en bid menneske. De er åbentbart også ret kloge og hvis man slår lejr i nærhenden af vandet og henter vand fra det samme sted, så vil de opservere de første dage og så på tredje eller fjerde dagen ligger de på lur og venter på dig. Og når man hører alle de historier kan man da heller ikke lade være med at blive en smule nervøs. Nå men vi tog fra Mathranka, hvor der stod en backpacker og blaffede så ham tog vi da med. Han hed Jonas og var fra Tyskland og var på vej til Darwin så vi kunne da give ham et lift til Kathrine. Et hurtigt stop i Kathrine Gorge og så ellers videre til Kakadu national park som åbentbart er sted at se omkring Darwin. Desværre var meget af det lukket eller kun tilgængeligt med 4 hjulstræk men de steder vi kunne komme til var da meget flotte. Vandfald og små vandhuller som man altid var en smule bange for at svømme i. Og så var der også nogle hulemalerier fra aborigines som sikkert var ganske interessante for folk der kan lide sådan noget. Jeg syntes nu det var ret kedeligt. Aftnerne blev brugt på at finde de lange bukser, sokker og hættetrøjer frem, ikke fordi det var koldt for det var det bestemt ikke, men fordi der var så utrolig mange myg. Fuldstændig dumt mange og hvis man ville have en nogenlunde rolig nat uden at blive spist, var alternativet at lukket hele bilen ned og så koge derinde for det kølede aldrig rigtig ned. Det blev nogle lange dage og med de lange gåture i den bagende sol i løbet af dagen, blev vi alle ret udmattede. Dog ikke så meget at vi ville opgive den sidste national park på turen, nemlig Litchfield. Det betød dog også at vi var nød til at leje bilen en ekstra dag men det var heldigvis ikke noget problem. Så vi tog til Litchfield hvor der er en masse helt fantastisk vandfald og alle rimelig nemt tilgængelig hvilket vi vidst alle havde brug for. Der var dog en af turene hvor man kunne gå i et loop ved at følge vandet. Vi missede dog stien der lede tilbage og endte op på lidt af en jungle tur. Ikke helt betrykkende når der er 10 cm store edderkopper rundt omkring, iler og hvem ved hvor mange slanger. Vi overlevede da heldigvis alle sammen og var enige om at det havde været gåturen værd alligevel. Den sidste morgen blev så brugt ved at af vandfaldende får turen gik det sidste stykke mod Darwin. Efter en grundig vask af bilen og den triste erkendelse at min telefon nok ikke er til at finde igen, fik vi afleveret bilen og er nu tilbage på gåben og offentligt transport. Og dermed sluttede vores roadtrip Perth-Broome-Alice Springs - Darwin, med 12 000 km kørt og hvem ved hvormange km gået, klatret og svømmet. En fantastisk tur med smukke steder og hyggelige mennesker. Nu er vi så i Darwin og det betød jo selvfølgelig at Nina og jeg ville ud og så på byen i går aftes. Drengene blev tilbage på hostlet, men vi havde en super aften hvor vi mødte Jonas som har fået et job med at kører cykel taxa. Så fik vi da lige et gratis lift til en bar hvor i hel tilfældigt møder en af de franskmænd som vi møde i starten af vores tur, og som Nina rejste med til at starte med. Og den tyske Sebastian fra Working Hostlet i South Australia var der lige pludselig også. Vi vidste godt de ville være i Darwin men ikke på den bar den aften. Og stadig hvad er chancen for at møde folk igen. Tilsynelandende stor. Nå men nu er tiden så komme til at udforske Darwin og finde en måde at bruge de sidste uger før turen går hjem igen. Forhåbentlig bliver det en god sidste måned.
