Ude godt men hjemme bedst

Torsdag den 20. juni 2013

Jeg er nød til at få rundet den her blog ordentlig af. Den blev ikke sluttet på en ordentlig måde så her kommer lige et sidste indlæg.

I torsdags tog jeg til lufthavnen og fik lige lagt et indlæg op får jeg gik ombord på flyet. Det første fly til New Delhi var ikke fantastisk men jeg faldt heldigvis i søvn det meste af vejen. Da vi kom til New Delhi begyndte balladen så. Jeg havde fået en mail af min far hvor der stod at jeg ikke skulle bruge et visa så længe jeg blev i lufthavnen. Fint så jeg skulle bare finde mit fly til Bruxelles. Jeg kommer ud hvor der er et skilt med ”inernational transfer” en vej eller ”domestic transfer” og ”bagage” en anden vej. Da jeg så prøver at gå gennem døren til internationalt transfer bliver jeg stoppet af en af stewardesserne som siger jeg skal gå den anden vej, altså ud. Da jeg prøver at forklarer hende at jeg skal til Europa siger hun jeg skal gå hen og få et visa. Men det havde jeg jo fået at vide at jeg ikke skulle. Nå men inden jeg kunne nå at diskutere for meget med hende ringer hendes telefon og mens hun snakker, kommer der to stewardesser ud af døren til den internationale transfer, så jeg skynder mig igennem inden døren lukker igen.  Så skulle jeg så have mine ting gennem security  og det skulle selvfølgelig gøre kønsopdelt.. og alle skulle kropsvisiteres så det tog en evighed. Pas blev tjekket og jeg kom endelig igennem. Nå så ud til gaten og så kunne jeg side og kukkelure der en times tid til de ville lukke os ind. Igen skulle tasker skannes og pas tjekkes. Så kunne jeg da sove lidt ved gaten til vi begyndte at borde. Her tjekkede de så kun bordingkort og jeg nåde lige at ånde lette op før jeg kom ned til flyet. Her stod de så igen og tjekkede pas. Jag gav ham mit og da han så jeg kom fra Singapore blev jeg bedt om at stille mig over i en anden kø. Jeg spurgte en af de andre om han vidste hvad der foregik. Han sagde at de bare skulle tjekke at vores visa var i orden. Der begyndte mit hjerte så at slå lidt hurtigt for jeg havde jo ikke noget visa. Det havde jeg fået at vide at jeg ikke behøvede. Det ville godt nok være træls at blive nægtet adgang til flyet og så specielt når jeg nu var så tæt på at jeg kunne kigge ind. Heldigvis var der ikke noget galt og jeg blev lukket ind og fandt endelig min plads. Fin flyve tur og i Bruxelles gik alting fuldstændig problemfrit. Jeg skulle flyve med et lille fly til 35 personer hjem og der blev serveret danske rundstykker på flyet. Det er det bedste rundstykke jeg nogensinde har fået og jeg kunne mærke hvordan sommerfuglene blev flere og flere som vi nærmede os og da jeg så det første Dannebrog måtte jeg erkende at selvom Australien havde været fedt havde jeg savnet Danmark. Jeg landede og fandt ud af at min taske var endt et eller andet sted mellem Singapore og Billund så den måtte de komme med senere. Og så gik jeg ellers ud for at sige hej til mine forældre. Eller det var i hvert fald dem jeg troede ville være der. Det var de også men der var og 4 af vennerne og min morfar og Kristen. De stod alle og vinkede med flag. Sikke en velkomst. Da jeg så kom hjem ventede naboerne også udenfor for at ønske mig velkommen hjem. Og indenfor var der telt i haven og et langt bord i stuen som var fint dækket op. Da jeg spurgte hvem min mor havde inviteret eller hvor mange der kom, fik jeg bare at vide at det vidste hun ikke. Så i løbet af hele aftenen kom venner og naboer dumpende og vi endte med at være næsten 40. Selv Ida, Tobias og Mikkel var kommet hele vejen fra Sjælland for at ønske mig velkommen hjem. Det er fantastisk at have sådan nogle gode venner og det var så dejligt at se alle folk igen, og det er stunder som dem der gør at man kan nyde at tage af sted og opleve utrolige ting og møde mange dejlige folk, men det er nu federe når man ved at man kan komme hjem til dette lille fantastiske land. Australien var en fed tur og måske det bedste år i mit liv. Jeg har nydt det hele og gør det måske igen en dag men at komme hjem har været lige så fantastisk en oplevelse som at være af sted. 

Nu har jeg så været hjemme et par dage og er ved at vende mig til det hele igen. Det gik overraskende net at vende tilbage til dansk og alting følelses som da jeg tog af sted. Det er kun når jeg kigger på billederne eller hører en sang jeg hørte dernede at det virkelig går op for mig at jeg har været væk. Det er nok også fint nok for så har jeg en sommerferie til bare at slappe af før jeg skal starte på mit studie. Det er rart der lige er en pause mellem to store kapitler i livet. Der er en del der siger at jeg kommer til at kede mig og det er måske rigtigt men så må jeg jo bare på nogle Europa ture og besøge nogle af dem jeg har mødt. Det behøver jo ikke være den halve vej rundt om jorden for at være spændende. Nå man i hvert fald er jeg hjemme i god behold efter et fantastisk tur som jeg aldrig vil glemme.

Og med det vil jeg sætte det sidste punktum og lukke bogen om mit eventyr i Australien.

Shop + Spis + Shop + Spis = Singapore

Torsdag den 13. juni 2013

Så fik jeg også overlevet 3 dage i Singapore og sikke en by. Ud over at have skyskrapre og kunstige parker som alle storbyer jo skal have er det et fantastisk sted at spise ude og så er det en shoppe by med stort s. Når selv jeg kan bruge tre dage på ikke at lave ret meget andet end at shoppe må der være noget om det. Jeg har travet gade op og gade ned og været inde i utallige shoppe centre. Noget alle bruns galleri eller margasin bare en 10 gange større og når det ene holder op begynder det næste. Og går man Orchard st. finder man alle de store mærker liggende side om side. Gucci, Loius Vitton, Armani, Rolex osv. osv. Jeg skulle da selvfølgelig lige prøve at gå ind i Prada for nu var jeg der jo. Eller det va det jeg tænkte jeg ville da jeg gik rundt den første dag. Men hver gang jeg kom tæt på en af butikkerne kunne jeg lige som godt mærke at jeg ikke var klædt på til det. Meget mærkelig følelse men om ikke andet fik jeg sat standarten op til i dag og jeg var pænere i tøjet i dag end jeg har været til mange fester i Australien. Det siger nu heller ikke så meget for de fleste af festerne var rimlig afslappede i dress code. Men i hvert fald fik jeg taget mig sammen og blev lukket i af dørmanden og der var straks en expedient - iført hansker - klar til at vise mig hvad jeg nu ville se. Jeg spurgte efter en lille pung for sådan en havde min mor snakket om. Hun fandt en frem og jeg fik efter en lille tøven lov at undersøge den i egne hænder. Det er nu et underligt koncept for selvom den ikke var specielt pæn eller noget havde jeg nu alligevel lidt lyst til at eje den. Men da jeg fik prisen gav jeg hende den pænt tilbage igen. 750 dollars er måske ikke forfærdelig meget men det er stadig mange penge at give for en lille metal plade med fem bogstaver ingaveret. For sådan er det jo md mærkevarer. Det er navnet man køber dem for og ikke så meget andet. Nå jeg luskede stille ud igen og fortsatte med at shoppe i den lidt billigere ende. Eller det vil sige meget billigere for jeg tog til Little India og shoppede lidt videre der før jeg tog tilbage til hostlet og pakkede alle inkøbne ned og tog mod lufthavnen. Men nu springer jeg jo en masse over. Hvis jeg nu starter igen og denne gang fra starten så ankom jeg til Singapore omkring kl. 22. Jeg var ret udkørt og ville egentlig bare gerne finde mit hostle. Jeg kiggede på taxa priser for de skulle tilsyneladende være billige, men til 35 dollars besluttede jeg at se om jeg ikke kunne finde et tog der stadig kørte. Og det kunne jeg heldigvist godt, endda til den sølle sum af 2,19 dollars. Efter en halv time i tog fandt jeg hurtigt hostlet der ikke lå langt fra stationen. Jeg fik anvist en seng, som mere lignede en hylde ind i væggen, magen til de 18 andre hylder der var på sovesalen. Hver hylde havde så et lille gardin så man kunne få hhv. klaustrofobi eller semi-privathed alt efter hvordan man ser på det. Jeg gik dog ud som et lys. Næste morgen tog jeg til Orchard st. første gang oplevede den utrolige shoppekultur som Singapore har. Jeg ramte så også Singapore lige midt i det årlige "Great Singapore sale" så det var jo god timing. Efter at have gået rundt i 4 timer - og ikke engang have set halvdelen af gade - gav jeg op og tog videre til Chinatown. Der gik jeg rundt og kiggede lidt på templer og flere butikker. Denne gang dog på et mere marked og turist niveau. Da det var blevet mørkt tog jeg ned til vandfronten og kiggede på skylinen, den mæreklige bro jeg har glemt hvad hedder, Merlion (som er en statue af en fiskekrop og et løvehoved der spytter vand..) og et flot springvandsshow. Efter det var jeg blevet godt trær af at trave rundt og tog tilbage. Onsdag blev så brugt først i den musliske del af byen og med at kigge på mosker derefter en tur til Gardens on by the bay som er en meget speciel park hvor hver eneste blomst og blad er planlagt. En smule for meget hvis i spørger mig men Singapore er i det hele taget meget planlagt så det passede ind i stilen. Om aftenen tog jeg så til Little India hvor jeg gik helt shop amok. Normalt tager jeg nok på en shoppe tur en tre gange om året. Jeg har ikke rigtig været ude og shoppe i australien så det hele kulminerede lige i de her dage. Men ømme fødder, ryg og skuldre efter både at have travet rundt men også efter at have gået rundt med min rygsæk besluttede jeg også med mig selv atjeg fortjente en massage. Så jeg fandt en thai masør og blev ældet godt igennem. Da vi var ved at være fædige tog hun så også lige og knækkede samtlige af mine ryghvivler. Det kom bag på mig og det er en forfærdelig lyd at få knækket nakken men bagefter havde jeg det helt fantastisk. Jeg endte endda også med at gå på resturent for det var jo min sidste dog og mad meget billigt hernede. Og så er byen jo også kendt for sine mange asiatiske køkner og jeg har aldrig fået så lækker asiatisk mad til så få penge. Der var gratis morgenmad på hostlet bestående af hvidt toast eller coco pups så stort set måltider blev indtaget i diverse foodcouts rundt omkring og hvad jeg har fåe er jeg ikke helt sikker på men det smagte godt. Nå men i går aftes spiste jeg altså på resturent og det var rigtig lækkert. Lidt mere shopping og så gik turen ellers hjem igen. Og ja så startede jeg jo med at beskrive idag. Så alt i alt er vi tilbage til at jeg nu sidder i lufthavnen og venter på mit fly til New Delhi. Der har jeg så en tre timers venten før jeg flyver til Belgium og så endelig hjem til lille dannevang. Det bliver en lang flyvetur men med et par film undervejs og en morfar eller fem skal det nok gå og før jeg ved af det er jeg på dansk jord igen.

Farvel til Australien, goddag til Singapore

Mandag den 10. juni

Så blev de sidste dage i Australien brugt. Et par dage på mango farmen men en hyggelig afskeds bbq og så ellers et lift tilbage til Darwin lørdag hvor jeg mødte Nina om aftenen. Hun arbejder i en bar og ville have fri omkring kl. 22 så vi besluttede at gå i byen når hun var færdig. Imens jeg sad og ventede faldt jeg i snak med nogle australske fyre og det endte med at vi alle sammen festede til den lyse morgen. Søndag tog Nina og jeg ned til den mini strand der er nede ved havnen og brugte hele dage med bare at dase i solen. Om aftenen tog hun på arbejde og jeg mødes med Tom som jeg mødte i Perth og chillede med ham et par timer. I dag har jeg så ikke lavet så meget. Nina havde fri igen så vi tullerede lidt rundt men jeg skulle med en shuttle bus til lufthavnen kl. 15 så det blev lidt til en mærkelig tid hvor man engentlig bare var i vente-mode. Men det var okay for det gav mig en chance for at tænke hele min tur igennem. Og sikke en tur det har være. Stort set hele Australien rundt og med en masse oplevelse og udfordringer undervejs. Jeg har virkelig nyd det og kan slet ikke forstå det er ovre. Det er omtrent lige så mærkeligt som følelsen af at tage afsted. Jeg har mødt så mange mennesker, både de gode og de træls men heldigvis flest rare og jeg håber meget jeg får tid til at besøge dem og dem jeg. Om ikke andet så har det været et fantastisk eventyr som jeg aldrig vil glemme. Men helt slut er det jo ikke for nu har jeg et lille stop her i Singapore til på torsdag hvor snudens så vendes helt hjem. Det skal nok blive nogle interessante dage og forhåbentlig et godt punktum på en lang rejse.

Har du nogensinde klappet en bøffel?

Onsdag den 5. juni 2013

Det er utroligt som tiden flyver når man kommer ind i en rytme. Ugen er blevet brugt på at beskærer en masse mango træer men der er da også sket lidt forskelligt andet. Søndag morgen kom en af Plucka's (ham der ejer gården) venner Lis og hentede mig. Plucka og Tammy havde overnattet hos nogle venner, men søndag morgen skulle Plucka være slagter og det skulle jeg da selvfølgelig se. Lis tog mig ud til gården hvor Plucka ventede. Der tog bondemanden eller traktoren og et gevær og så kørte han ud på marken for at skyde en bøffel. Jep ikke en ko eller gris men en bøffel. Den første ramte han forbi men den anden faldt på stedet efter det meget høje smæld fra geværet. Plucka var hurtgt over den og skar dens hals op så blodet kunne løbe ud. De andre bøfler var vidst ikke helt med på hvorfor den nu ikke rejste sig op igen og kom da også hen til os for at se hvad vi havde gang i. Godt nok er de mindre end køer men med et hornparti på over en meter i breden, var det nu en smule skræmmende da de kom helt hen og snusede til en. Men de gjorde heldigvis ikke noget og den døde bøffel blev ellers fragtet tilbage til gårdspladens på traktoren, hængende i det ene bagben. Det var et ret komisk syn. Der begyndte Plucka så at slagte den. Jeg havde godt nok set ham slagte geder weekenden før men det var nu stadig imponerende med sådan et stort dyr. Han var utrolig hurtig og efter 20 min hang der fire store stykker bøffel henne ved kølerummet. Jeg vidste godt at kroppen stadig kan få krampetrækninger når dyret er dødt, men det var stadig fasinerende at se hvordan musklerne bevægede sig længe efter bøflen var død. Specielt fordi der ikke var nogen hud på musklerne. Man kunne ret faktisk se dem trække sig sammen.

Efter den første bøffel kørte bondemanden tilbage for at få ramt på den anden der havde undsluppet. Det var dog ikke så nemt som man skulle tro, og det tog 12 ekstra skud af få den nedlagte. Men så var den også helt død. På rekorttid fik Plucka den slagtet og op at hænge ved siden af den anden. På dette tidspunkt var det ikke kun gårdens hunde der havde lugtet kødet men hundrede vis af høge fløj rundt over hovederne på os. Store flotte rovfulge som håbede på en lille bid mad. De blev dog skuffede for hundene vogtede alle resterne godt og det var kun de aller drististe der fik en bid mad. Før vi tog afsted skulle jeg da lige se den baby ged de håndfodrede. Den var kun to uger gammel og urtolig nusser.

Hen af eftermiddagen tog Wayne (en af dem der bor til leje på gården) mig med til den Wildlife park der ligger lige i nærheden. Dingoer, wallabies og emuer har jeg set men de havde en stor saltvandskrokkedille og jeg må sige at selvom det for det meste er sjovere at se de vilde dyr var det en jeg ikke havde lyst til at møde i det fri. Kæmpe stor med et enormt kæbeparti der lover at hvis du først sidder fast der så kommer du ikke fri igen. Jeg var pludselig meget glad for glas vægen mellem os. Ud over den var der også den berømte Barramundi som de alle snakker om, wiprays, sværfisk og en hel del mere så det var en god tur.

Mandag og tirsdag gik med små job og beskæring af træer og i dag kom Debby tilbage fra Bali så jeg fik tidligt fri. Alle havde fået en smule og drikke og synes det var en super ide at tage ned på pubben for at se om de havde vundet i lotto. Da alle havde fået noget at drikke blev jeg pludselig chauffør i Tammys brors kæmpe bil. Det i sig selv var udfordring nok. Ellers det troede jeg. Nu er det ikke fordi jeg har kørt så fantastisk meget men normalt plejer folk at lade mig være i fred eller max en der leger bagsæde chauffør. Nu havde jeg pludselig 6 halvfulde folk der alle synes de skulle give gode råd til hvordan man kører en bil med manuele gear. Jeg tror aldrig jeg har været så forvirret på så kort en kører tur, men vi kom da sikkert frem og da vi skulle tilbage var en af de andre taget en anden vej hjem, og jeg havde kun 5 der prøvede at guide. Nå ja frem og tilbage uden problem og lige i tiden til State of Origin ruby kampe. Jeg har ikke helt forstået reglerne men det var meget hyggeligt at se kampen alligevel, specielt fordi halvdelen af dem holdte med Queensland og den anden halvdel med New South Wales. Det endte med at New South Wales vandt og det har de vidst ikke gjort i 7 år. Men det er vidst en bedst ud af tre turnering så helt vundet har de ikke endnu. Men en god uge har det i hvert fald været og det regner jeg med at de sidste dage også bliver. Jeg tager afsted herfra på lørdag og så ellers videre til Singapore mandag. Jeg kan slet ikke tro at jeg har mindre end en uge tilbage i dette dejlie land.

Mangoer og edderkopper

Onsdag den 29. maj 2013

Så har jeg tilbragt en uge på en mango farm. Her er dejligt stille og fredeligt i sammenligning med byerne og det er rart at vide nogenlunde hvad man skal foretage sig hver dag efter det lange roadtrip. Jeg savner dog lidt unge mennesker for her er alle over 40. Men det er nu okay for de er alle mægtigt flinke. I går havde jeg en kæmpe huntsman edderkop inde på mit værelse. Den var vel på størrelse med en tekop og bevægede sig utroligt hurtigt. Kylling som jeg var måtte jeg over i tv stuen og spørge Jimbo om han ikke nok ville komme og slå den ihjel. Jeg behøvede ikke sige ret meget før han bare rejste sig og gik med. Et hurtigt dask og så tilbage og se tv. Det virkede bestemt ikke som første gang han måtte komme en ynklig backpacker til hjælp men han smilede bare og sagde at det da altid var noget at jeg ikke havde skreget. Også i de mango træer jeg beskærer er der store edderkopper. De sidder heldigvis i spind så de bliver hvor de er. Og på trods af deres størrelse er de vidst heller ikke farlige. Men jeg synes nu ikke jeg vil tage chancen så jeg holder mig så meget på afstend som jeg nu kan. Desværre skal man jo tæt på træet for at kunne beskærer de så helt slipper jeg ikke. Farligere er de brune slanger som også er i området og som ligerne grene der ligger på jorden. Heldigvis er jeg ikke stødt på nogle af dem endnu men jeg tager dog trofast min lille lygte med ud hvis det er bare en smule mørket, for de er dødelige og nu har jeg jo næsten overlevet et helt år i dette farlige land så det ville da være en skam hvis der skulle ske noget nu. Det største problem lige nu er dog også at få den stædige mandelfarmer jeg arbejdede for over julen til at sende mig nogle papirer jeg skal bruge for at kunne få min skat tilbage. Det er lidt noget bøvl men jeg tror - måske lidt naivt - på at det kan lade sig gøre. Ellers går dagene stille og roligt. Jeg hører jordens søjler på lydbog for jeg er blevet træt af musik men det er nu en god måde at få tiden til at gå med det ensformige arbejde. I det mindste er vejret godt og ikke for varmt og Plucka har lovet at tage mig med til den lille ekstra egendom de har hvor der er kvæg. Der er vidst ikke forfærdelig meget der skal gøres men lidt er bedre end igenting. En af hønsne har fået kyllinger og i går fik jeg ikke lukket kalkunerne ind før det blev mørkt og så nægtede de purere at gå nogen steder for nu var det mørkt og så skulle man sove. Stædige kræ men for stor en mundfuld for slanger så den eneste farer var Gus, en af kvæg hundene som har en forsmag for kalkun. Han blev bundet efter en kort løbetur og så var alt ellers i orden. Hønsnene var da så fornuftige at gå tilbage til buret da det blev mørkt, så de var ikke noget problem. I morgen var det vidst noget med at en ko skulle slagtes og det er også en del af Pluckas mange jobs. I weekenden så jeg to geder blive skudt og slagtet men en ko er jo en del større så det skal nok blive interesant. Ellers går dagene stødt og jeg kan snart tælle dagene på to hænder til jeg flyver ud af landet. Nu gælder det bare om at få det sidste ud af det og nyde det australske land liv.