Så er det blevet torsdag og målet Darwin er endelig nået. Efter vi forlod The Red Center kørte vi den lange vej op igen og havde aftalt at mødes med Stephen på en camping plads i Matharanka national park. Da der ikke var nogen af os der havde mobil dækning skulle det dog vise sig at være lidt svære end først planlagt. Han kunne være på to forskellige pladser og efter at have tjekket den ene ud var det ved at blive mørkt. Og det der med at kører i tusmørke er ikke den bedste ide for der er kænguroer over alt. Det skulle dog også end med at Nina, der på daværende tidspunkt var chauffør, ramte en sød lille Roo. Heldigvis skete der ikke noget med bilen eller os så det var bare den lille stakkel der måtte lade livet. Da vi så opdagede at vi faktisk var kørt til en helt forkert campingplads og Stephen nok var i den anden ende, gav vi op og besluttede at vi måtte finde ham morgenen efter. På vores campingplads var der tilmed live guitar- og didiridoomusik så vi havde en rigtig hyggelig aften. Morgen efter kørte vi så til den anden camping plads og der var der et grøn telt med en britte. Jeg må nu sige at altig er meget nemmere med mobiltelefoner... Om ikke andet så fandt vi ham og tilbaragte dagen ved de undergunds opvarmede vandhuller der er i parken. Vi holdt os dog til det aller klareste vand for der er begyndt at komme krokkedille advarsler over alt. Ferskvands krokkedillerne (også kaldet 'Freshies' af de lokale) gør tilsyneladende ikke noget med mindre man irretere dem, men saltvands krokkedillerne (som trods navnet stadig findes i saltvand og bliver kaldet 'salties') er agrassive og venter gerne på lur for en bid menneske. De er åbentbart også ret kloge og hvis man slår lejr i nærhenden af vandet og henter vand fra det samme sted, så vil de opservere de første dage og så på tredje eller fjerde dagen ligger de på lur og venter på dig. Og når man hører alle de historier kan man da heller ikke lade være med at blive en smule nervøs. Nå men vi tog fra Mathranka, hvor der stod en backpacker og blaffede så ham tog vi da med. Han hed Jonas og var fra Tyskland og var på vej til Darwin så vi kunne da give ham et lift til Kathrine. Et hurtigt stop i Kathrine Gorge og så ellers videre til Kakadu national park som åbentbart er sted at se omkring Darwin. Desværre var meget af det lukket eller kun tilgængeligt med 4 hjulstræk men de steder vi kunne komme til var da meget flotte. Vandfald og små vandhuller som man altid var en smule bange for at svømme i. Og så var der også nogle hulemalerier fra aborigines som sikkert var ganske interessante for folk der kan lide sådan noget. Jeg syntes nu det var ret kedeligt. Aftnerne blev brugt på at finde de lange bukser, sokker og hættetrøjer frem, ikke fordi det var koldt for det var det bestemt ikke, men fordi der var så utrolig mange myg. Fuldstændig dumt mange og hvis man ville have en nogenlunde rolig nat uden at blive spist, var alternativet at lukket hele bilen ned og så koge derinde for det kølede aldrig rigtig ned. Det blev nogle lange dage og med de lange gåture i den bagende sol i løbet af dagen, blev vi alle ret udmattede. Dog ikke så meget at vi ville opgive den sidste national park på turen, nemlig Litchfield. Det betød dog også at vi var nød til at leje bilen en ekstra dag men det var heldigvis ikke noget problem. Så vi tog til Litchfield hvor der er en masse helt fantastisk vandfald og alle rimelig nemt tilgængelig hvilket vi vidst alle havde brug for. Der var dog en af turene hvor man kunne gå i et loop ved at følge vandet. Vi missede dog stien der lede tilbage og endte op på lidt af en jungle tur. Ikke helt betrykkende når der er 10 cm store edderkopper rundt omkring, iler og hvem ved hvor mange slanger. Vi overlevede da heldigvis alle sammen og var enige om at det havde været gåturen værd alligevel. Den sidste morgen blev så brugt ved at af vandfaldende får turen gik det sidste stykke mod Darwin. Efter en grundig vask af bilen og den triste erkendelse at min telefon nok ikke er til at finde igen, fik vi afleveret bilen og er nu tilbage på gåben og offentligt transport. Og dermed sluttede vores roadtrip Perth-Broome-Alice Springs - Darwin, med 12 000 km kørt og hvem ved hvormange km gået, klatret og svømmet. En fantastisk tur med smukke steder og hyggelige mennesker. Nu er vi så i Darwin og det betød jo selvfølgelig at Nina og jeg ville ud og så på byen i går aftes. Drengene blev tilbage på hostlet, men vi havde en super aften hvor vi mødte Jonas som har fået et job med at kører cykel taxa. Så fik vi da lige et gratis lift til en bar hvor i hel tilfældigt møder en af de franskmænd som vi møde i starten af vores tur, og som Nina rejste med til at starte med. Og den tyske Sebastian fra Working Hostlet i South Australia var der lige pludselig også. Vi vidste godt de ville være i Darwin men ikke på den bar den aften. Og stadig hvad er chancen for at møde folk igen. Tilsynelandende stor. Nå men nu er tiden så komme til at udforske Darwin og finde en måde at bruge de sidste uger før turen går hjem igen. Forhåbentlig bliver det en god sidste måned.