Downtown Darwin

Onsdag den 22. maj 2013

Ved nærmere efterforskning er jeg kommet frem til følgende konklussion. Darwin er en ganske fin by og der er alt hvad man behøver men så heller ikke mere. Det er faktisk en ret kedelig by hvis I spørger mig og selv her i tørkeperioden hvor det burde være udholdeligt vejr, er det stadig svært at tilbringe en hel dag udendørs uden at gemme sig i aircondisionede rum. Det er godt nok kun 35 grader men luftfugtigheden er så høj at selvom man bare står stille løber sveden af en. Jeg glæder mig efterhånden til at komme hjem til et land hvor man ikke har lyst til at tage et bad hvert 10 minut. Nå men der har da været gode ting ved Darwin. For eksempel var Sebastian jo også her og vi trosdag og lørdag sammen på hhv. strand-aften-marked og Italiensk festival. Festivallen var lidt speciel. Den bestod af en scene hvor der foregik noget semi-italiensk underholdning og så en masse madboder som hen af middags tid løb tør for både pasta og pizza. Men det var nu ganske hyggeligt alligevel. Markedet var også ganske godt og der var en hel del mere variation i boderne. Ellers er tiden blevet brugt med at chille på vores dejligt kølige væresle eller bare gå en tur i byen. Stephen tog afsted mandag så aftenen blev brugt på at hygge og sige farvel til ham. David skulle rejse tidligt onsdag morgen og Nina leder efter atbejde, så det var sådan set kun mig der stod uden plan. Jeg fandt et sted hvor de havde heste og kvæg og jeg brugte hele weekenden på at ringe til dem for at hører om jeg kunne komme ud og wwoofe for dem. Men der var ingen der svarede. Tirsdag gav jeg så op og begyndte at lede efter et andet sted. Det var der heller ikke meget held i så jeg begyndte at blive lidt skuffet. Jeg havde ikke rigtig lyst til at blive i Darwin mine sidste uger, for som sagt er det ikke vandvittigt spændende. Men så lige pludselig ud af det blå ringer min mobil (nej, jeg har ikke fået min kære smartphone tilbage, blot købt en alt for dyr skod telefon for det er jo svært at leve uden) og om det ikke er de folk jeg har prøvet at komme i kontakt med hele weekenden. De var da lige i byen så hvis jeg stadig manglede et sted at bo og kunne være klar på en halv time kunne jeg komme med dem nu. Det skulle de ikke sige to gange og en halv time senere sidder jeg i bilen på vej ud på landet igen. Det var en smule trist at skulle sige farvel til David og Nina med så kort varsel men sådan er det jo. Så det var i går. Nu sidder jeg ellers på et lille værelse i en kontruktion 20 meter fra huset. De er begge rigtig søde og de har nogle flere folk til at bo til leje så det er ikke fordi jeg mangler nogle at snakke med. Godt nok har de to egendomme og den her er ikke dem med kvæg og heste men en mango farm. Lidt en skuffelse men mon ikke jeg kommer med ned på den anden farm når der sker noget. Det er i hvert fald mit håb. Og selv hvis jeg ikke gør er det her bedre end at trilletommelfingre i Darwin. Arbejdet i dag har bestået i at bestille et par flybilletter, gøre mit værelse rent, lave flødekartofler og vaske op så det er jo heller ikke fordi jeg er over bebyrdet. Det skal nok blive nogle fine uger. Ud ovet det har jeg for første gang i næsten to måneder set regn i dag. Og det kunne man da kalde et skybrud. Det varede ca. 10 min og det stod bare ned i stænger og så var det ellers slut. Bagefter kom heden og luftfugtigheden tilbage og selvom jeg bare støvede af svedte jeg så meget at min trøje bogstavligt talt var gennemblødt. Jaja jeg er kommet til troperne.

Tilbage til civilisationen

Torsdag den 16. maj 2013

Så er det blevet torsdag og målet Darwin er endelig nået. Efter vi forlod The Red Center kørte vi den lange vej op igen og havde aftalt at mødes med Stephen på en camping plads i Matharanka national park. Da der ikke var nogen af os der havde mobil dækning skulle det dog vise sig at være lidt svære end først planlagt. Han kunne være på to forskellige pladser og efter at have tjekket den ene ud var det ved at blive mørkt. Og det der med at kører i tusmørke er ikke den bedste ide for der er kænguroer over alt. Det skulle dog også end med at Nina, der på daværende tidspunkt var chauffør, ramte en sød lille Roo. Heldigvis skete der ikke noget med bilen eller os så det var bare den lille stakkel der måtte lade livet. Da vi så opdagede at vi faktisk var kørt til en helt forkert campingplads og Stephen nok var i den anden ende, gav vi op og besluttede at vi måtte finde ham morgenen efter. På vores campingplads var der tilmed live guitar- og didiridoomusik så vi havde en rigtig hyggelig aften. Morgen efter kørte vi så til den anden camping plads og der var der et grøn telt med en britte. Jeg må nu sige at altig er meget nemmere med mobiltelefoner... Om ikke andet så fandt vi ham og tilbaragte dagen ved de undergunds opvarmede vandhuller der er i parken. Vi holdt os dog til det aller klareste vand for der er begyndt at komme krokkedille advarsler over alt. Ferskvands krokkedillerne (også kaldet 'Freshies' af de lokale) gør tilsyneladende ikke noget med mindre man irretere dem, men saltvands krokkedillerne (som trods navnet stadig findes i saltvand og bliver kaldet 'salties') er agrassive og venter gerne på lur for en bid menneske. De er åbentbart også ret kloge og hvis man slår lejr i nærhenden af vandet og henter vand fra det samme sted, så vil de opservere de første dage og så på tredje eller fjerde dagen ligger de på lur og venter på dig. Og når man hører alle de historier kan man da heller ikke lade være med at blive en smule nervøs. Nå men vi tog fra Mathranka, hvor der stod en backpacker og blaffede så ham tog vi da med. Han hed Jonas og var fra Tyskland og var på vej til Darwin så vi kunne da give ham et lift til Kathrine. Et hurtigt stop i Kathrine Gorge og så ellers videre til Kakadu national park som åbentbart er sted at se omkring Darwin. Desværre var meget af det lukket eller kun tilgængeligt med 4 hjulstræk men de steder vi kunne komme til var da meget flotte. Vandfald og små vandhuller som man altid var en smule bange for at svømme i. Og så var der også nogle hulemalerier fra aborigines som sikkert var ganske interessante for folk der kan lide sådan noget. Jeg syntes nu det var ret kedeligt. Aftnerne blev brugt på at finde de lange bukser, sokker og hættetrøjer frem, ikke fordi det var koldt for det var det bestemt ikke, men fordi der var så utrolig mange myg. Fuldstændig dumt mange og hvis man ville have en nogenlunde rolig nat uden at blive spist, var alternativet at lukket hele bilen ned og så koge derinde for det kølede aldrig rigtig ned. Det blev nogle lange dage og med de lange gåture i den bagende sol i løbet af dagen, blev vi alle ret udmattede. Dog ikke så meget at vi ville opgive den sidste national park på turen, nemlig Litchfield. Det betød dog også at vi var nød til at leje bilen en ekstra dag men det var heldigvis ikke noget problem. Så vi tog til Litchfield hvor der er en masse helt fantastisk vandfald og alle rimelig nemt tilgængelig hvilket vi vidst alle havde brug for. Der var dog en af turene hvor man kunne gå i et loop ved at følge vandet. Vi missede dog stien der lede tilbage og endte op på lidt af en jungle tur. Ikke helt betrykkende når der er 10 cm store edderkopper rundt omkring, iler og hvem ved hvor mange slanger. Vi overlevede da heldigvis alle sammen og var enige om at det havde været gåturen værd alligevel. Den sidste morgen blev så brugt ved at af vandfaldende får turen gik det sidste stykke mod Darwin. Efter en grundig vask af bilen og den triste erkendelse at min telefon nok ikke er til at finde igen, fik vi afleveret bilen og er nu tilbage på gåben og offentligt transport. Og dermed sluttede vores roadtrip Perth-Broome-Alice Springs - Darwin, med 12 000 km kørt og hvem ved hvormange km gået, klatret og svømmet. En fantastisk tur med smukke steder og hyggelige mennesker. Nu er vi så i Darwin og det betød jo selvfølgelig at Nina og jeg ville ud og så på byen i går aftes. Drengene blev tilbage på hostlet, men vi havde en super aften hvor vi mødte Jonas som har fået et job med at kører cykel taxa. Så fik vi da lige et gratis lift til en bar hvor i hel tilfældigt møder en af de franskmænd som vi møde i starten af vores tur, og som Nina rejste med til at starte med. Og den tyske Sebastian fra Working Hostlet i South Australia var der lige pludselig også. Vi vidste godt de ville være i Darwin men ikke på den bar den aften. Og stadig hvad er chancen for at møde folk igen. Tilsynelandende stor. Nå men nu er tiden så komme til at udforske Darwin og finde en måde at bruge de sidste uger før turen går hjem igen. Forhåbentlig bliver det en god sidste måned.

Red Center Express

Onsdag den 7. maj 2013

Det der med at lægge langsigtede planer i Australien er bare ikke muligt. Og når jeg siger langsigtet mener jeg mere end to dage frem. For en uge siden var planen at tage til Kathrine og så gennem national parkerne op til Darwin. Nu var det bare sådan et det der med at bruge 14 dage på en så forholdsvist lille strækning ikke syntes eventyrlig nok, så da vi kom til Kathrine besluttede vi at lave en lille detour til Alice Springs for at se ayers rock og Kings canyon. Det er kun omkring 1000 km hver vej så det er jo ikke noget problem. Stephen syntes dog det var for meget og han ville hellere hike rundt i Kathrine national park, så vi aftalte at mødes med ham igen når vi kom op og så kunne vi jo tage gennem Kakadu sammen. Så Nina, David og jeg fik fornyet alle forsynningerne og så stod den ellers på næsten to hele dages kørsel. Jeg tror alrig jeg har kørt nogen steder hvor det var nødvendigt at fylde tanken op fire gange. To af gangene var det dog kun en halv tank men man må da sige vi er heldige med at benzin i det mindste er billigere her end i Europa. Første nat brugte vi i Tennent Creek, en by med en stor procentdel Aborigines og det var en lidt speciel oplevelse. Da vi ankom var den omkring 19:30 og de var blevet mørk. Gaderne var fyldt med folk og der var ikke en eneste hvid at spotte. De fleste af de voksne var også fulde og det gjorde det måske lidt skræmmende. Nå ja de har jo aldrig gjort os noget og vi skulle da også have en oplevelse ud af det, så vi kørte til bottle shoppen og var de eneste hvide i køen. Meget spøjst men vi fik købt nogle øl og hyggede os ellers på campimgpladsen bagefter. Næste da stod igen på kørsel og efter lang tid kom vi da endelig tæt på Ayers rock og på tredje dagen lykkes det os endelig at komme hele vejen. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet. En meget stor sten midt igenting tror jeg. Og det var en stor sten midt i ingenting men det var langt mere imponerende end jeg havde regnet med. Vi gik også en tur op på toppen og selvom vi godt kunne se det var en stejl skråning blev vi dog ret overraskede og det var måske en smule mere udfordrende end i hvert fald Nina og jeg havde forventet. David var selvfølgelig ude af syne efter en 10 minuttes tid. Men vi fik da kæmpet os op og da vi er ved at nå toppen blever vi mødt af en Australier på vej ned som smilende fortæller os at nu er vi næsten halvvejs. Haha tænker vi meget morsomt. Det vidste sig dog at han havde ret. Heldigvis var den sidste halvdel ikke helt så hård og da vi endelig kom op på toppen var det da også det hele værd. En fantastisk flot udsigt med 360 graders udsyn til en hoisont der bare består af faldt land og intet andet bortset fra et bjerg hist og her. Da vi fik revet os løs og kom ned uden skrammer fortsatte vi til Kata Tjuta som var lidt det samme. Ved solnedgang kørte vi tilbage og nød at se den store røde sten skifte farve.

Næste dag stod så på Kings Canoyn hvilket også var et helt fantastisk sted. Så snart vi slap væk fra turist gupperne kunne vi rigtig nyde den storslåede natur. Det er virkelig svært at beskrive det men bestemt et besøg værd. Så bruge vi en dag i West MacDonnell national park med flere gå ture i et helt fantastisk landskab. Vi var tilmed så heldige at se vilde heste, dingoer og kameler og selvfølgelig kænguruer. Heldigvis ramte vi ikke nogle af dem selvom de var tæt på et par gange. I dag tog vi så de sidste stop i West MacDonnall og så gik turen ellers nord på igen. Så nu sidder vi igen i Tennent Creek og er forundrede over hvor meget vi har set på så få dage men også glade for at vi gjorde det for det er et helt fantastisk sted og et af de smukkeste steder i Australien så langt. I morgen går turen op til Matharanka hvor vi mødes med Stephen igen og så er der eller de sidste national parker før bilen skal afleves i Darwin den 14. Så langt så godt og man må sige det er noget af en tur hvor vi nu har rundet 10.000 km mærket. 7 dage igen og en masse eventyr forude.

Nogle gange er man bare (u)heldig

Onsdag den 1. maj 2013

Er det virkelig en hel uge siden vi var på vej til 80 mile beach? Det føles slået ikke som så længe siden. Nå ja tiden flyver når man har det sjovt og dagene blander sig hutigt sammen. Det er nu ikke fordi vi ikke kommer nogen steder for på trods af et tre dages ophold i Broome ramte vi i går de 6000 km. Der bliver joket meget med forskellene på afstandende har og hjemme og altig kommer jo til at føles som svipture når man er blevet vant til at kører 400-500 km i et stræk. Austalien er nu et godt sted at kører så langt for på trods af de enorme afstande er der altid noget nyt at kigge på for inden for få kilometer skifter naturen karakter fuldstændig, og det der for 5 minutter siden var fladt savhanne-ligende marker, er nu bjerge og bakker og snart har det skiftet til at alt omkring os er grønt. En ting der dog kan være frustrende er de mange road trains der kører specielt meget i områderne omkring minerne, hvilke der er mange af her oppe. For dem der ikke ved hvad et road train er så er det sådan set bare en lastbil med et par ekstra anhængere eller 4... De må være op til 53,5 meter og ender man op bag sådan en er man taknemlig får de kilometer vi af fuldstændig lige vej og de usandsynigt få modkørende. Jeg må dog indrømme at overhale et road train er ikke lige min kop te, man indtil videre har jeg været heldig kun at møde de små eller at de store er drejet af ikke længe efter. Ellers går det fint med at kører det store skrummel. I går kørte jeg omkring 450 km og det eneste problem eller måske bare udfordring var da vi ville op på et bjerg for at få en god solnedgangs udsigt. Jeg har aldrig kørt i bjerge før og noget siger mig at en campervan måske ikke lige frem er det nemmeste køretøj at få op af stejle skråninger og gennem hårnålesving men vi kom da op og udsigten var bestemt det hele værd. Dog fik David lov at kører ned igen for mig, i den bil, gennem de sving, i møken syntes jeg ikke lige var den bedste ide. Heldigvis havde han ikke noget i mod det og ned kom vi da.

Med 2000 km kørt på en uge er vi jo kommet et lille stykke. 80 mile beach var ikke rigtig noget specielt, bare en meget lang strand, der - udover vejret - kunne have været vesterhavet. Så vi blev ikke længe og fortsatte op til Broome, den nok anden mest omtalte by i western australia, efter Perth. Det siger så ikke så meget for alle byer - ud over Perth - er pænt små. Men lille hyggelig by var det da og efter en tur på stranden løb Stephen ind i en pige han havde mødt i south australia, og som nu boede i et fælles hus med en masse andre backpackere. Ved nærmere undersøgelse vidste dte sig at der var 11 af slagsen og ud over at have sit eget værelse fungerede det mest af alt som et hostel. Om ikke anden skulle pigen rejse hjem en af de følgende dage og der var derfor fest om aftenen som vi blev inviteret med til. Det kan man da kalde god timing og efter at have besøgt noget der skulle være dinosaur fodspor - der er vidst ingen af os der er helt overbevidst om deres ægthed, men der var da noget der lignede - fandt vi ellers huset og havde en rigtig hyggelig aften. Den næste dag blev brugt på at chille rundt på et lille market og derefter forkæle os selv med en hel dag på en campingplads med pool, strøm og varme bade. Vi havde - helt tilfældigt - timet besøget i Broome med fuldmånen, hvilket mellem marts og september ville give anledning til et fænomen kaldet 'staircase to the moon'. Ved stranden trækker vandet sig så langt tilbage at når månen står op reflekteres den i det våde sand og reflektionen ligner dermed en trappe. Dog skulle det vise sig af af de over to uger vi har kørt har vi haft tre dage med skyer og to af dem var selvfølglig mens vi var i Broome og alt andet ellers var timet perfekt. Ydre mere randte vi også lige ind i en fartbøde for at kører 68 200 meter før 70 km/t zonen... Så en heldig dag var det ikke lige frem. På tredje dagen vågnede vi dog op til fuldstændig skyfri himmel og vi besluttede at blive resten af dagen. Om aftenen tog vi - som alle andre - ned til stranden og efter længe venten stod en boldrød, næsten fuld måne op og utrolig nok havde vandet trukket sig helt tilbage så man rigtig kunne se 'trappen'. Fantastisk flot syn. Efter at have nydt nattehimlen og undgået trafikproppen forlod vi Broome for at køre til den nærmeste gratis camping. Og her fortsætter vores 'gode heldig' for hvor tit ser man vide ugler og så endda i Australien? Vi så hele tre i løbet af en halv time hvoraf vi ramte to inden for et kvarter. Den første sad bare der på vejen og kiggede på os. Ikke engang om den overvejede at flyve væk. Den anden begyndte at flyve, dog den forkerte vej... Det var meget tragikomisk og heldigvis overlevede den tredje dog. I det mindste var det ikke en ko der kunne sætte vores sikkerhed i fare, selvom vi da har måtte stoppe for et par stykker af dem. Man alt er stadig godt. Bilen er stadig hel efter advarsler fra Valentinas skipper om at stoppe i Halls Creek og efterlade bilen, så det gjorde vi ikke og efter et besøg i Windham i går er vi nu på vej til Kununurra og måske helt op til Kathrine, men nu må vi se hvor langt vi kommer. Det er dog rimelig sikkert at dette blive vores sidste dag i WA og så begynder turen i Northern Territory - krokodillernes land.

Man ved aldrig hvad dag bringer

Onsdag den 24. april 2013

Det er fantistsk som hverdag kan byde på nye og spændende eventyr og så vidt har alle dage være interessante, måske ikke på den måde vi troede dagen ville udfolde sig men det er jo den fede del af eventyret. Da vi forlod Carnarvon og de andre begyndte at kigge etfer arbejde fik vi også en ekstra rejsende på vores hold. Tyske Nina som havde rejst med franskmændende ville ikke arbejde og ville egentlig bare gerne rejse videre op af kyste så vi aftalte at hun kunne komme med os. Det er lidt klemt at sove fire men vi må jo bare sørge or at være trætte nok og så er der jo en ekstra at dele regningerne med. Desuden er det jo altid hyggeligere at være flere. Efter Carnarvon gik turen til coral bay som er en strand hvor man bare kan gå en 10 meter ud og så er man ellers ved coralerne. Der brugte vi eftermiddagen og kørte derefter op til Exmouth hvor Valentina - som jeg mødte i Perth og som havde fået et lift pr. båd op til Exmouth - mødte os på havnen. Vi blev inviteret ned på skibet og tilbragte en hyggelig aften med at snakke med skibber om forskellige ting som hvor man skal tage hen og hvor man ikke skal tage hen på vores roadtrip. I Exmouth var det også hvalhej sæson og man kunne komme ud at svømme med hvalhejer. Det var ret dyrt så jeg havde længe overvejet om jeg skulle gøre det, men efter en hel masse anbefalinger besluttede jeg at jeg var nød til at gøre det. Dog var det forsent da vi endelig havde telefonforbindelse igen og alt var lukket. Skibber kendte nogle der tog turister med ud men desværre var der fyldt på deres båd. Det eneste der var at gøre var at stå op kl 6:30 og så ellers prøve at ringe rundt og se om nogle ville have mig med. Så jeg stod op og ringede rundt og sørme ja og der ikke var nogle der gerne ville have mine penge så jeg fik vækket lle de andre og fik dem til at kører mig til centeret og så kørte de ellers igen for at finde et sted at sove videre. Vi fik så udleveret svømmefødder og våddragter. Ikke fordi vandet var koldt for det var det bestemt ikke, men fordi der kunne være en hel del brand mænd i vandet. Så blev vi ellers kørt til vandet og ud på en båd og startede dagen med lidt koralrev dykning. Efter en lille time tog flyveren afsted og så fik vi ellers hurtigt besked om at der var hvalhejer i sigte. Hurtigt ud til det angivede sted og så blev en af guiderne smidt i vandt og skulle finde fisken. Da hun så havde fundet den fik vi andre besked på at hoppe i. Jeg spriger i og svømmer hen mod hende og prøver at se noget i faktisk ret klarer vandt. Først er der ingenting at se om så lige pludselig kommer der en en meter bred mund svømmende imod dig. Godt nok har en hvalhej ikke rigtig nogle tænder og er helt harløse men vi kom da godt nok hurtigt uden for rækkevidde alligevel. Så snart vi var uden for rækkevidde var det ellers bare med at begynde at svømme og prøve at følge med. Og før jeg vidste af det var jeg oppe på siden af en 4 meter lang fisk kun ca. 3 meter væk fra den. Utroligt syn og en hel fantastisk oplevelse. Efter ca. 5 min blev vi stoppet og et andet hold tog over. Vi oppede så op i båden igen og blev sejlet lidt videre og så ellers i vandet med den næste hvalhej. Selv efter 10 svømmeture var det stadig et urtoligt syn og man må sige at vi var heldige at finde 4 forskellige hvalhejer mellem 4 og 6 meter lange. Den sidste var 6 meter lang og selvom den svømmede med noget der lignede snegle fart, havde vi alle svært ved at følge med. En stor hale behøver ikke bevæge sig meget for at stikke af fra et par svømmefødder. Så vi var alle trætte men glade og stadig helt ekstatiske. Hele turen blev afsluttet med endnu en rev snorkling hvor vi også spottede end lille revhej. Dagen blev sluttet af med at drengene og Nina kom og hentede mig og så fandt vi ellers en campingplads ved stranden og havde en rigtig hyggelig aften som afslutning på en fantastisk dag.