tirsdag den 7. maj 2013
Red Center Express
Onsdag den 7. maj 2013
Det der med at lægge langsigtede planer i Australien er bare ikke muligt. Og når jeg siger langsigtet mener jeg mere end to dage frem. For en uge siden var planen at tage til Kathrine og så gennem national parkerne op til Darwin. Nu var det bare sådan et det der med at bruge 14 dage på en så forholdsvist lille strækning ikke syntes eventyrlig nok, så da vi kom til Kathrine besluttede vi at lave en lille detour til Alice Springs for at se ayers rock og Kings canyon. Det er kun omkring 1000 km hver vej så det er jo ikke noget problem. Stephen syntes dog det var for meget og han ville hellere hike rundt i Kathrine national park, så vi aftalte at mødes med ham igen når vi kom op og så kunne vi jo tage gennem Kakadu sammen. Så Nina, David og jeg fik fornyet alle forsynningerne og så stod den ellers på næsten to hele dages kørsel. Jeg tror alrig jeg har kørt nogen steder hvor det var nødvendigt at fylde tanken op fire gange. To af gangene var det dog kun en halv tank men man må da sige vi er heldige med at benzin i det mindste er billigere her end i Europa. Første nat brugte vi i Tennent Creek, en by med en stor procentdel Aborigines og det var en lidt speciel oplevelse. Da vi ankom var den omkring 19:30 og de var blevet mørk. Gaderne var fyldt med folk og der var ikke en eneste hvid at spotte. De fleste af de voksne var også fulde og det gjorde det måske lidt skræmmende. Nå ja de har jo aldrig gjort os noget og vi skulle da også have en oplevelse ud af det, så vi kørte til bottle shoppen og var de eneste hvide i køen. Meget spøjst men vi fik købt nogle øl og hyggede os ellers på campimgpladsen bagefter. Næste da stod igen på kørsel og efter lang tid kom vi da endelig tæt på Ayers rock og på tredje dagen lykkes det os endelig at komme hele vejen. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet. En meget stor sten midt igenting tror jeg. Og det var en stor sten midt i ingenting men det var langt mere imponerende end jeg havde regnet med. Vi gik også en tur op på toppen og selvom vi godt kunne se det var en stejl skråning blev vi dog ret overraskede og det var måske en smule mere udfordrende end i hvert fald Nina og jeg havde forventet. David var selvfølgelig ude af syne efter en 10 minuttes tid. Men vi fik da kæmpet os op og da vi er ved at nå toppen blever vi mødt af en Australier på vej ned som smilende fortæller os at nu er vi næsten halvvejs. Haha tænker vi meget morsomt. Det vidste sig dog at han havde ret. Heldigvis var den sidste halvdel ikke helt så hård og da vi endelig kom op på toppen var det da også det hele værd. En fantastisk flot udsigt med 360 graders udsyn til en hoisont der bare består af faldt land og intet andet bortset fra et bjerg hist og her. Da vi fik revet os løs og kom ned uden skrammer fortsatte vi til Kata Tjuta som var lidt det samme. Ved solnedgang kørte vi tilbage og nød at se den store røde sten skifte farve.
Næste dag stod så på Kings Canoyn hvilket også var et helt fantastisk sted. Så snart vi slap væk fra turist gupperne kunne vi rigtig nyde den storslåede natur. Det er virkelig svært at beskrive det men bestemt et besøg værd. Så bruge vi en dag i West MacDonnell national park med flere gå ture i et helt fantastisk landskab. Vi var tilmed så heldige at se vilde heste, dingoer og kameler og selvfølgelig kænguruer. Heldigvis ramte vi ikke nogle af dem selvom de var tæt på et par gange. I dag tog vi så de sidste stop i West MacDonnall og så gik turen ellers nord på igen. Så nu sidder vi igen i Tennent Creek og er forundrede over hvor meget vi har set på så få dage men også glade for at vi gjorde det for det er et helt fantastisk sted og et af de smukkeste steder i Australien så langt. I morgen går turen op til Matharanka hvor vi mødes med Stephen igen og så er der eller de sidste national parker før bilen skal afleves i Darwin den 14. Så langt så godt og man må sige det er noget af en tur hvor vi nu har rundet 10.000 km mærket. 7 dage igen og en masse eventyr forude.