Næste dag blev brugt i national parken med at snorkle og bare svømme og solbade på de hvide strande op langs kysten. Bestemt ikke dårligt. Det var dog også den sidste sand dag i et godt stykke tid for efter det gik turen ind i landet og til Karijini som skulle være en af de flotteste national parker i Australien. Og jeg kan kun give dem ret. Med fantastiske klippedale med små floder der løb igennem var det et helt fantastisk syn. Og hvis man var en smule frisk og tog turene ned af de stejle klippesider og kom ned i bunden kunne man nyde en svømmetur i de dejlige kølige vandløb. Helt utrolig smuk natur, nok noget af den smukkeste jeg har set. Og nogle meget udfordrende klatreture hvilket bestemt også var sjovt. Det går virkelig op for en at menneskekroppen er lavet til offroad og ikke behøve flade fortove til at fungere. Faktisk er ganske få kvadratcentimer nok som fodfæste, hvis man også har en ganske lille overflade at holde fast i. Og med to fyre som David og Stephen der bare hoppe og springer afsted, havde Nina og jeg slet ikke tid til at stoppe op og overveje om vi nu ogås kunne, for drengene fik det til at se så nemt ud, så vi flugte bare med. Og utroligt nok var der ingen der faldt eller kom til skade på nogen måde på trods af de ikke altid officielle ruter. Det er en anden ting der er fantastisk ved Karijini. Det er en så turist fri park at det der med at lave trapper og hegn og andre ting ikke er gjort. Man har ladet naturen være som den er, kun sat et par små mærker op til at markerer ruten og så kan man ellers kun komme frem hvis man gør det på naturens primiser. Helt fantastiske syn og forhåbentlig er nogle af alle de billeder vi fik taget gode nok til at give en lille følelse af hvor fantastisk det var. Efter Karijini gik turen igen mod nord hvor vi fandt en lille campingplads mellem Port Hedland og Karatha. Nina havde mødt en New Zealænder på østkysten som boede ikke langt fra Karatha og hun havde lovet hende en tatoo hvis hun kom forbi. Godt nok var Karatha den forkerte vej, men da vi havde massere af tid besluttede vi at vi kunne smide hende af og så tage til Karatha som ifølge Valentinas skipper skulle være et godt sted. Hun blev smidt af i en lille landsby hvor hendes ven arbejde med nogle aborigines børn som havde skolefri. Hun blev og hjalp og vi tog så til Karatha og aftalte vi kom tilbage om aftenen eller næste dag. Karatha viste sig at være pænt kedelig og de arborigines tegninger der skulle have været på nogle klipper var blevet minet væk så vi var lidt skuffede. Vi tog tog tilbage og pga. komunikationsvanskligheder mellem england og tyskland endte vi op med at side på en strand i nærheden af landsbyen og vente på at hun havde fået sin tatoo. Vi regnede så med at vi skulle tilbage og hente hende og så køre til en gratis camping i nærhed og sove der, men det vidste sig at de havde købt aftensmad til os alle og insisterede på at vi sov der om natten så vi havde en rigtig hyggelig aften med en masse Maori musik og sang og helt utrolig åbenhed. Nina og jeg fik en stor blød dobbelt seng at sove i og drengene fik camperen for dem selv. I dag da vi vågnede var der samme venlighed og åbenhed og selvom vi aldrig har mødt dem før behandlede de os som venner de havde haft i årevis. Så selvom Karatha turen var et flop så var detouren det hele vær alligevel og det var helt bestemt en helt speciel oplevelse.

Lige nu sidder vi så igen på en camping plads. Klokken er 20:30 of det har været mørkt i mindst 2 timer, men med fuldmånen og en masse sterinlys er det super hyggeligt. Hvis vi nu bare kunne slippe af med myggene ville det hele være super. Nå ja og så lige finde min mobil, som af mærkelige årsager er væk. Jeg er sikker på jeg efterlod den i bilen men nu er den igen steder at finde så enten er den faldet ud af bilen eller også gemmer den sig et eller andet sted. Jeg håber den dukker op på et eller andet tidspunkt. Det ville være lidt surt at midste den foralvor. Men ud over det er alt godt og turen går til 80 mile beach i morgen og så ellers snart til Broome. 4100 km mærket er passeret og der er stadig et godt stykke igen. Igen ved helt hvor langt så det bliver spændende at se.

Fluer, emuer og delfiner

Mandag den 15. april 2013

Eventyret fortsætter og her mandag aften er vi kommet til en halv storby (for Vestausralsk standard) kaldet Carnarvan. Torsdag gik med at udforske kalberri national park og kystlinie. Kysten var rigtig flot men det var ekstremt varmt og overskyet så vi blev ikke hængende ret længe. Da turen så gik igennem parken (som var 1000 kvadrat kilometer stor så det tog en god time at krydse den) indhentede vi tre biler der kørte på række. Vi overhalede så de to første og da vi kørte bag den trejde sad vi alle stille et øjeblik og på cirka samme tid går det op for os at den overlæssede bil der kører foran os er de hollændere vi mødtes med den første dag, og at de to biler bag os er resten af flokken. Helt tilfældigt for der vi ikke rigtig nogen af dem der havde haft telefondækning. Desværre varede det ikke længe for vi havde et par ekstra steder vi gerne ville se i parken og da vi drejede af fortsatte de. Vi ankom så til den anden del af parken og ville lave noget frokost. Da vi havde lavet det og satte os for at spise gik der ikke 30 sek før der var 20 fluer omkring hver af os. Og hvis det bare havde været eupærsike fluer så ja det ville være irreterende men det er også det. Men det her var australske fluer og ikke kun bider de men de er også eksra irreterende og forstår ikke et hint om at flyve væk. De sætter sig ved øjne, næse, mund alle steder og man skal praktisk talt skubbe dem væk før de flyver væk i ca. 5 sekunder. Enormt frustrerende og frokosten blev spist så hurtigt som muligt så vi kunne komme videre. Vi kørte så videre nord på et par timer og fandt en gratis campingplads. Vi havde jo så håbet at der ville være flue-fri men næh nej, de var stadig alle steder. Heldigvis gik de i seng så snart det blev mørkt og vi kunne sætte os udenfor og nyde aften varmen. Og med et par sterinlys og David på guitar var det en super hyggelig aften. Dagen efter gik turen videre mod Monkey Mia. Det var dog lidt af en kører tur så vi stoppede ved en af stranden på vejen og hvem skulle det vise sig vi mødte der? Hold Holland, Frankrig og hvor de nu ellers alle sammen er fra. De havde overnattet i nærheden og havde også planlagt en strand dag så vi tog sammen til Shell beach. Aftenen blev brugt på at fiske og der var så mange fisk at det lykkedes selv for mig at fange en. Så efter to timers fisken havde vi så mange fisk at der var stort fest måltid. Meget belejligt er det nemt at finde gratis gasgril her i Australien så vi grillede fik og kogte ris og så var der ellers mad til 11 personer for næsten ingen penge. Efter det tog vi lidt ud af byen igen og fandt et andet gratis camping spot med super udsigt over havet og natte himlen. Og øde nok til at ingen kunne brokke sig over musikken så vi råhyggede og med sterinlys som eneste lys kan man vidst godt sige at der var god camping stemning. I går gik det meste af dagen med at slappe af og prøve at gemme sig lidt væk fra middages heden som stadig har i solidt greb om landet. Nu følger vi jo også varmen nord på så det er nok ikke så underligt. Hen af eftermiddagen besluttede vi at betale for en camping plads og dermed også lidt luxus i for af en pool. Det må siges at det var kærkommet. Specielt var et ordenligt bad bagefter helt fantastisk. Det der med at have langt hår og bade i saltvand for derefter at lade det tører i vinden er ikke ligefrem den bedste ide. Eller nu har jeg da en ide om hvordan dreadlocks laves. Det lykkes dog at børste det der syntes at være en stor hårknude ud, selvom det krævede en hel del balsam. Om aftenen havde William linet en 'biograf' op i poolen så vi alle sad med plastiskstole i vandet og vand til anklerne og så "The Hobbit". Man har jo kun det sjov man selv laver.

I dag tog vi så op til Monkey Mia hvor vilde delfiner kommer ind for at blive fodret. Unge mennesker som vi nu alle er, er det der med at komme op tidligt ikke rigtig noget vi er gode til, så da vi kom der op var de allerede blevet fodret to gange og selvom de havde tre fodringer var det ikke sikkert at de ville komme tilbage til den tredje. Nå vi ville nu alligevel prøve og da de lige var blevet fodret var vi nogle stykker der besluttede at gå en lille tur og så forhåbentlig være tilbage til tredje fodring. Ud over et par pelikaner og et par meget nærgående emuer var der ikke det helt store at se. Det sjovest var nok at gå fra stranden og så en 30 meter ind i landet og inden for en meters brede skiftede sandet fra at være hvidt til at være rødt. Og nu snakker jeg ikke bare en lille farve kontrast, men virkelig fra helt hvidt til den karakristiske røde farve australsk jord har. Efter vores gå tur kom vi tilbage til nyheden om at delfinerne lige havde været der og var svømmet væk for fem minutter siden. Kan I så lige tro jeg var skuffet. Nå det var der jo ikke så meget at gøre ved så vi gik tilbage til de andre der lå og slikkede sol på stranden. Da jeg ikke havde tænkt så langt som til at tage en bikini på sad jeg bare på breden og kiggede ud over vandet. Og lige der, ikke ti meter fra os svømmede 5 delfiner forbi. Ur, kamera og mobil blev hurtigt efterladt og så var det ellers ud i vandet, for tøj eller ej, jeg skulle da ud og svømme med delfinerne og selvom jeg ikke kom så tæt på som nogle af drengene der allerede var ude i vandet var de lige der ganske få meget fra mig. Det må jeg sige var en fed oplevelse. Nogle af drenege er surfere og har set delfiner mange gange så jeg tror de syntes jeg var lidt skør, men det må de om, jeg syntes det var sjovt. Efter Monkey Mia stod den på en 300 km kører tur gennem absolut igenting. Udover en ged her og der og måske en modkørerne bil i ny og næ var der bogstavligt talt ingen civilisation. Ingen gårde, ingen små byer, intet. Og snorlige veje. Ganske specielt og noget siger mig det ikke bliver den sidste gang det sker. Men med 1620 km kørt er vi da noget et godt stykke, men med alle vores detours kommer det nok til at tage en del mere end de 4500 km den dirkete vej ville have været. Men humøret er højt og selvom vi midster de andre her i Carnarvon, da de vil prøve at finde arbejde, er jeg sikker på at vi nok skal finde nogle andre at snakke med, og helt sikkert også flere gode oplevelser.

3 dage 650 km

Torsdag den 11. april 2013

Så er det blevet morgen på tredje dagen af vores rejse. Vi sidder pt. og nyder at det for en gang skyld er overskyet og der med en smule køligere, men ikke meget. Turen startede med at vi selvfølgelg skulle have fat i en bil at kører i. Vi havde jo lejet en Hi top campervan, hvor der er plads til tre personer og dermed også satset på at vi kunne finde en tredje person der ville med. Det lykkedes da også og vi rejser nu med den engelske Stephen. Gankse flink fyr og indtil videre virker det som om vi alle tre er enige om det meste så jeg tror det er en god gruppe. Tirsdag morgen tg vi så ed for et hente camperen og brugte omkring 2 timer på at udfylde diverse papirer og ting og sager. Endelig er vi igennem det hele og mangler bare at få overrakt bilen, men hornet var gået i stykker så de måtte sende den på værksted og få det fikset. Vi besluttede at finde noget frokost mens vi ventede og efter et sidste måltid i Perth var camperen klar og vi tog tilbage for at hente den. Det er nu noget af et monster vi har fået. 5 meter lang og 2,8 meter høj. Ret skræmmende at tænke på at jeg også skal kører den, men David havde heldigvist ikke noget mod at kører rundt i Perth så det fik han lov til. Og ud over at ramme kantstenen et på gange gik det da også super. Vi fik læsset alting - hvilket var en hel de med al den mad vi også havde købt - og så var vi ellers på vej. Først med et frsøg på at finde ned på motervejen, men nedkørslen ville ikke findes så vi endte med at kører af kyst-ruten, hvilket nok var en bedre ide i sidste ende. Efter en god time ankom vi så til Lancelin, en lille by kendt for sine klitter og strande. Vi ankom lige til solnedgang så ja stranden var flot men vandet var fyldt med tang så helt spetakulert var det nu ikke. Nå ja vi skulle jo også finde et sted at sove for natten. Campingpladserne var ektremt kedelige og dyrer og efter at have snakket med en af de lokale viste det sig at der var en plæne inde i byen hvor folk overnattede hvis de kun blev en enkelt nat. Det var jo perfekt så vi fandt stedet og der var allerede en anden stor camper så vi besluttede at tage chancen og slå lejr der. Senere på aftnen ankom tre andre blier med tre hold fra Perth hvor af jeg kendte en af dem og David et par stykker mere, så vi havde en rigtig hyggelig aften. I sidste ende var jeg dog glad for at vi kunne transformere vores camper tii en dobbelt og en enkelt seng og vi ikke skulle sove i telt som de andre. Næste morgen sov vi rimelig længe og det var måske også lige at skubbe vores held til det yderste, for omkring kl. 11 kom en Ranger og var lige ved at give os alle en bøde på 100 dollar hver. Heldigvis fik drengene snakket os ud af problemer og vi slap med en advarsel.

Og så gik turen lige pludselig videre og man blev afbrudt i historie skrivningen. Men i hvertfald slap vi for en bøde og vi flyttede hurtigt bilerne. De andre ville gerne på standen og blive resten af dagen en vi to ud i 'ørkenen' hvor der er store sand klitter unden bevoksning og lejede et par sandboards og så stod den ellers på sandboarrug ding, for hvem har brug for sne og klæke. Jeg må dog indrømme at det ikke er den letteste sport og udover at skulle vandre op i klitterne i 35 grader, så ender man også med at have sand over det hele. Men det var sjovt og vi havde en smuk udsigt. Så gik turen ellers til Pinnical desert med ig som chauffør. Jeg frygtede lidt at skulle kører for det er en meget stor bil men det gik ganske let og ud over at vinden har en meget større effekt end i en normal bil, så var det faktisk ikke så meget anderledes. Så er der selvfølgelig det der med at de kører i den forkerte side af vejen og at gear og bliklys er modsat men man lærer jo hurtigt. Nå Pinnical desert er en ørke med en masse mystiske sten der stikker op af sandet i ørkenen. Man er ikke sikker på hvad det er men mener at det er resterne fra en skov der brændte ned og rødderne så blev dækket af sand og derefter blev til sten. Lige meget hvad det er så var det et meget specielt syn. Efter Lancelin gik turen videre mod nord hvor vi fandt en gratis og denne gang lovlig camping plads. Det skulle selvfølgelig ikke gå så nemt og før vi havde fundet et sted at campere, kørte vi fast i sandet. Og igen er det altså en stor ting at prøve at få fri. Så vi var virkelig på spanden og det begyndte at blive mørkt så vi vidste ikke helt had vi skulle gører. Heldigvis mødte vi en venlig australier med en firhjulstrækker som tilbød at trække os fri. Så efter et par forsøg og en masse krydsede fingre kom vi endelig fri og skyndte os tilbage på solid vej. Nå ja det er nok ikke sidste gang det sker, men vi skal nok prøve at være mere forsigtige fra nu af. Om morgenen - hvor jeg startede med at skrive - nød vi havudsigten lidt før vi igen satte næsen mod nord og en af de største byer i western australia Geraldon. Ikke at den var særlig stor. Men der er ikke meget civilisation i WA så sammenlignet med andet så var den. De havde en okay strand så vi fik svømmet lidt og nød et bad for første gang siden vi tog afsted. Det var tiltrængt, specielt efter sandboarding med sand alle steder. Efter det fik vi toppet forsyningerne op - eller nok rettere købt det vi havde glemt - og invisteret i et par nye camping stole som ikke overlevede den første dag. Det skal dog nævnes at det ikke var os der ødelagde dem men at de var stort set ubrugelige da vi fik dem og kunne ikke klarer mosten. Nå ja det var ikke noget problem at få selvskabet til at dække det så alt er godt. Sidste stop i dag var så Kalbarri som er en national park og en lille by. Her stødte vi ind i en anden lille gruppe som vi har set - men ikke snakket med - i både Gareldton og i Pinnical desert, så det var ret spøjst. Dem har vi så snakket med har til aften og de tager ca. samme tur som os så det kan være vi kan mødes engang imellem hvis det passer. Sidst men ikke mindst blev vi afbrudt af en lille kænguro familie som synes at camping pladsens græs da var meget bedre end det uden for. Vi kunne komme ret tæt på dem - omkring 3 meter - men hvis man kom tættere på nærmest væssede de af en og når de rejser sig op er de altså ret store og ikke nogen du har lyst til at komme op at slås med så vi bakkede pænt igen. Nu er det så ved at være sengetid og med 650 km på tre dage er vi da kommet et pænt stykke op af kysten. Der er godt nok stadig en 4500 km tilbage men vi tager det kilometer for kilometer og nyder alt hvad der sker, og så skal vi nok nå til Darwin på et tidspunkt.

Perth: Verdens mest isolerede storby

Trisdag den 9. april 2013

Så er den længe ventede tirsdag kommet og der er kun ganske få minutter til at David og Stephen dukker op så vi kan gå ned og hente bilen. Man må godt nok sige jeg har sommerfugle i maven og glæder mig enormt meget til den er tur. Det blivre jo første gang hernede jeg rigtig får rejst på en mere sight seeing måde og så i en campervan med massere af camping og sikkert også en masse problemer med bilen men det er jo noget man må tage med alt sammen. Selvfølgelig er det også trist at skulle sige farvel til alle folkene her igen men de fleste tager alligevel afsted i løbet af de næste uger og en del tager faktisk til Darwin så hvem ved om vi møder dem der igen. Valentina er taget til Coral Bay med nogle mænd der havde laver fiske turer der oppe så hende ser jeg nok også igen.

Perth har også været en helt speciel by med massere af liv, parker og strande ikke langt her fra, så Perth er helt bestemt min ynglings by her i Australien. Så nu bliver det spændende og se om Western Australia lever op til forventningerne og om vestkysten der med er bedre end den mere populærer øst kyst. Det må udforskes og med de ord vil jeg mene at kapitel 3 af min rejse begynder.

Laser matic

Onsdag den 3. april 2013

Det er sjovt at tænke på at jeg går rundt hernede i shorts og T-shirt og nydet 'efteråret' mens der bliver ved med at komme meldinger om sne hjemme fra Europa. Og selvom jeg godt kan savne sne og vinter en smule så vil jeg nu ikke bytte endnu, måske efter et halvt års sommer mere så kan det godt være, men for nu bliver dagene brugt med at tage til stranden og parken. Og så selvfølgelig på en masse andre ting som at spille øl-pong på hostelt når byen er lukket over påske. Eller i hvert fald nogle af dagene. En af afterne var der en af drengene der var gået til bottle shoppen (man kan ikke købe alkohol i normale butikker) og på vej ud drak han noget af den flaske han havde købt. Det så politiet og så fik han ellers en advarsel om a hvis de fandt ham igen inden kl. 7 næste morgen så ville han få en bøde på 12.000 dollar eller 12 måneders fængsel. Jep det er ikke lovligt at drikke i offentligheden, men måske er det at overdrive lidt. Nå det er loven og det er der jo ikke meget i kan gøre ved.

Lørdag fik vi, efter mange gange at tro det ville falde til jorden, samlet 11 folk fra hostlet til at spiller laser matic ikke langt fra hostlet. Vi var to hold og så var der et tredje hold vi ikke kendte, og selvom de var meget bedre end os så havde vi det sjovt alligvel og af vores to hold km jeg på en 2. plads, hvilket de fleste af fyrene ikke var helt tilfredse med, men de må j se om de kan få revance i aften for det var så stor en succes at vi tager afsted igen. Det er en fed følelse at man intruducere noget som folk er så glade for at de gerne vil gøre det igen.