Det der med at lægge langsigtede planer i Australien er bare ikke muligt. Og når jeg siger langsigtet mener jeg mere end to dage frem. For en uge siden var planen at tage til Kathrine og så gennem national parkerne op til Darwin. Nu var det bare sådan et det der med at bruge 14 dage på en så forholdsvist lille strækning ikke syntes eventyrlig nok, så da vi kom til Kathrine besluttede vi at lave en lille detour til Alice Springs for at se ayers rock og Kings canyon. Det er kun omkring 1000 km hver vej så det er jo ikke noget problem. Stephen syntes dog det var for meget og han ville hellere hike rundt i Kathrine national park, så vi aftalte at mødes med ham igen når vi kom op og så kunne vi jo tage gennem Kakadu sammen. Så Nina, David og jeg fik fornyet alle forsynningerne og så stod den ellers på næsten to hele dages kørsel. Jeg tror alrig jeg har kørt nogen steder hvor det var nødvendigt at fylde tanken op fire gange. To af gangene var det dog kun en halv tank men man må da sige vi er heldige med at benzin i det mindste er billigere her end i Europa. Første nat brugte vi i Tennent Creek, en by med en stor procentdel Aborigines og det var en lidt speciel oplevelse. Da vi ankom var den omkring 19:30 og de var blevet mørk. Gaderne var fyldt med folk og der var ikke en eneste hvid at spotte. De fleste af de voksne var også fulde og det gjorde det måske lidt skræmmende. Nå ja de har jo aldrig gjort os noget og vi skulle da også have en oplevelse ud af det, så vi kørte til bottle shoppen og var de eneste hvide i køen. Meget spøjst men vi fik købt nogle øl og hyggede os ellers på campimgpladsen bagefter. Næste da stod igen på kørsel og efter lang tid kom vi da endelig tæt på Ayers rock og på tredje dagen lykkes det os endelig at komme hele vejen. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet. En meget stor sten midt igenting tror jeg. Og det var en stor sten midt i ingenting men det var langt mere imponerende end jeg havde regnet med. Vi gik også en tur op på toppen og selvom vi godt kunne se det var en stejl skråning blev vi dog ret overraskede og det var måske en smule mere udfordrende end i hvert fald Nina og jeg havde forventet. David var selvfølgelig ude af syne efter en 10 minuttes tid. Men vi fik da kæmpet os op og da vi er ved at nå toppen blever vi mødt af en Australier på vej ned som smilende fortæller os at nu er vi næsten halvvejs. Haha tænker vi meget morsomt. Det vidste sig dog at han havde ret. Heldigvis var den sidste halvdel ikke helt så hård og da vi endelig kom op på toppen var det da også det hele værd. En fantastisk flot udsigt med 360 graders udsyn til en hoisont der bare består af faldt land og intet andet bortset fra et bjerg hist og her. Da vi fik revet os løs og kom ned uden skrammer fortsatte vi til Kata Tjuta som var lidt det samme. Ved solnedgang kørte vi tilbage og nød at se den store røde sten skifte farve.
Næste dag stod så på Kings Canoyn hvilket også var et helt fantastisk sted. Så snart vi slap væk fra turist gupperne kunne vi rigtig nyde den storslåede natur. Det er virkelig svært at beskrive det men bestemt et besøg værd. Så bruge vi en dag i West MacDonnell national park med flere gå ture i et helt fantastisk landskab. Vi var tilmed så heldige at se vilde heste, dingoer og kameler og selvfølgelig kænguruer. Heldigvis ramte vi ikke nogle af dem selvom de var tæt på et par gange. I dag tog vi så de sidste stop i West MacDonnall og så gik turen ellers nord på igen. Så nu sidder vi igen i Tennent Creek og er forundrede over hvor meget vi har set på så få dage men også glade for at vi gjorde det for det er et helt fantastisk sted og et af de smukkeste steder i Australien så langt. I morgen går turen op til Matharanka hvor vi mødes med Stephen igen og så er der eller de sidste national parker før bilen skal afleves i Darwin den 14. Så langt så godt og man må sige det er noget af en tur hvor vi nu har rundet 10.000 km mærket. 7 dage igen og en masse eventyr forude.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)