Af andre sjove ting så er David fra Belgien som jeg mødte i Melbourne kommet til Perth. Så ham har jeg snakket en del med og han sagde han gerne ville med Valentina og jeg nord på så vi har brugt de sidte dage på at se om vi kunne finde en god pris for at leje en campervan. Det har været lidt noget rod med alle helligdagene og at finde ud af hvorlang tid det vil tage og hvornår vi kan komme afsted og sådan nogle ting. Og så fandt Valentina ud af i dag at hun ikke havde så mange penge som hun troede så hun kan ikke komme med alligevel. En skam men det er der ikke meget at gøre ved. Det endte dog med at David og jeg gik ned og lejede en campervan i dag, for at være sikker på at vi kunne få en for de bliver hurtigt booked. Man vi fik en rigtig god pris så nu håber vi bare på at kunne finde en tredje person inden tirsdag hvor vi tager afsted, men om ikke det kan lade sig gøre. Og så står den ellers på 36 dages camping i den austraske outback, i nationalparker og ved strande hele vejen op til Darwin. Det bliver meget specielt men forhåbetligt også en rigtig god tur.

Så nu er det også om at nyde de sidste dage i storbyen før det bliver igenting igen for et langt stykke tid. Heldigvis er trisdag, onsdag og torsdag de bedste dage at gå ud så det er super. I går var det endda Tonys fødselsdag så vi startede aftene med en gratis Salsa lektion hvorefter turen gik til en Irsk bar hvor der blev festet hele natten. Eller det vil sige til kl. 24 hvor de lukker fordi Australien er et mærkeligt sted. Og nu sidder i sikkert og tænker: "Arh 24 på en tirsdag aften, det er vel okay". Ja det er det vel hvis det bare var hverdagene men selv i weekenden er der ikke noget der er åbent efter kl. 2. Nå ja vi endte da bare med at gå tilbage til hostlet og fortsætte festen der. Heldigvis var alle på det værelse med i byen så vi vækkede vidst ikke nogle, men vi havde det enormt sjovt. I aften er der så laser matic og sikkert en by tur bagefter så det skal nok blive en god nat.

Fra kvantefysik til nonsence fysik

Onsdag den 27. marts 2013

Det er nu rart at være tilbage til civilisationen hvor der rent faktisk sker noget nyt hver dag. Eller at der i hvert fald er steder at gå hen når man mangler noget at lave. Uge er blevet brugt på blandet andet at tage i Kings park som er den brotniske have der er tæt på centrum. En kæmpe stor park der ligger på toppen af en bakke så man har udsigt over hele Perth skyline og ud over floden. Et helt fantatisk syn og så er de nu også rart at kunne gå et sted hen hvor der ikke er bil larm hele tiden. Idag har vi, Valentina og jeg, da også været i parken og som det jo ofte sker når man ligger sig med en bog i solen, faldt vi lidt i søvn. I mellem tiden vovede en and sig ind mellem os og gik i panik da jeg da selfølgelig skulle prøve at fange den. Der var pludselig ikke mange udveje, men den slap nu væk alligevel. Nok for det bedste for jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort med den hvis jeg faktik havde fanget den. Søndag tog Amilca, Saga og jeg til stranden og trods megen vind var det ganske hyggeligt. Vi gik dog kun i vandet en enkelt gang, delvist fordi vandet ikke var videre varmt og delvist fordi bølgerne var så store og strømmen så stærk at det var en smule skræmmende. Lørdag aften havde vi en BBQ på hostlet og ellers gik weekenden ganske roligt. Mandag gik jeg ned til den lille plads hvor der er internet og tænkte jeg ville tjekke lidt mail osv. Jeg blev imidlertid afbrudt af en dame der spurgte om jeg ikke havde lyst til at få en gratis billet til comedy night på en lokal pub. Jo det siger man da ikke nej til så jeg fik overtalt hende til at give mig en ekstra og så fik jeg ellers lokket Valentina g to af fyrene med. Og det var alle pengene værd. Der var 20 komikere og tre dommere blandt publikum som hver havde en stemme, når alle stemmer var givet blev komikeren smidt af scenen. Hvis han formåede at blive på scenen i fem minutter gik han videre til finalen. Nogle var knap så gode og blev smidt af ret hurtigt men de fleste var ganske sjove og vi havde en hyggelig aften. I går gik jeg så en tur i byen og endte på biblioteket - jeg siger jer, jeg bruger mit hovede for lidt hernede så jeg endte med at låne en bog om kvantefysik. Jeg brugte det meste af aftenen på at prøve at forstå den, og da jeg havde fået nok gik jeg op for at se tv med nogle af de andre. De så South Park og episoden handlede om hvordan de havde bygget en lejetøjs racerbil og stjålet en superledende magnet fra CERN - på størrelse med en ært - puttet den ind i bilen, og det fik den til at kører så hurtigt at det bøjede tid og rum... Spoiler alert: det er noget værre nonsence... Så det kan man da kalde fra den ene ende af fysik skalaen til den anden i løbet af 10 minutter. Nå ja man oplever jo lidt af hvert. Planen nu er af finde nogle at rejse nord på med i løbet af næste uge, så det må i se om det kan lade sig gøre på en eller anden måde.

Storbyen på budget

Torsdag den 21. marts 2013

Storby livet er nu rart efter at have været på landet så længe. Der sker altid noget et eller ande sted. En film på storskærm, et lille marked eller bare gademusikanter. Ellers kan man jo altid gå en tur i en park eller bare hygge med folk på hostlet. Der er også en strand ikke langt herfra men der er altid nogen der lige har en god ide til hvad der skal ske så der er jeg ikke nået ned endnu, selvom vejret stadig er til det. Hostlet ligger i fest dele af byen så der er også altid et sted at gå ud hvis det er det man vil. I torsdags var vi en folk der to på 'The Deen' en klub hvor der både var normal pop musik men også salsa på 1. sal. Jeg har godt nok aldrig danset salsa før men der var nolge af fyrerne der var rigtig gode så vi blev surret rundt og rundt til vi var helt forvirrede, men det var enormt sjovt. Søndag var vi på et lille lokalt marked. Mandag brugte jeg på et tuller rundt i byen med Laura. Hun kendte en indisk resturent hvor man betaler det man nu synes man har råd til, så det gik vi og glædede os til det meste af dagen, men så skulle det jo selvfølgelig vise sig at den var lukket om mandagen og ingen andre dage.. nå vi aftalte at tage derned tirsdag aften i stedet. Dagen tirsdag blev brugt på at tage i Perth Zoo. En hyggelig lille zoo og på en eller anden måde formåede jeg at bruge 6 timer der. Det er utroligt så søvning man kan blive af at gå rundt og kigge på dyr der bare ligger og sover i solen. Man fik helt lyst til at ligge sig op og putte med en af løverne. De så så bløde ud. Jeg tror nu alligevel det var godt jeg ikke gjorde det. Om aftenen fik vi samlet en masse folk og så tog vi ellers på resturent. Maden var rigtig god, de fleste af os synes det var ret stærk men det mente den mexikanske Eddi selvfølgelig ikke. Lækker mad og smuk udsigt over floden og så til bagpacker buget. Det er nok ikke sidste gang jeg tager derhen. Ellers går dagene med at slappe af og bare nyde ikke at skulle noget og ikke at have en plan. Hvad dagen i morgen kommer til at bring er altid et mysterium.

Det koster jo ikke noget at spørge

Onsdag den 13. marts 2013

Så er jeg endelig kommet tilbage til storbyen og civilisationen. De sidste dage på gården var ganske hyggelige og Tonys søster Mikayla tog mig med til den lokale high school hvor eleverne samlede ind til bedre computere osv. Hver klasse stod for en del af indsamlingen og dem der fik samlet mest ind ville så vinde en penge premie de kunne bruge til klassen. Det var noget af et arrengement med massere af medboder, tombolarer og hoppeborge. Det var helt som et lille tivoli. Næste dag havde Tony ikke rigtig noget for mig at lave så jeg tog med Mikayla rundt og halp hende med at gøre lidt rent hos et ældre ægtepar. Dagen før havde jeg forklaret hvordan ham jeg havde plukket mandler for stadig skyldte mig nogle penge og hun tilbød at vi kunne kører forbi så jeg kunne 'sparke' til ham og få min sidste løn så det var jo super. Lørdag skulle turen jo så gå til Adelaide og derfra til Perth. Planen var at blaffe med Asger og Kelly men jeg tænkte at jeg lige ville hører om hun tilfældigvis kendte nogen som kørte til Adelaide den weekend, så vi kunne kører med dem. Nej, det gjorde hun desværre ikke, men hun skulle ikke noget i weekenden så hun ville godt kører os og så tage hjem senere på dagen. Jeg blev meget overrasket og prøvede at forklarer hende at hvis man i danmark tog en 3 timers kørertur for derefter bare at tage hjem efter et par timer igen så ville man være godt skør. Men hun grinede bare af mig og insisterede på at kører os, så lørdag morgen pakkede vi tre store rygsække og fire mennesker ind i en maget lille bil. Jeg havde lidt ondt af Asger, som er omkring to meter høj, men i det midste kom vi hurtigt og problemfrit frem til Adelaide. Da vi så var fremme tjekkede Asger og Kelly ind på et hostel og jeg smed min taske på deres værelse. Jeg skulle flyve meget tidligt om morgnen og der var ikke rigitg noget transport der gik til lufthavnen så tidligt så jeg havde planer om at tage den sidste bus til lufthavnen og så bare overnatte der. Det viste sig så at lufthavnen lukkede mellem 23 og 4 så det var ikke en mulighed. De fandt jeg dg heldigvis ud af før jeg tog afsted. Men det betød så at jeg jo var nød til at overnatte på et hostel og satse på at den første bus kørte tidligt nok, eller tage en taxa. Til mit store held tilbød ham der ejede hostlet at han for $7 ville kører mig til lufthavnen om morgnen. Så alting flaskede sig og jeg havde både en seng at sove i og et lift til lufthavnen.

Efter at have sagt farvel til en halv vågen Asger og en snorkende Kelly tog jeg til lufthavnen kl. 5 næste morgen. Der var ikke mange i lufthavnen og selvom jeg formåede at stille mig i den forkerte kø og ikke opdage det før der var gået en halv time (endnu et bevis på at jeg ikke er et morgen menneske) gik det flydende at få tjekket ind og komme ud til flyet. Efter en flyvetur på 3,5 time, hvoraf det meste af turen blev sovet væk, landede jeg så i Perth. En overraskede lille lufthavn eller i hvert fald den nationale del af den. Baggagebåndende var ikke engang afskåret af ankomst hallen og der var da også kun to små bånd så det var lige til at finde ud af. Som lovet af hostlet blev jeg hentet og kørt tilbage. Hostlet er ikke fantastisk rent og madresserne er meget tynde, men airconen virker, det er billigt og kun et kvarters gang fra byen - eller 5 min med 'Blue cat' som er en af tre gratis busruter omkring centrum - så det er et okay sted. Der er også en andne dansk pige på mit værelse og ikke nok med at hun er dansk, hun er også fra Silkeborg, fra Sejs. Vi kender nogle af de samme mennesker og vi har gået i klasse med de samme personer. Det er ret spøjt. Verden er godt nok lille.

Søndag blev bare brugt på at traske lidt rundt i Perth og se hvad det er for en by. Indtil videre kan jeg godt lide byen. Det er en storby og der sker en masse men på samme tid er den også meget stille og rolig og den normale stressede atmosfærer er ikke at finde her. Mandag og tirsdag tog jeg så ud på ICRAR (international center of radio astronomy research) ved universitet og i løbet af de to dage fik jeg snakket med tre astronomer og en ingeniør. Det var enormt inspirerende og det har givet mig en god ide om hvad forskere laver og det var jo pointen med det hele. Lige på det her sted forskede de i universet ved at kigge på radiobølger. Det har visse fordele frem for synligt lys da man bland andet kan se igennem støv i galakserne, og man er ikke afhængig af vind, vejr og en stort nattehimmel. Dog kræver det en meget radiostille zone for instrumenterne er så kraftige at de kan opfange at internette bliver tænd på en computer flere kilometer derfra. De er pt. ved at bygge et nyt kæmpe teleskop bestående af en masse små teleskoper og det kommer til at være 10 km i diameter eller noget i den stil. Det kan kun lade sig gøre hvis man kan placere det et sted langt fra mobiler, tv og computere og der egner vest australien sig rigtig godt. Der er åbentbart også fordele ved at have en hel masse ingenting. Udover at forklarer om deres langsigtede arbejde, fik jeg også et indblik i hvordan et år og en dag kan se ud, og det var jo lige præcis derfor jeg var taget afsted. Jeg havde en ide om at når man nu læste på uni så tog man en bachlor, en kandidat og evt. en Ph.d. og så var det det. Der tog jeg så grueligt fejl og blev en lille smule skræmt dag en af forskerene fortsatte med fem ekstra ting. Nå ja der er jo ingen der siger at man skal gå hele vejen men lige nu er planen er hvert fald at læse fysik når jeg kommer hjem. Det er en mærkelig ting at sige når jeg nu har villet være dyrlæge hele mit liv men lige nu er det det jeg vil og hvis jeg fortryder efter det første år kan jeg stadig nå at læse til dyrlæge så det hele skal nok gå.

Imidlertid er jeg jo stadig i Australien og er her i en 4 måneders tid endnu så der er jo stadig massere der skal opleves. Lige pt. er der dog ikke den store plan og jeg nyder bare et par dage med at tuller rundt. Hvem ved det kan være der lige pludselig kommer en super rejsemulighed.

Det lette liv er ensomt

 
Onsdag den 6. marts 2013

Det er utroligt som tiden flyver når man kommer ind i en rytme. Specielt når den rytme mest af alt består i at sove, læse bøger og i ny og næ arbejde en smule. Man kan bestemt ikke sig jeg har været overbebyrdet her. Arbejdet er nemt og der er ikke meget af den. I lørdags skulle jeg dog både gøde de frø vi havde plantet fredag, ligge vandings anlæg ud OG plukke tomater! Arbejde der nok i alt tog 5-6 timer, og ejeren insisterede på at betale mig 40 dollars for 'over'arbejdet. Så jeg brokker mig bestemt ikke.
Den anden dag fandt Tony en stor høg som af uforklarlige årsager var faldet død om. Mistanken var at den havde spist en forgiftet mus men det er jo svært at være sikker. I hvert fald var de et sørgeligt men prægtigt syn og efter en del beundring blev den begravet.
Søndag skulle Tony til et møde i Adelaide - en kører tur på 3 timer hver vej, men det kan man da skatens gøre på en dag, hvad er problemet? - så jeg fik et lift til det gamle hostel for at sige hej til dem alle sammen. Selvom livet her er let og afslappende kan det godt blive en smule ensomt, så det var rart at få sagt hej til dem alle sammen igen. Da jeg ankom kl 9 var der selvfølgelig ingen der var vågne - det var jo søndag - så jeg satte mig oog læse i min bog til folk begyndte at stå op. Efter en hyggelig fik jeg David til at kører mig tilbage til farmen.
Siden da er der ikke sket det store. Tonys søster Mikayla tog mig med til en lille cafe som lå i forbindelse med en lavendel mark. Rigtig hyggeligt sted hvor der blev solgt smukker og andre ting som de lokale havde lavet. Om eftermiddagen så jeg lidt fjernsyn med hans mor og af en eller anden grund endte vi op med at se Pingu, det der modeler voks show med en pingvin, og hele siturationen gjorde da også at det var både sjovt og hyggeligt.
Selvom det er rart at være her glæder jeg mig nu også til at komme videre. Jeg flyver til Perth tidligt søndag morgen, så lige pt. er planen at blaffe til Adelaide med Asger og Kelly og så overnatte i lufthavnen. Det må vi se om lykkes. Ellers går der jo en bus og så må jeg bare tage den. I Perth har jeg kontaktet et forsknings center der forsker i astronomi for at høre om jeg ikke måtte komme og se hvordan de arbejder i et par dage. Det sagde de heldigvist ja til så på mandag og tirsdag har jeg fået lov til at følge en astronom så det glæder jeg mig meget til. Ud over det har jeg ingen planer bortset fra at jeg gerne vil rejse nord på. Hvordan og hvorledes det kommer til at foregå må tiden vise. Lige nu glæder jeg mig bare til at komme tilbage til civilisationen.

Den stakkels høg

Van syntes vidst ikke lige det var super spændende

En tiltrængt regnvejrsdag

Onsdag den 27. febuar 2013

For første gang i omkring to måneder skete det endelig. Regn. Og ikke bare en byge men konstant regn hele dagen. Luften er frisk og kold og når man sidder inden for og læser en bog er det næsten som at være hjemme igen. Jeg troede ikke man kun savne regn så meget men jeg må nu erkende at det er tiltrængt. Specielt efter at have snakket med veninden Ida over skype i mandags - en samtale der var ment til at varer omkring en halv time men det blev hurtigt til tre - hvor hjemve'et virkelig var slemt. Jeg tror faktisk det er første gang hernede hvor jeg hellere ville være hjemme end her. Men det er sundt at savne og jeg nyder nu stadig at være her. Stedet jeg bor nu er meget afslappet. Der er ikke mere end et par timers arbejde om dagen og ellers er der ikke meget at lave. Godt man stadig har en bogog har investeret i noget mere internet. Jeg har været ude på den gård Tony deler med en anden mand ved navn Brues. Vi plukkede tomater søndag og vandmeloner mandag. Når jeg nu siger vand meloner så er det som alt andet har i Austalien fuldstændig ude af propertioner. de største af dem var omkring 25 cm i diameter og op mod en halv meter lange! På mindre end en time fik vi plukket et lille ton. Det gode ved at bo på en frugt farm er selvfølgelig også at der - specielt om sommeren - er en hel masse lækker frisk frugt. Vandmeloner, blommer, ferskner og figner er bare noget af det du går ud i haven og henter hvis du skulle få lyst. Ud over det er hans mor født og opvokset i Italien og en rigtig italiensk mama der elsker at lave mad. Og da der ikke er så meget arbejde lige nu, har jeg hjulpe hende med at lave mad de sidste dage. Marmelade af en spøjs æbleligende frugt tirsdag og lasange i dag. Og det der med at lave lasange er en hel videnskab i sig selv. Det vi kalder en god hjemmelavet lasange, er ca. samme sværhedsgrad iforhold til hendes som en knorr lasange ville være i forholdt til vores. Jeg midstede overblikket efter ikke ret længe og tog mig mest af de utallige ting der skulle vaskes op. Men med alt fra hemmelavet tomatsovs til hjemmelavede lasangeplader skulle jeg lige til at spørge hvor vi skulle hente koen henne. Men efter godt tre timer lykkedes det da og det var også rigtig godt. Jeg må dog indrømme at selvom det var meget lækkert, så er tiden brugt på at lave maden ikke propertional med kvaliteten og jeg kan nu sagtens nøjes med en "dansk" lasange frem for den traditionelle italienske.

Det der med at tage til en australsk familie og så mere føle man er havnet hos italienere er faktisk ikke den første gang jeg har tænkt det. Eller ikke nødvendigvis med italienere, men med folk af erupærisk afstamning. Mine forældre bliver ved med at spørge og jeg ikke møder nogle australiere og på mange måder gør jeg og så alligevel ikke helt, for selvom denne familie er australsk er de også italiensk, og da Australien jo er et forholdsvist ungt land, tror jeg mange sætter stolthed at nævne at deres oldefar jo kom fra Irland eller hvor det nu var. Når man kører rundt virker især de små byer hurtigt opførte og ens artede. op en måde lidt Amerikanske. Og når man møder folk vil de egentlig gerne være som Europæerne. Eller det er ihvert fald min oplevelse. Så det kan godt være lidt svært at sætte en finger på hvad der er en "true blue" som de kalder de ægte australiere, for på en måde er kulturen stadig ung. Jeg snakkede med en eller anden om det og jeg tror vi blev enige om at man ikke tog til Australien for kulturen men for naturen. Hvilket egentlig passer mig meget fint for det der kultur har aldrig rigtig sagt mig ret meget.

Men på trods af det er de flinke og jeg nyder at have mit eget værelse og min egen store seng. Jeg kan rent faktisk gå et sted hen og lukke døren hvis jeg ikke gider snakke med folk. Det er første gang siden jeg forlod Kaloola, så det er jo helt luksus. Godt nok er Tony stadig en smule skør med alt det derens mirakel halløj, og jeg har da også lovet at være stille her til aften hvor han for nogle folk på besøg, så de kan meditere for at gøre verden et bedre sted. Noget med at dele ens tid og viden med menneskeligheden. Jeg har da lige skullet prøve om man måske kunne få en lille diskussion ud af det men han er meget stædig og vil overhovedet ikke hører på andre synspunkter end hans eget så jeg er gået tilbage til bare at smile og nikke. Hans søster er - ud fra den ene samtale jeg har haft med hende - en hel del mere fornuftig, så når jeg engang bliver træt af at sidde og læse eller se film på min pc, kan jeg altid gå over at snakke med hende. Men lige nu er alting godt, jeg nyder freden og lader folk mene hvad de vil for det er nu en smule underholdende.